Verdensstjernen Eminem kommer alligevel ikke til København og giver koncert 2. september. Hele hans Europa-koncert er blevet aflyst, angiveligt på grund af "udmattelse og medicinsk behandling". Ingen ved hvad han nærmere fejler, eller om han er blevet indlagt på hospital. Der er med andre ord rig grund til spekulationer om stjernens helbred. Men hvem er han egentlig denne Eminem?
Det er blevet sagt, at det siger mægtig meget om den amerikanske stjerne Marshall Mathers kendt som Eminem, at han ikke har lavet en eneste sand kærlighedssang til en kvinde. Det skulle være utroligt typisk for hele vores ødelagte tidsalder i almindelighed og destruktive Eminem i særdeleshed.
Han har skrevet sange til sin datter, men de bliver også altid til angreb på datterens mor Kim. Og han har skrevet sange om sig selv og alle sine identiteter som Marshall Mathers, Slim Shady og Eminem. Og så har han lavet parodier på Limp Bizkit, Vanilla Ice, Christina Aguilera og Michael Jackson. Eminem har et sjældent talent: Han kan gøre sin vrede til humor, som gør endnu mere ondt.
Men den virkelige hymne til den heteroseksuelle kærlighed mangler. Ikke fordi han er tilhænger af homoseksuel kærlighed. Tværtimod: De amerikanske bøsse/lesbiske organisationer har demonstreret imod ham, fordi han bruger udtrykket 'bøssekarl' som metafor for de mænd, der ikke kan tage sig sammen.
Men faktisk har Eminem skrevet den sang om den enestående kærlighed, som kritikerne efterlyser. Sangen, som er fra Eminems seneste album Encore fra 2004, hedder "Puke". Den indledes med reallydsoptagelse fra en opkastningsseance. Det tager lang tid for 'sangeren' at tømme tarmene gennem munden. Men så kommer sangeren til den kvinde, som han er håbløst forbundet med:
"Jeg tænkte lige på dig igen - Du ved ikke, hvor meget kvalme jeg får af dig/ du gør mig pisse syg i maven/hver eneste gang jeg tænker på dig, skal jeg brække mig."
Private fiaskoer
Sangen er som altid for Eminem en biografisk historie: Han skaber ikke sange ud af intet, men bruger sangskrivningen som offentlige stiliseringer af private fiaskoer. De er alle blevet offentlige figurer: moren, der tog piller og aldrig arbejdede, kæresten, siden hustruen og så eks-konen Kimberley Scott, datteren Hailie Jade, faren, der forsvandt og vennerne fra Detroit. De blev kendt som grotesker i Eminems æstetiske univers, men siden er de trådt ind i den sociale medievirkelighed med sagsanlæg mod rapperen, med hjemmevideobilleder i hans videoer og som roller i filmens om rapperens eget liv i trailerparken i Detroit: 8 mile.
Man mødte dem først som vanvittige figurer i Eminems sange. Og så dukkede de bagefter op i endnu mere vanvittige figurer i virkeligheden: konen Kim som ville skilles og så ikke skilles alligevel og truede med selvmord og pludselig var gravid med en anden mand. Og moren Deborah, som nærlæser alle sønnens tekster for at finde anledning til et sagsanlæg, der kan gøre hende rigere. Sådan har hun ifølge Eminem altid været: Hen ville ikke arbejde, men i stedet kunne hun hælde brandvarm kaffe over sig selv på et cafeteria for at kræve erstatning bagefter.
Hun har også vimset rundt til Eminems koncerter og forsøgt at sælge muligheder for at blive fotograferet med hende og den kendte søn for 20 dollar. Uden at sønnen vidste det. Og da Eminem var blevet berømt dukkede faren op igen. Ham kendte man ellers kun fra sangene som svinet, der måtte have haft sine underbukser presset højt op i anus, siden han skrev så hurtigt. Nu ville faren også gerne have penge. Man skulle tro, Eminem havde set alt det værste, da han var fattig og boede i en trailerpark. Men da han blev rig og berømt, så han først for alvor grådighed, skamløshed og dumme svin omkring sig.
Sangen til datteren
Men sangen 'Puke' er synget til Kimberley Scott. De to blev kærester som ganske unge, de fik datteren Hailie Jade, de var på stoffer sammen, og de forsøgte at opdrage et barn sammen. Han dumpede til afgangsprøven i 9. klasse tre gange, inden han gav op og fandt arbejde på fabrikker og burgerrestauranter.
