Læsetid: 6 min.

Hverdagsrapporter fra det danske samfund

19 danske muslimer er i anledning af Muhammed-krisen blevet bedt om at fortælle om verden set med deres øjne og undervejs i krisens første periode. Det er blevet til bogen 'Muslimsk-Dansk dagbog'. Bogen handler om at leve i Danmark lige nu i en blanding af hverdagsglæder, overlevelseskampe og mediestormvejr. Her er et lille uddrag fra bogen, der udkommer i morgen på Informations Forlag
5. april 2006

Amira

Nu er jeg altså så officielt "muslim". Jeg har været på tv som muslim. Jeg har sågar mødt vores statsminister - kun fordi jeg er muslim! Jeg er blevet aktiv i kampen om og for etniske minoriteter i Danmark. En kamp, jeg egentlig aldrig selv har haft behov for at føre - for jeg har det jo godt. Jeg er dansker på lige fod med Maria, Morten og Per. Eller er jeg? Det er måske dét, denne hændelse har gjort mig klart. Vi er ikke alle lige. Derfor vil jeg ikke længere blot stille mig tilfreds med at jeg, en dansk pige med muslimsk baggrund, har det godt. Jeg vil ikke længere stille mig tilfreds med, at mine muslimske trosfæller rundt omkring i verden anser mit Danmark som værende intolerant og fremmedfjendsk.

Jeg vil bruge denne krise til at skabe venskaber.

Fatma

Jeg har stadig svært ved at blive vred på Jyllands-Posten, for jeg kan godt se, at det her er dansk humor, når den er bedst. Men på den anden side kan jeg samtidig se, at det her kan føre til rigtig megen uro. Integrationen i Danmark har lige så mange modløbere som medløbere til daglig, og der findes nogle mennesker der ikke engang bare i et split-sekund kan se situationerne fra en anden vinkel end deres egen. Det her vil blive brugt: brugt af alle de indvandrere og flygtninge, som ikke ønsker integration, men bare vil leve i et parallelsamfund, og brugt af den ekstreme højrefløj til at sige: "Se, de vil os ikke; de forstår os ikke."

Jeg kan se alt det arbejde, vi integrationsmedarbejdere - alle os, der til daglig løber rundt for at bygge broer - har lavet gennem tiden, blive skudt fem år tilbage igen.

Jeg har egentlig stadig ikke selv nogen holdning til tegningerne, hvilket får mig til at tænke over, om der er noget galt med min loyalitet over for min religion. Men nej, tænker jeg: Det kan ikke være rigtigt, at min religion ikke kan følge med i, at jeg forstår Jyllands-Postens ret til at trykke de tegninger.

Halima

Jeg tror, jeg er blevet mere bevidst på grund af alt det, jeg hører, og jeg er begyndt at tænke på at gå med hovedtørklæde. Egentlig mener jeg, at religion er noget, man bærer i sig og ikke behøver at afspejle med sit tøj. Men på det seneste synes jeg, jeg er blevet tvunget til at tænke over, om folk vil begynde at sætte spørgsmålstegn ved, om jeg er en rigtig muslim, når jeg ikke går med hovedtørklæ-de. Ellers havde det måske taget 15-20 år, inden jeg var begyndt at gøre mig de overvejelser.

Akmal

Det her er en helt almindelig dag. Selvfølgelig, når livet er normalt, er det det jo alligevel aldrig helt. For førstegenerations-indvandrere kan livet aldrig være "normalt". Vi kæmper for at give vores daglige rutiner et falsk skær af normalitet, som så i ny og næ falder i grus. Dette er ikke nogens skyld. Det er naturens orden. Der vil altid være vittigheder, vi ikke forstår; film, vi ikke har set; børnerim, vi ikke kan gentage efter vores børn; og godnathistorier, de gerne vil høre, men som vi ikke kan hviske dem i ørerne. Den slags simple ting ryster vores oplevelse af normalitet og lader os tilbage med dybt forstyrrende følelser. Somme tider rammes jeg af bølger af uventet og uforklarlig hjemve og skyldfølelse, fordi jeg ikke er i Egypten til at holde min mors hånd, når hun træder ind på lægeklinikken, eller min onkels hånd på hans dødsleje. Når disse følelser skyller hen over mig, falder normalitetens facade sammen, og jeg føler mig fortabt og ensom.

