Læsetid: 3 min.

Hverdagenes blide besynger

Anne Dorte Michelsen markerer sig efter seks års pause atter som solist med et behageligt og melodiøst album, som udemonstrativt tager hverdagslivet alvorligt
7. april 2007

Når sangskriveren Anne Dorte Michelsen er bedst, er der en sødme, en varme og en udemonstrativ hverdagslivsvisdom at hente i hendes sange. Når hun er værst, ender det i puttenuttede klicheer og utroværdige postulater om en nærhed, man i den givne situation helst vil være foruden; så minder det nemlig lige lovlig meget om 1970'ernes bekendelsespoesi, hvor alt var tilladt, fordi det kom lige fra hjertet - eller hvor den slags nu udspiller sig. Derfor kom det også som en overraskelse af de gode, da Michelsen i 1994 lancerede damekvartetten Venter På Far, hvor hendes - for denne signatur - overraskende satiriske vid og bid udfoldede sig i fuldt flor. Her fik parforholdets hellige køer tekstligt nogle ordentlige kajerystere, musikalsk indfattet i et udtryk, der såmænd ikke ville have været Lørdagspigerne fremmed. Grineren, som man siger. Og det medførte fra denne drejbare stol en radikal omkalfatring af denne Michelsen som sangskriver og ordkunstner. Konklusionen af denne sjælerejse var, at hun er værd både at lytte til og værne om - om end med visse forbehold.

Venter På Far viste sig nemlig at være en enkelt - om end særdeles prisværdig - facet af en karriere, der tog fart med 80'erflagskibet Tøsedrengene, fortsatte årtiet ud med en voldsomt succesfuld solokarriere, som der kom lidt ro på i 90'erne, hvor Venter På Fars (måske?) overraskende succes fjernede fokus fra hendes soloudspil. I dette årtusind har hun markeret sig med et par skiver med salmer og andre eviggyldige perler fra den klassiske danske sangskat, der dog ikke gjorde det store indtryk. Helt sikkert ikke på denne skribent, men heller ikke i udpræget grad på det pladekøbende publikum. Solokarrieren har været så rimeligt neddroslet, at det kommer sådan lidt ud af det blå, at der nu atter er en skive på gaden med madammen med de mange masker. Tilmed i den poppede og sødmefyldte sanger-sangskriver stil, der har præget hendes rigelige ekskursioner udi netop denne genre, og som har gjort hende elsket af mangen et længselsfuldt pigebarn i skruk.

En indbydende skønhed

Den gode nyhed er, at på Hvor var det nu vi var? er der en overvægt af den type Michelsen-sange, som ikke bliver så følelsesmæssigt klistrede, at lytteren føler sig decideret intimideret derved. Det er stadig det nære, det kønne, det melodiøse og det musikalsk behageligt underspillede, der står i centrum. Sammen med en række slet ikke uefne observationer fra de der helt ualmindeligt almindelige hverdage, der som perler på snor udgør vort liv. At Anne Dorte Michelsen kan skrive tekster, behøves kun en hurtig skimning af teksthæftet for at fastslå; det vrimler med præcise observationer fra det stille og utrendy liv, mange af os nu engang lever. Sange som titelnummeret, 'Kæphøj' og 'Lykkelige mandag' er rent ud flot svungne udsagn om det Danmark, der såmænd ligger der endnu: "Står i kø ved El-giganten/ se de vågner li' om lidt/ og det lykkedes mig minsandten/ nu er køleskabet mit" vil næppe vække lykke hos diverse wanna-be hipsters, men jeg synes, det er pissegodt i al sin gribende enkelhed.

Nå, før alting hed form og fitness, gik rigtige kvinder til jazzballet. Og så udførte de garantrisset deres øvelser til musik, som den, der præger et nummer som 'Hvem siger jeg er færdig med dig?' Min fader ville hånligt have kaldt stilen aftenskolejazz, og jeg kan ikke lige komme på et bedre udtryk, thi det bliver hurtigt så kækt, at det næsten er ubærligt. Sjovt nok er det den eneste af pladens melodier, Michelsen ikke har kreeret selv, og den bryder med pladens i øvrigt beroligende strygen-lytteren-med-hårene-flow, der besidder en egen velsignet narkoro, uden den der store forkromede og uforglemmelige melodi ligefrem truer med at hjemsøge én, selv efter adskillige gennemlytninger. Til gengæld er der heller ingen deciderede flovsere, og 'Fortæl!' besidder en indbydende skønhed, jeg gerne lader mig forføre af. I det hele taget hviler der en underspillet charme, en velkommen ro og et diskret overskud over albummet, der gør sin ophavskvinde ære. Er man i stand til at tune ind på Michelsens særlige frekvens, udgør Hvor var det nu vi var? en lise i et liv og en tid, hvor der er antagonistiske klange nok at tage af. En gang imellem er det sgu okay at blive strøget med hårene, især når det foregår så nænsomt og forfinet som her.

Anne Dorte Michelsen: Hvor var det nu vi var? (RecArt)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu