ALMINDELIGVIS regnes den for en grå størrelse, en lidt kedelig ting i livet, der, når det engang imellem bliver jul og nytår, for en kort stund afløses af sit illuminerede modstykke. I store dele af kunstens verden, ikke mindst kunstkritikkens, har hverdagen på det nærmeste status som skældsord, især i sammensætningen hverdagsrealisme eller det endnu mere nedsættende: Køkkenbordsrealisme. Undtagelsen er, når litterater engang imellem efterlyser den store samtidsroman.
Sådan har det ikke altid været, og hvis hverdagen var en film, hvad den muligvis er, ville den nyeste opdatering hedde Hverdagen vender tilbage, eller måske endda Hverdagen vender tilbage II, III, V, VIII eller X. For den har det med at komme igen, når man mindst venter det og i nye klær... som lige nu ikke er kejserens og heller ikke arbejderens. Aktuelt er den til stede i kunsten i en grad, der ligner en strømning, mest tydeligt i filmen.
Tag den tyske film, På Halvvejen, der lige har haft Danmarkspremiere, for øvrigt en af de få, vi har set fra den kant siden den store periode med Fassbinder, Volker Schlöndorff og Wim Wenders. Andreas Dresens film handler om to ægtepar i en trøstesløs by i det tidligere Østtyskland. Manden fra det ene forelsker sig i kvinden fra det andet og vice versa. De går ikke planken ud, men kun »den halve trappe« under en midtvejskrise og det lyder allerede banalt, men det er skildret som en art hverdags-surrealisme, langt fra at være kedelig med de mange små tragedier og mirakler.
Surrealismen, for ikke at sige absurdismen, opstår, når manden f.eks. fylder badekarret med dybfrosne svineskanker, eller når et af parrene forgæves forsøger at tvinge en eller anden tingest ind i bilens bagagerum, og det ikke rigtigt lader sig gøre.
I Danmark kender vi allerede fænomenet fra Lone Scherfigs og Susanne Biers film og ikke mindst Anette K. Olesens Små ulykker, og i England fra Mike
Leighs film, der dog har været en tak mere realistiske, men det var jo dér, vest for Kanalen, efterkrigsrealismen begyndte sidst i 50erne med Arnold Weskers hardcore-køkkenrealisme, vel som en reaktion på den tids absurde teater og fortsatte med Ken Loachs
mere dokumentariske, kalkerende realisme. Begge
ismer nu forenede i filmtrenden, som tilmed har et stænk af komedie i sig.
HVORNÅR VAR det ellers, vi hørte om denne lille, grå hverdags-krabat i kunsten? Man kan ikke sige ordet, uden at sige Dan Turèll. »Jeg holder af hverdagen, mest af alt af hverdagen,« lød det i et digt, som hustruen, Chili Turèll, fortolkede udsagnet på overraskende vis i det derfor mest interessant afsnit i Movins & Rasmussen kortfilm om ham. For egentlig var det sin egen, strejfende hverdag i det
pulserende liv, han holdt af, og ikke det, andre mennesker kalder hverdag. Den havde han det mere end svært med.
Fra hverdagen er springet ikke langt til begrebet almindeligheden, som jazzsangerinden Lise Reinau hyldede i sin sang fra 1966 om Herlevs lyksaligheder, som er blevet stående som en popjazzklassiker. Glæden ved det almindelige liv i forstaden med børn, lyse stuer, udsigt til skoven, let vej til byen med S-tog, osv. i modsætning til den tids romantiske forherligelse af de saneringsmodne lejligheder i de indre byer (jvf. Peter Bellis »Bliv væk fra vort kvarter«). Og i modsætning til nattelivet på værtshus, som ikke lige er hende, for »morskaben mister sin glans når/mandens blikke siger/ja til andre piger.« Så hellere lidt natmad »med salat til« sammen med »Kirsten/Finn og Vivi/Henrik Haraldsen...«, og hvad de gode venner ellers hedder i den dengang i jazzsammenhæng bemærkelsesværdige tekst om trygheden, eller skal vi i sandhedens interesse sige den relative tryghed. Herlev... »det er rart«... lyder det med diskret underspil.
Sangen har rumsteret så meget i Steffen Brandts bevidsthed, at han har taget den op på sin nyeste plade, På kanten af småt brændbart, i sin egen tekstversion, »Herlev, det er skønt,« dog i vanlig dobbelttydighed, men absolut kærligt: »Og du, du kommer hjem fra job/Jeg har taget vasken op/Du har parallelparkeret vognen/Det er ikke vildt, men det er lige her/Et hjem i et hvor som helst kvarter/Vi er først lige begyndt/Det er vores liv/og det er skønt ...«
UD OVER selve den kristne ide, gavegiveriet og alt det, er julen/nytåret god for én ting, at man kan gribe sig i at længes mod hverdagene i al deres utilstrækkelighed.
Det tossede er, når kritikere efter fire-fem ny-ny-ny-realistiske, danske film begynder at mene, at det er også for meget. Det tossede er, når man i det hele tager sætter hverdagen op som modsætning til noget mere dramatisk og originalit og koloristisk. Der er masser af fantastik i hverdagene, for ualmindeligheden er almindelig, og det er netop det realistiske. Man kan ikke stille det op sådan, at det ene er at foretrække for det andet.
