Læsetid: 4 min.

Hverken værre eller bedre

19. august 2006

Det kan godt være han ligner en dreng på fem år, som han sidder der med brun striktrøje og lap på knæet, men i virkeligheden fylder Alfons Åberg 30 år i Danmark. Stadig lige spørgende, stadig lige nysgerrig, stadig lige populær og mindst lige så aktuel som i 70’erne

Somme tider er han kun et par år og skal i børnehave. Andre gange går han i skole og bygger huler, opfinder ting, klæder sig ud, bygger fantasiverdener eller står på skateboard. Somme tider leger han med sin usynlige ven Svipper og andre gange gider de store fætre ikke spille kort med ham, fordi han er for lille.

Men selv om Alfons Åbergs alder og situation ukronologisk skifter lidt fra bog til bog, ligner han altid sig selv med sin brune striktrøje, sit karseklippede hår og de brune bukser med lap på knæet.

Han bor stadig i et højhus i en forstad et eller andet sted i verden sammen med sin far, der bliver lidt træt en gang imellem og konstant bapper på piben, selv om det her 30 år efter Alfons Åbergs danske fødsel er blevet særdeles politisk ukorrekt med tobaksrygning.

For Alfons far er ikke et forbillede, som Alfons' opfinder Gunilla Bergström sagde, da hun blev kritiseret for at give børn dårlige rollemodeller. Alfons' far er en person med de fejl og mangler, det indebærer. Alfons mor er der stadig ingen der har set - det kan være hun er ude og handle, måske hun er nede i vaskekælderen, måske forældrene er skilt eller måske hun er død. Og vennerne Mille, Viktor og senest Hamdi, hvis far har været i krig, følges trofast med Alfons, selv om de skændes og bliver gode igen.

For Alfons er Alfons, ikke særlig stor eller stærk og hverken værre eller bedre end alle andre børn.

Han er et menneske på vej, med den undersøgende nysgerrighed og angst, det fører med sig, alt eftersom livet går sin gang, mener den svenske forfatter Gennel Enby. Gennem tre årtier har hun fulgt Alfons og hans forfatter Gunilla Bergström, som hun har lavet det store svenske forfatterportræt af. Dermed er Gunnel Enby også en af de svenskere, der kender Alfons bedst.

Alfons, Ifan, Alfie, Alfonso, Burhan...

"Alfons Åberg handler om den sejr det er at kunne binde sine snørebånd selv. Og den befrielse, der ligger i at sige undskyld, når man har været ond. Ikke på en gammeldags eller formynderisk måde, men at overvinde udyret, der er den dårlige samvittighed, og som vi alle kender, hvad enten vi er børn eller voksne. Selv om Alfons på papiret kan fejre sin danske 30-års fødselsdag bliver han aldrig 30," siger Gunnel Enby, der er tidligere kulturjournalist og har været ansvarlig for børnekulturen ved Göterborgs-Posten.

For virkeligheden er eventyr nok. Ingen prinsesser, eventyr og rummænd. Ingen lækre billeder og frem for alt ingen søde løgne. Jeg vil fortælle virkelige historier om virkelige mennesker, som vi opfører os på i dagligdagen, har Gunilla Bergström selv sagt om sine bøger. Og hun viger ikke tilbage for den, eksempelvis i sin seneste bog: Alfons og Hamdis soldaterfar, der handler om faren, der har været i krig, og som ikke vil fortælle Alfons og Hamdi, hvordan krig er, fordi det er så sørgeligt, at det ikke er til at fortælle om.

Måske det er virkeligheden, der har fået Alfons Åberg til at blive til Ifan Bifan i Wales, Alfie Atkins i England, Alfonso i Spanien og Burhan på arabisk. For bøgerne om den spørgende dreng, der kan lide at lave ballade og skære, har solgt i mange millioner eksemplarer verden over.

Store spørgsmål

Måske også, fordi Gunilla Bergström tager sin hovedperson dybt alvorligt. Fintfølende, men alligevel direkte kredser bøgerne om dagligdagen; som det at blive uvenner med sin bedste ven, om mobning, om at julen er forbi, om at savne en ven. Men Alfons handler også om de store spørgsmål, som hvorfor vi er til, hvad meningen med krig er, om hvor grænsen for mennesker går: for velsagtens er der noget af Alfons tilbage på gaden, når han efterlader en spytklat? Spørgsmål som de voksne godt kan glemme i dagligdagen mellem madlavning og indkøb.

"I Alfons Åberg er der sat billede på det abstrakte. Bøgerne beskriver så simpelt børnene på sin måde og de voksne på sin måde. Formuleret så diskret og alligevel så ærligt og oprigtigt og så sjovt, at både børn og voksne genkender sig selv i både faren og i drengen. Der er ingen forskel mellem barn og voksen i Alfons Åberg. Det er to mennesker i samspil, og de er lige meget værd. Faren er ikke en helt, fordi han er voksen. Han bliver også træt en gang imellem og kan heller ikke altid svare på alle spørgsmål. Andre gange glemmer han, at han er træt og lader sig rive med i børnenes leg," mener Gunnel Enby.

Ingen færdige svar

Alfons Åberg bøgerne bliver aldrig specifikke eller formynderiske. De giver ingen svar på, hvordan verden bør se ud.

"Måske det er derfor den rammer, hvad enten du bor i Sverige, Tyrkiet eller Danmark. For den handler om noget, der er fælles for alle mennesker: At erobre sine kompetencer som menneske - de sociale og psykologiske. Hvor vi end er i verden, skal vi lære de praktiske ting. Vi har alle ældre kusiner, fætre eller søskende; vi kender alle følelsen af at være udenfor, fordi vi er en den mindste, og følelsen af misundelse, jalousi og angsten for at blive stor. Alt det har de gamle folkeeventyr handlet om. Og Alfons Åberg fortæller de historier igen," siger Gunnel Enby.

- Hvad er det bedste ved Alfons Åberg?

"At Alfons og hans far holder af hinanden, selv om de somme tider bliver uvenner eller man har gjort noget dumt. Men det bliver godt igen. Det gør det altid, hvis man holder af hinanden."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her