Læsetid: 3 min.

Hver gang, der udkommer en ny bog, læser jeg en gammel

Et churchilsk bonmot faldt klummeskriveren ind i anledning af en eventyrlig bog
8. juli 2005

Tove Ditlevsen havde et yndlingscitat: "Hver gang, der udkommer en ny bog, læser jeg en gammel." Ophavsmanden var Winston Churchill, hvilket sikkert har været fruen ligegyldigt, men citatet var et af dem, der stivede hende af, når hun følte sig underkendt af disse nymodens modernister, der ondskabsfuldt ville reducere hende til 'lyrikkens barpianist'. Med nærmest H.C. Andersensk barnesind spurgte hun engang Thorkild Bjørnvig: Hvorfor agter Danmark ikke sine digtere?

Jeg har netop genlæst en gammel bog. Mit Livs Eventyr hedder den og er skrevet af ovennævnte Andersen, der pudsigt nok debuterede i fuldkommen samme 'genre' - barnedigtet kunne man kalde den - som Tove Ditlevsen. Det døende Barn hedder Andersens digt. Til mit døde Barn hedder Ditlevsens. Og det er ikke eneste lighedspunkt. Begge gik de en del igennem, før de blev berømte.

Min agtelse for Churchill er steget. Jeg var blevet bedt om at holde et foredrag om Mit Livs Eventyr, og da jeg takkede ja til opfordringen, var det med en bemærkning om, at Andersen og jeg jo var fra samme landsdel, og med en vag fornemmelse af, at den fynske humor, jeg har med derhjemme fra, nok måtte være til stede i Mit Livs Eventyr. Som jeg ellers professionelt er opdraget til at opfatte som en gang idylliserende, romantistisk efterrationalisering, et skønmaleri, der med bagklogskabens fulde vægt skulle sætte essensen af den, på dette tidspunkt (1855) berømte og internationalt anerkendte, digters livsvisdom i relief: "Man gaaer først saa gruelig meget Ondt igjennem - og saa bliver man berømt!"

Det blev et glædeligt gensyn.

For det første var det nok godt for min Andersen-opfattelse at få genopfrisket, hvor gruelig meget ondt, han vitterligt måtte gennemgå.

For fanden da, hvor danskere kan være selvgode og opblæste, hvis de indbilder sig at have retten på deres side! At være åbne over for en sags mere komplekse sammenhæng, at have forståelse for, at misforståelser kan opstå eller at forsøge at se sagerne fra en anden side end deres egen er uforsonligt udelukket, så længe de selvretfærdigt kan pleje deres ego ved at have ret! Jo, Andersen har i så henseende ikke så lidt at sige danskere. Ikke mindst i dag. Havde han ikke haft lejlighed til at rejse ud og se, at verden rummede andet end smækfornærmede kjøbenhavnske småborgere, var han formentlig bukket under.

For det andet fik jeg i den grad fyldt stof på min vage fornemmelse af fynsk humor. Jeg erindrer ikke at have så meget som trukket på smilebåndet ved min tidlige, artige pligtlæsning af Mit Livs Eventyr. Men denne gang brød jeg gang på gang sammen af grin og måtte straks opsøge husbonden for at oplæse udvalgte stykker.

Her er et. Efter at have udstået Rector Meislings forhånelser og Piinsler er Andersen omsider som 23-årig nået frem til studentereksamen. Hos H.C. Ørsted møder han aftenen før en eksamination et andet ungt menneske, lille af vækst og tilsyneladende jævnaldrende og spørger ham: "Skal de med til Examen iaar!" - "Jo!" sagde han med et lille Smiil, "jeg skal derop!" - "Ja, jeg skal ogsaa!" siger Andersen stolt og buser ud med en masse indforstået snak; - og så viser den unge mand sig ved det grønne bord at være den professor, der skal eksaminere Hans Christian i matematik. Begge er ret forlegne ved situationen, og matematikprofessoren forsøger at bløde op ved at hviske: "Hvad bliver nu det første poetiske Arbeide, De giver os, naar De har taget Examen?"

Andersen skriver: "Jeg saae forundret paa ham og svarede ængstelig: 'det veed jeg ikke! - men vil De ikke spørge mig i Mathematik, men ikke for svært!'"

"De kan vel noget," sagde han igjen ligesaa sagte." Ja, det kan jeg, forsikrer Andersen, "men nu er jeg bange." Og så slutter skildringen:

"Da jeg under Examinationen, i Ivrighed rev alle hans Penne itu, sagde han Intet dertil, men lagde een af dem stille til Siden for at kunne skrive Characteer."

Tænk, om vi alle omgikkes hinanden med sådan agtelse. Mig var det en Lyksalighed at læse afsnit som dette op, og aldrig faldt der mig Andet ind, end at det maatte være Alle en stor Glæde at høre det. Her i huset har vi i hvert fald grinet en Deel.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu