Læsetid: 10 min.

'Hver tid tager dundrende fejl af sin kunst'

Billedhuggeren Erik Thommesen fortæller om 70 års kompromisløs søgen efter rytme, energi og enkelhed
7. oktober 2006

I dag åbner Erik Thommesenrummet på Statens Museum for Kunst. Rummet befinder sig i den gamle Dahlerupbygning, dér hvor der tidligere var kiosk og café. Og den 90-årige billedhugger er ganske godt tilfreds, selv om 1990'erne mangler. Det er dog bedre end den behandling, samtidskunsthistorien har givet ham, mener han.

I sin tale, som han holdt ved receptionen i anledning af udstillingen, sagde han:

"Jeg blev da paf og lidt stødt, da jeg erfarede, at samtidskunsthistorien kun lod min 70 år lange produktion gælde for 1950'erne. I 1950 var jeg 34 år og i 1959 43 år. Så mangler der 46 år af min produktion, hvoraf der åbenbart ikke er sket noget - og hvad med det, jeg laver i dag - det er åbenbart ikke nutid men fortid. På den måde vil man jo aldrig få den modne kunst med."

Man betragter kunst som en afrivningskalender, ironiserer Thommesen. Hvert blad, man smider væk, tæller for en periode af ti år, og derefter forventer man, at der sker noget nyt og helt anderledes. De kommer let til at fokusere på idémageri i stedet for kunst.

Tidens sygdom

Kunstmuseets udstilling rummer kun værker fra museets egen samling, men Erik Thommesen har haft sin store, retrospektive udstilling, nemlig på Holstebro Kunstmuseum i 2001. Og den var han meget glad for.

Det understreger han, da jeg forhører mig, om Erik Thommesenrummet på Statens Museum er en permanent foranstaltning. Det mener han nemlig ikke, det er.

For i dag skal et museum virke som en udstillingsinstitution, konstaterer han.

"Man skifter hele tiden, man måler et museums værdi på antallet af besøgende. Det er tidens sygdom."

"Problemet er også, at hver tid køber alt for meget, og med de formater, man arbejder med i dag, hvor skulpturerne er store som huse, er jeg bange for, at det bliver umuligt at bevare det hele. Og ét er sikkert: De vil skille sig af med det forkerte, hver tid tager dundrende fejl af sin kunst."

Vi sidder i hjørnet af Erik Thommesens store atelier, en spiseafdeling, der forbinder atelier og køkken. Midt på gulvet står den seneste skulptur, Erik Thommesen har lavet, belyst fra kippen og gennem glasvæggen, der vender ud mod haven, et skrånende, tilgroet landskab med store, gamle træer og buske. Her finder man botaniske rosenbuske som den dybrøde Moyesiirose, 'Mandarinrosen', og Fargesiirosen, der er mere orange. Og med buske menes der buske på flere meters højde og en omkreds som en mindre rundkørsel, ligesom jeg aldrig har set så tykke stammer på en hasselbusk som i Erik Thommesens have.

Igennem busk og trælandskabet er der skåret stier, som fører én rundt til havens forskellige rum og lysninger. En billedhuggerhave. Anlagt med blik for vinkler og syn, en have, man skal bevæge sig i for at lære at kende. Hen over 'Ho Chi Minhstien' nederst i haven læner sig en kolossal benved, der holdes oppe af slåenkrattet på stiens modsatte side. Her må man bukke sig og gå i gåsegang.

Rytme, energi, natur

Erik Thommesen kan nu højst stå op en time ad gangen, siger han, men det betyder kun, at han må arbejde i mindre formater.

"Jeg har altid arbejdet stødvis, meget består i at tænke sig om, kigge på det, man har lavet," forklarer han. Og det kan man jo godt sidde ned til.

Samtalen drejer sig ikke kun om kunstsyn, men også i høj grad om forholdet mellem kunst og natur. For Erik Thommesen er de to ting uløseligt forbundne.

Med natur mener han dog ikke landskaber, træer eller de mange fugle, hans have er fuld af, men snarere noget, der nærmer sig naturlovene: Rytme, energi, vægt, tyngdekraft, som de kommer til udtryk i menneskelegemet.

Først og sidst er det mennesket, der har interesseret ham, siden han som ung gik til croquis i Nyhavn og stillede sig i samme positur som nøgenmodellerne for på egen krop at mærke, hvilke kræfter der var på færde i figuren. "Jeg har altid haft nok i menneskekroppen."

"Det første, man gør, når man bliver optaget af noget, er, at man prøver at tegne det eller eftergøre det, og så opdager man, at det ingenting giver. Der kommer ikke et udtryk ud af det, og så må man have fat på de kræfter, formen er blevet til af. Bevægelsen i sig selv er ikke noget, hvis der ikke er nerve med. Den må overvinde en vægt, man kan ikke udtrykke noget let uden at udtrykke noget tungt," forklarer han.

Jeg må på benene og prøve efter, men så snart jeg bøjer i det ene knæ og mærker tyngdekraftens træk, forstår jeg udmærket, hvad han mener.

Billedhuggerkunsten er før blevet beskrevet som evnen til at se den figur, der gemmer sig i eksempelvis en sten. For Erik Thommesens skulpturer gælder nærmest det omvendte: Figuren forbliver skjult i skulpturen, det er dens iboende kræfter, han giver form.

"Lige da jeg begyndte med billedhuggerkunsten, har der nok været mere spor af legemets ydre, men efterhånden blev det mere og mere sådan, at kroppen er bygget ind i skulpturerne som en indre struktur," forklarer han Lars Morell, i den store bog om sit værk, som samme Morell har redigeret i forbindelse med udstillingen.

På kant med tiden

Kunst er for Erik Thommesen tidløs, fordi kunsten søger det almene.

"Der er ingen objektive love for kunsten, men alligevel må ethvert værk følge en lovmæssighed. Eller loven levende, afhængigt af andre ting. Formen er indholdet."

Derfor ville bisonoksen fra Altamiragrotten helt upåfaldende kunne indgå i en moderne udstilling som stor kunst, mener han.

Og derfor føler han sig heller ikke hjemme i den etablerede kunstverdens inddelinger.

I sin tale på Statens Museum for Kunst sagde han: "Da jeg for 70 år siden begyndte at lave skulpturer, var de for avancerede for den etablerede kunstverden. Senere, da det blev feteret og lukrativt at være avantgardist, var min kunst ikke avanceret nok. Så jeg har altid været lidt på kant."

Det har Erik Thommesen dog ikke kun, målt i forhold til kunstscenens skiftende moder. Hans kunstneriske praksis afspejler i ét og alt hans overbevisning om kunst som et personligt udtryk, der må komme indefra og udvikles gennem de udfordringer og spørgsmål, værkerne selv stiller.

Derfor ser han også sit værk som en helhed, hvor hvert afsluttet arbejde er afsættet for det næste.

Ligeledes på grund af den vægt, han lægger på det personlige, indefra kommende udtryk har Erik Thommesen arbejdet mere alene end de fleste. Man må selv må bygge sin form op, mener han, det er ikke noget man kan lære, men noget, der beror på personlig oplevelse.

Man ser med sindet

Det begyndte dog et andet sted. Erik Thommesen var tog som 19-årig mod et tilbud om en tid på landet ved Frederiks i Jylland. Her blev han og blev betaget af hedelandskabet og kvæget på markerne.

Der gav han sig til at male og tegne, men opdagede snart at det var de indre kræfter i motiverne, der interesserede ham.

"Ellers bliver en tegning blot en beskrivelse af en linje. Man får ikke det egentlige med, man kan beskrive i ord, hvordan en streg går, men nerven skal opleves."

En overgang tegnede han selvportrætter. Ikke fordi han var selvoptaget, understreger han, det var hovedets form, der interesserede ham, forholdet mellem det tunge baghoved og det lettere, mimiske ansigt. I nogle af hans tidlige skulpturer er hovedets bestanddele nærmest skilt ad og sat sammen igen med balancen oven på halsen som sigtepunktet.

"Når man efterligner, udtrykker det ikke det, man oplever," forklarer Erik Thommesen, "man ser ikke med synet, men med sindet."

Erik Thommesen har aldrig gået på Akademiet eller modtaget systematisk undervisning.

"Jeg har altid været overbevist om min egen opfattelse. Efter min mening er det tragisk, at Akademiet i dag har fået så stor indflydelse. Da jeg var ung, regnede vi slet ikke med Akademiet," siger han. I slutningen af 1940'erne var Erik Thommesen med i Cobra, men distancerede sig snart fra sammenslutningens spontantabstrakte opfattelse. Sammen med blandt andre Ejler Bille og Erik Ortvad brød han i samme tidsrum og af samme grund med Høst-udstillingen og var med til at danne Martsudstillingen, der holdt til i Den Fries udstillingsbygning på Østerbro i København.

"Det var den almindelige holdning, at Akademiet skulle man holde sig fra," fastslår han. Selv har han sagt nej tak til Thorvaldsenmedaljen. Eckersbergmedaljen sagde han ja til, fordi væveren Anna Thommesen (1908-2004), hans livsledsager, medkæmper og kunstneriske sparringspartner gennem et langt ægteskab, samtidig fik den. Og hun skulle ikke sige nej for hans skyld.

"Men vi hentede dem aldrig."

"Anna og jeg undrede os over, at vi havde fundet sammen, for vi havde helt forskellige udtryksforme," fortsætter han. "Men vi havde samme grundopfattelse. Det var også dejligt at udstille skulpturer og tæpper. De så ud, som om de var født sammen."

Erik og Anna Thommesen var gift i 63 år. "Vi havde et pragtfuldt ægteskab."

Kunst og håndværk

Vi vender tilbage til Akademiet. Erik Thommesen undrer sig over Eksskolen, som han i 1960'erne havde kontakt med. "De bekæmpede Akademiet, men nu sidder de selv som professorer," konstaterer han. "Akademiet gør skade, fordi det behandles som en autoritet."

Men kan man ikke lære på andre måder end gennem sig selv, vil jeg vide.

"Det, det gælder om er rytme, energi, form og enkelhed, for enkelhed afslører enhver fejl i formen. Kunst og håndværk kan ikke skilles ad. Mange designer, men for mig er det lige fra begyndelsen håndens arbejde. Det kan man sgu lære sig selv."

Da Erik Thommesen gav sig til at hugge i sten, måtte han dog skaffe sig en vis viden, før han var udlært, blandt andet om hærdning af mejsler, fortæller han.

"Mens jeg lavede de første ting, stod jeg hos en erfaren stenhugger og så, hvordan han gjorde."

- Men frem for noget har du brugt træ som materiale for dine skulpturer - og mange forskellige slags træ, fra moseeg til elmetræ. Alligevel har du sagt, at du ikke tager hensyn til træet?

"Det er fordi, folk ser på træet som om det var et stykke skønvirke. De beundrer årernes synlighed i stedet for at se på skulpturen. Når man giver sig til at beundre træets struktur, bliver det hele nemt til noget narreværk. For mig er overfladen funktionel, den er blot det sted, hvor formen slutter. Det bliver altid fantastisk smukt, hvis formen er rigtig. Hvorimod træet kan blive så mønstret, at det forstyrrer."

Det musiske

- Nu har vi talt meget om form og rytme, men hvad med det amorfe, opløsningen, entropien, som også er en del af naturen. Hører det ikke med i kunsten?

"Med naturen tænker jeg ikke bare på træer, men også på kosmos og kosmos' rytme. Jeg mener, det er det, man forsøger at beskrive, hvad enten man udtrykker sig musik, på skrift eller i billede. Det vi ikke kan få fat på, er det musiske, noget man føler og gør, uden at kunne forklare hvorfor. Det er det, kunsten gerne skulle udtrykke. Jeg tror, der er noget, kunsten kan udtrykke, og noget den ikke kan. Og ord kan udtrykke noget, som den bildende kunst ikke kan," svarer Erik Thommesen eftertænksomt og eksemplificerer med en samtale, han engang havde med grafikeren Palle Nielsen.

Palle Nielsen havde lavet en radering, der skulle skildre nutidens inhumanitet. Det forestillede en mand, der bærer et lig mod graven.

"Jeg siger til ham: 'Man kan jo ikke se, om det er en nazist eller den barmhjertige samaritaner.'"

Det er æsteticeringen af elendigheden, der generer Erik Thommesen.

"Efter krigen var der en periode, hvor tidligere kz-fanger skildrede deres lejrophold i billeder. Problemet var, at når man bliver ved med det, får det en æstetisk dimension. Det er det samme, der sker med tv i dag, volden bliver til æstetik, når den gang på gang vises på skærmen. Jeg er slet ikke sikker på, at børn har godt af det, at de ikke tager skade. De kan komme til at elske destruktionen. Det er farligt, at medierne tager så overfladisk på det."

Og mens vi er ved medierne, får Informations dækning af billedkunsten lige et par ord med på vejen. Meget af det, vi på avisen ofrer spalteplads på, er "noget pubertetsstudentikost vrøvl, såsom en kunstner der tisser på gulvet. Jeg forstår ikke manien med at kalde det kunst."

Jeg anfører kunstneren Kristian von Hornsleths aktion med at give grise til afrikanere, der vil antage navnet Hornsleth som en kritisk satire over signaturens betydning for kunstinstitutionen, men må beskæmmet erkende, at Erik Thommesen har ret, når han mener, at der ligger en skjult undervurdering af modtagerne i 'værket'. Erik Thommesen tror rent ud sagt, at meget af den slags bliver lavet for at gøre sig interessant.

"Laver man noget tosset, kan man nemt komme i avisen."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her