Akkari 1: En stamme

Har jeg ret, hvis jeg beskriver den danske befolkning som en stamme? Nogle mænd fra Somalia sagde til mig forleden, at de endelig har opdaget en fællesnævner mellem sig selv og danskerne.

"Ja, og hvad er det?" spurgte jeg.

"De er en stamme, som vi er en stamme. De reagerer som en stamme, ligesom vi reagerer som en stamme," svarede manden lidt intellektuelt og med et glimt af tilfredshed i øjet.

Jeg har nævnt stamme-tesen for forskellige danske politikere og intellektuelle. De slår næsten alle sammen straks ud i høj latter, nikker heftigt og siger i en tilstand af tydelig emotionel fornøjelse: "Du har ret. Du har helt ret, du!" En enkelt af disse politikere, en tidligere udenrigsminister, klappede mig endog flere gange på skulderen.

"Hvad sker der i en stamme?" spurgte jeg min somaliske ven.

Jeg fik en forklaring, som i al korthed går ud på, at når en person i stammen bliver angrebet eller udsat for noget fra andre uden for stammen, så rejser hele stammen sig i solidaritet med denne person. Uanset om han har ret eller uret, om han er skyldig eller uskyldig. Det, der gælder er ikke fornuft, men en følelse. Følelsen af, at man må stå sammen over for den anden stamme.

Akkari 2: En beboet måne

Det er nu engang sådan med den danske "frihed", at man hidtil har troet, man levede alene på en øde måne fjernt ude i galaksen. Forestil dig, at vi tog alle de "ægte", pæredanske, renblodet etniske danskere og flyttede dem til en øde måne et sted i rummet. Der kunne de gå rundt, så frie som de ville.

Det, der skete i denne sag var nok, at midt i at den "frie" dansker gik nøgen rundt på sin øde måne og opførte sig akkurat som det passede ham, opdagede han pludselig, at den var beboet! Hov! Hjem og klæd dig på og bliv mere civiliseret, når du møder op for øjnene af andre mennesker.

Tabish

Jeg slukker fjernsynet. Jeg har meget mere lyst til at læse Kaj siger hej højt for min datter. For min søn foretrækker jeg at læse Den lille havfrue. Jeg vil have en pause fra denne verden af kyniske positurer. Jeg vil mindes om de fælles anstændigheder, der gør livet muligt - og værd at leve.

Jeg føler mig isoleret og ensom, men jeg er ikke alene. Nej, jeg er ikke alene. Der er andre forældre, der sidder og læser eller fortæller historier for deres børn. Over hele verden mumler de nede under massernes skrigen og ledernes prædiken, de mumler deres uvirkelige historier på dansk og engelsk, på arabisk og urdu. Jeg lader min mumlen glide sammen med deres.

Maria

Hvorfor skal vi vælge side? Det er et typisk eksempel på "civiliseret" tankegang: Enten er du for, eller også er du imod; enten elsker du Amin Jensen, eller også gør du ikke; enten elsker du sennep eller også gør du ikke, enten er du dansker eller også er du ikke!

Hvorfor er vi blevet så ensrettede, at vi ikke kan elske Amin Jensen om mandagen og så hade ham om fredagen, eller elske sennep på en pølse, men ikke på en sandwich?

Jeg ved det ikke, jeg ved bare, at jeg elsker og hader de samme ting og mennesker på forskellige tidspunkter på dagen, for eksempel når min mand lige har taget opvasken, men ikke tørret af!

Dette er en række dagbogsuddrag fra bogen 'Muslimsk-Dansk dagbog. 19 dagbøger fra Muhammed-krisen' (red. af Lotte Folke Kaarsholm). Bidragene er skrevet undervejs. Bogen udkommer på Informations Forlag i morgen

Samme dag anmeldes bogen af Jyllands-Postens chefredaktør Carsten Juste

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her