Læsetid: 3 min.

Den hvide mands byrde

Er det nu lige Per Stig Møller og Condoleeza Rice, der skal løfte den?
6. oktober 2006

Horisont i mandags handlede om Darfur, og Kim Bildsøe Lassen gjorde, hvad han kunne for at komme rundt om problemet i den alt for korte tid, han har til rådighed.

Måske han ligefrem mener, at vi bør kunne lære af historien? I hvert fald gik han tilbage til Charles George Gordon, der faldt i Khartoum efter 10 måneders belejring i 1894. Han var blevet sendt ind med en alt for lille hær imod mahdisterne. Det vakte ramaskrig hjemme i England, for Gordon var en helt fra Krim-krigen i 1853-56, hvor for øvrigt Florence Nightingale grundlage alt, hvad der i dag er internationale hjælpeorganisationer. Det var også ham, der knuste Taiping-oprøret i 1863, og han havde allerede en gang i 1874 erobret Sudan, hvor han endda var blevet udnævnt til pasha.

Den engelske hævn fulgte så i 1898, hvor Lord Kitchener, udrustet med det dengang helt nyopfundne maskingevær, pløjede mahdisterne ned med deres kameler. Det skete ved Omdurman.

Hvem de så var ? Mahdien er en islamisk Messias, som i den tids Sudan hed Muhammed Ahmed. Gamle europæiske leksika har ikke meget ondt at sige om ham, de har ikke meget at sige i det hele taget, hvorimod hans efterfølger, Abdullah el Teishi, beskrives som en uvidende despot. For eksempel havde han åbenbart ikke hørt om maskingeværet.

Kim Bildsøe Lassen fik ikke hele historien med, hvad man jo heller ikke kan inden for rammerne af en tv-udsendelse, men den mulighed foreligger bestemt, at Per Stig Møller har studeret den. Det er også en rimelig antagelse, at modstanden hos regeringen i Khartoum, for ikke at tale om militserne der hærger Darfur, kan hente verbal ammunition i de gamle fortællinger.

Hva' så nu?

Per Stig Møller var udsendelsens hovedperson. Han har lidt svært ved det objektive, eller ved at sætte sit eget lys under historiens skæppe. Han bruger ordet 'jeg' hele tiden, sammen med det retorisk engelske 'du', som i 'you know' - hvilket jo på dansk hedder egå eller æ'å eller pænere: 'ikke også'. Det er, kan man forstå, simpelt hen ham og Condoleeza Rice, der nu for alvor er gået i gang med at ordne sagerne. Det er ikke noget umage par, måske heller ikke helt ueffent. De klæder hinanden godt på tv. Det er lige før, man kan høre Ekstra Bladet brøle: "Gift jer!"

Diplomati

Men spøg til side. Det er blodig alvor. Den afgående generalsekretær for FN, Kofi Annan, har dyb indsigt i afrikanske forhold. Hans melding er klar. Tropper fra det internationale samfund skal rykke ind. Det internationale samfund, hvem det så er, kan ikke længere tolerere bare at se på, hvad der sker i Darfur-provinsen.

Så ser vi Barroso på besøg i Khartoum. Vi får at vide, at europæerne er mere diplomatiske end amerikanerne. At kineserne ikke længere vil stemme imod. At George W. Bush har Darfur højt på dagsordenen, dels fordi der er olie - og kineserne har købt den - dels fordi der snart er valg igen i De Forenede Stater, og amerikanerne har også set de forfærdelige billeder.

Det er Per Stig Møller, der skal ordne det. Ham og Condoleeza. Han taler løbende med de afrikanske ledere. Han er måske ikke ligefrem fortrøstningsfuld, men han håber på en diplomatisk løsning gennem samtale.

Det vil i praksis sige en tilladelse fra regeringen i Khartoum, så FN-tropperne ikke skal kæmpe sig ind. Sådan en skulle Gordon og Kitchener godt nok ikke bruge, men det skal man altså i dag.

Trods erfaringerne. De gamle og de ny. Krim, Taiping, Omdurman, Afghanistan, Irak og ikke mindst Rwanda. Saxofonpræsident Clinton forsvarede sig med, at det ikke var til at forudse, at så mange kunne blive myrdet så hurtigt med macheter. Men det er ikke macheter, der gør det. Heller ikke maskingeværer. Det er andre og større kræfter. Det er dem, vi måske kan kontakte i historien.

Kim Bildsøe Lassens Horisont burde have længere sendetid. En hel aftenflade for eksempel. Gerne lørdag på DR 1, hvor denne kanal alligevel ikke er andet end en farveløs sovepille til det nedskæringsramte Plejehjemmet Danmark.

Så kunne vi også få lidt mere at vide om kineserne, der køber al Sudans olie og betaler for den med våben.

Har verden egentlig overhovedet forandret sig siden midten af det 19. århundrede ?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her