Læsetid: 5 min.

Den hvide indianer

Kennewick-manden kunne lære os en masse om den dynamiske menneskehed - i stedet er han blevet et point til de hvide i kapløbet om at være den første amerikaner
26. juli 2005

Da et hold af amerikanske arkæologer og retsantropologer i forrige uge udgav den første rapport om deres undersøgelser af skeletfundet Kennewick-manden, benyttede borgerlige kommentatorer i hele Vesten endnu en gang lejligheden til at opfriske myten: Kennewick-manden er bevis på, at indianerne ikke var Amerikas første befolkning. Vi, de hvide, kom først. I Berlingske Tidende hævdede Gert C. Nielsen for eksempel i sidste uge, at videnskabsfolkene havde vundet en retssag mod udleveringen af skelettet til rituel begravelse hos indianske stammer, fordi Kennewick-manden sandsynligvis ikke var af indiansk afstamning. Og en Dr. Hugh Berryman udtalte om skelettet, at "der synes at være nogle kendetegn, der ser europæiske ud."

Kennewick-manden har siden han dukkede op af Columbia Rivers flodbred ved den nordamerikanske Stillehavskyst den 28. juli 1996 været indsvøbt i politik, fundamentalisme og ønsketænkning. Og mens de videnskabelige eksperters forsigtige bud på, at det arkæologiske fund af det omkring 9.300 år gamle skelet kaster nyt lys over menneskeartens migration på jordkloden, i sig selv kunne være nok til en mindre artshistorisk revolution, er deres forbehold blevet totalt overdøvet af pressen, amatøreksperterne og de politiske interessenters videredigtninger.

Kaptajn Picard

Sagen er, at Kennewick-mandens kranium, da det blev samlet af antropologerne, så ud til at have træk, der adskilte sig fra de indianere, der dengang omkring år 7.200 før vores tidsregning burde have været Amerikas eneste befolkning. Hans ansigt er kortere og hans kindben smallere. Faktisk lignede han ifølge den privatansatte arkæolog James Chatters, der var den første der undersøgte fundet, mest af alt Kaptajn Picard fra Star Trek.

Et ret åndssvagt bud. Men James Chatters' udtalelser, heraf mange han siden har trukket tilbage, blev afgørende for den mytologi om den 'europæiske' fortidsmand, der nu går sin sejrsgang gennem konservative medier. Chatters troede nemlig først, at liget var nutidigt og offer for en forbrydelse. Når man finder sådan et, laver man det, der hedder en retsmedicinsk rekonstruktion, fortæller retsantropologen Niels Lynnerup fra Antropologisk Laboratorium på Panum. "Det er selvfølgelig nyttigt for politiet, hvis vi kan sige, at et nyfundet skelet for eksempel kan se ud til at have mellemøstlig oprindelse, som vi oplevede det for nylig. Og med Kennewick-skelettet foreslog han altså i første omgang, at manden kunne være hvid."

Dette bud startede myten om Amerikas oprindelige europæere. Og der er stadig bred enighed blandt videnskabsmændene om, at Kennewick-manden ser anderledes ud. Anderledes nok til, at retten ikke fandt at Umatilla-, Nez Perce- og Colville-folkene kunne bevise mandens tilhør godt nok til at få lov at begrave ham under den omfattende NAGPRA-lovgivning, der blev gennemført af George H.W. Bush som bod til de oprindelige amerikanere efter århundreders gravrøverier og udstillinger af deres forfædre.

Flot og ambitiøs

I stedet fortsætter de videnskabelige undersøgelser, og omkring dem den skov af nyskrivninger, der følger fristelsen af at se den oprindelige amerikaner i sit eget billede. I denne måneds Harper's Magazine viste journalisten Jack Hitt for eksempel, hvordan sprogbruget om det hvide fortidsfund har ændret sig fra de flokke af indianske, forhistoriske horder, man normalt beskriver i populærhistorieskrivningen. Pludselig blev den forhistoriske amerikaner til en individualistisk jæger/samler (med Chatters' ord), der ifølge programmet 60 minutes havde en flot og symmetrisk krop, ifølge Washington Post Magazine var 'ambitiøs' og ifølge The New Yorker gik i skræddersyet tøj. Altsammen inspireret af den forjættende tanke, at Kennewick-manden var 'kaukasoid'; en tanke der hurtigt førte til den udbredte ide om, at denne flotte hvide ur-amerikaner var blevet udryddet af de mørke, indianske stammer i en spejlvending af Columbus' indtog 8.700 år senere.

Der er bare det, forklarer Hitt, at man ikke meningsfuldt kan tale om kaukasiske racer med 10.000 års tilbagevisende kraft. Man kan heller ikke slutte sig til meget sikrere til race ud fra retsmedicinske rekonstruktioner, end man ville kunne ved at slå plat og krone (succesraten ligger omkring 50 procent). Og det er mindst hundrede år siden, at antropologen Franz Boas beviste, at kranierne på immigrantbørn fra alle mulige verdenshjørner ligner hinanden mere end deres forældres. Så hurtigt kan ændret kost lave om på et skelet. Endelig viste det sig, at Kennewick-mandens 'vagt kaukasoide træk' også for eksempel findes hos det japanske ainu-folk. Hvis Kennewick-manden var europæer, var han en stærkt globaliseret en af slagsen.

Dynamiske mennesker

Men dét er også det spændende ved historien, mener Niels Lynnerup. Han har selv været med til at tilbagelevere skeletmateriale til indianske folk, hentet af Knud Rasmussen og andre danske ekspeditioner, og er enig i nødvendigheden af at genoprette respekten for de folk, vestlige videnskabsmænd har betragtet som deres råmateriale. Alligevel er han glad for, at Kennewick-manden ikke blev begravet. "Når noget er så gammelt, kan man ikke udtale sig om race. Og det er længe siden, vi har troet at man kunne bruge race til skotøjsæske-kategorisering. De sidste 10 år har DNA-videnskaben vendt op og ned på alt ved at vise, at vi er fælles om 99,9 procent af vores genetiske materiale, og at der for eksempel er meget større forskel mellem kinesere indbyrdes end mellem kinesere og europæere. Men mennesket er et ekstremt visuelt dyr, og derfor bliver vi ved med at operere meget med racebegrebet."

"Kennewick-manden kan være et tegn netop på menneskehedens utroligt dynamiske natur: Selv om han nok er ankommet til Amerika over Sibirien ligesom de øvrige indianere, kan der have været flere bølger af indvandring og beboelser, som kan være blevet udryddet af en istid, af mangel på ressourcer eller andet. Ligesom der har været palæo-eskimoer i Grønland, der af en eller anden grund forsvandt. Indvandringen til Amerika er stadig lidt af et arkæologisk og antropologisk problem. Der har også været nogle enorme dovendyr og bæltedyr og hjorte, som er forsvundet, så hvorfor ikke flere menneskebeboelser? At der så er nogle næsten fundamentalistiske religiøse, der hævder at deres folk så at sige er sprunget frem af jorden, det er ikke mindre forkert end for eksempel den kristne fundamentalistiske modstand mod evolution."

Videnskabsmændene tror på, at vi alle er udvandret fra Afrika, og ser derfor ikke det store problem i, at nogle er indvandret før andre. Men historien viser, at det altid vil være politisk sprængfarligt at spørge, hvem der kom først. Fra zuluerne og afrikaanerne i Sydafrika (der begge bruger tilnavnet 'det første folk' om sig selv) til Israel og Palæstina gentager det retrospektive kapløb sig igen og igen. For tiden ligger Kennewick-manden i førerfeltet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her