Læsetid: 2 min.

De Hvide Busser

4. oktober 2005

Såfremt statsministeren ikke både i tale og skrift havde ytret sig så usagligt, skråsikker, ja dumt om besættelsens samarbejdspolitik – eller er det bare spin i forbindelse med Irak-krigen – ville Hans Sode-Madsen formentlig have skrevet sit forord til foreliggende bog på en anden måde. Nu er historikere snart sagt henvist til at markere samarbejdspolitikkens forudsætning for både det ene og det andet, før de kan komme til sagen.

Således også Sode-Madsen, der har skabt den første sammenhængende, kritiske undersøgelse af de enestående redningsaktioner, der fiskede mange tusinde danske og norske kz-fanger ud af Hitlers helvede og frelste dem fra den visse død i sammenbruddets dage. Hundredtusindvis af fanger blev jo af kz-lejrenes vogtere under indtryk af de allierede hæres fremmarch til sidst drevet ud på Mellemeuropas veje, hvor tabstallene var enorme og lagde summer til de i forvejen rystende tal.

Takket være opretholdelsen af Danmarks særstatus under tysk besættelse, endog efter det såkaldte sammenbrud i forhandlingspolitikken i ’43, kunne særlige aftaler om de danske fanger opnås, hvor svenskerne med grev Bernadotte i spidsen spillede en væsentlig rolle, i og med at broderfolket skaffede de nødvendige transportfaciliteter, blandt andet busserne, for at kunne effektuere redningen.

Sode-Madsen gør opmærksom på at, såfremt ikke samarbejdspolitikken havde været vilkårene, efter ’43 varetaget med andre midler ved departementscheferne under Udenrigsministeriets direktør direktør Nils Svenningsen og med fremragende folk som kollegaen i Socialministeriet Hans Henrik Koch, ja, så ville billedet have været det samme som for andre besatte landes vedkommende, og Danmark havde måttet etablere en mindelund vel ti gange så stor som den nuværende. Det er jo tappert med tilbagevirkende kraft at ville ofre mennesker på den nationale æres alter.

Nødvendig forståelse

Hans Sode-Madsen er ikke ude på i sin kritiske forskning at afheroisere den indsats redningsfolkene gjorde, tværtimod. Dette er – som væsentlige sider af jødernes redning – en heltehistorie, hvor mennesker ydede det fantastiske. Nævnes bør – også en af aktørerne i samarbejdspolitikken – afdelingschef, senere ambassadør Franz Hvass, hvis personlige mod og karakteregenskaber og evne til at kommunikere med alle hører til i den bemærkelsesværdige ende. Uden hans og flere snese andre personers vilje til at bevæge sig gennem det krigshærgede Tyskland, hvor alt kunne ske, havde redningen heller ikke kunnet lade sig gennemføre.

Nu blev De Hvide Busser et begreb, et billede på det humanistiskes triumf over barbariet, et håb midt i fornedrelsen om at menneskeligheden trods alle anslag sejrede til sidst. Rimeligvis betød som sidegevinst at redningen af broderparten af de 6.000 danske kz-fanger også betød, at opgøret efter maj ’45 ikke blev mere oprivende end tilfældet var, og at Danmark relativt hurtigt kunne vende tilbage til en normalitetstilstand.

Hans Sode-Madsen har haft dette arbejde i støbeskeen i mange år og hæfter ved omfattende kildestudier mange nye detaljer på helhedsbilledet. Bogens glimrende layout fremviser dokumentation af dette hidtil offentligt ukendte materiale. Det er godt. Det er i det hele taget godt, at denne meget fine bog er skrevet, idet den som sagt placerer også denne bemærkelsesværdige indsats i den indfatning, der er pine nødvendig for den mest elementære forståelse af de fem år og Danmarks manøvremuligheder på ondt og bedre i en uhyre vanskelig situation.
Få, men relevante illustrationer. Mere detaljerede kort kunne have gavnet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her