Som i en rigtig amerikansk familie forsøgte de at spare penge op til datterens college-uddannelse. Men der var indbrud i lille hjem, pengene blev stjålet, og så kunne de starte forfra. Marshall overraskede Kim med andre fyre, og en gang gik han amok: Han slog fyren i hovedet med en pistol og låste hende ned i bagagerummet på sin bil. Episoden er beskrevet i tabloidmagasiner og i den seriøse amerikanske presse som det afgørende sammenbrud for Eminems forhold til sit livs kærlighed, og den er besunget af ham selv. Som for eksempel i '97 Bonnie and Clyde, hvor han synger til sin datter:
"Kom her, vi tager på stranden, tag noget legetøj med og lad far sætte dig fast i barnestolen i bilen. Hvor er mor? Hun tager sig en lur i bagagerummet. Hvad er det, der lugter sådan? far må have kørt over et stinkdyr. Men mor, hun er den slags kvinde, der gør sindssyge ting, og hvis hun ikke får sin vilje, går hun amok. Du skal ikke lege med fars legetøjskniv, skat, lad den nu ligge. Og hvorfor bliver du så hidsig? Vil du ikke hjælpe far med at bygge sandslotte?"
Pop for skilsmissebørn
Han vil så gerne, at det skal lykkes, og han skal være en god far, og de skal have det så dejligt som kompetente familier på stranden. Den småborgerlige stabilitet bliver i sangen udviklet som en eksistentiel utopi. Men samtidig er den småborgerlige stabilitet dæmoniseret: Det kunne være, at enhver middelklassemand på vej til stranden med sin datter har et spøgelse i bagagerummet.
Eminem kan ikke selv realisere det almene, og det skal gå ud over Kim. Hans had til hende driver sangene ud i vanvittige overdrivelser. Han svinger sig i hyperbolerne og laver et landskab af tegneserievold. Under koncerter har han dukker af Kim med på scenen. Han smadrer løs på dukkerne og voldtager dem. Han ser bare ikke den kærlighed som noget positivt. Han ser den ikke som det gode livs vigtigste ressource. Popsangerinden Pink har i sit hit om skilsmisseopvækst formuleret den generations skepsis over for kærlighed:
"Jeg vil ikke have, at kærlighed skal ødelægge mig, ligesom den har ødelagt min familie."
Det er popmusik for skilsmissebørn, det er alle dem, der er blevet ofre for forældrenes forvaltning af deres kærlighed som erotisk selvrealisering.
Men i 'Puke' fortæller Eminem, at han ikke kan slippe fri af sin forelskelse i Kim. Nu gør han igen noget dumt. Bare for at gøre noget går han ned han for at få lavet en ny tatovering. Og selv om Kim giver ham kvalme, kommer han til at bede tatovøren indgravere hendes navn igen. Han ved ikke, hvordan det sker. Men han kan ikke lade være. Han råber og skriger ad hende og kalder hende alt muligt grimt. Men nu har han to tavoveringer med hendes navn:
"Shiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiit", synger han bagefter. Nu er der ikke andet at gøre end finde en ny kæreste, der også hedder Kim.
Det, der står tilbage, er tatoveringen og Eminem som klovn i hans eget cirkus. Det er hans strategi: Han forfølger sin vrede og sine aggressioner derud, hvor de bliver så groteske, at humoren afløser hadet. Han vil ikke overtage terapismens strategier med 'at arbejde med sig selv' og 'snakke ud om tingene'. Han nægter at anlægge det terapeutiske blik på sin egen tilværelse.
Der er to stereotypier, som han undgår: Han viser sig ikke som den dumme forbryderfascinerede gangsterrapper med store guldkæder og ni prostituerede i hver video. Men han tager heller ikke eksplicit afstand fra alt det anstødelige og destruktive. De figurer bekræfter hinanden gensidigt: Bøllen lever af at provokere moralisten, og moralisten lever af at fordømme bøllen.
Den farligste mand
Men Eminem er hverken entydigt dum eller entydigt moralist; den skelnen sætter han systematisk ud af spil. Og så er det pludselig moralisterne, der hidser sig op og mister besindelsen. Som da vicepræsidentens kone Lynne Cheney råbte efter Eminem, at han var den farligste mand for Amerikas ungdom. Eminem svarede i en anden sang, at hvis han som musiker havde for meget indflydelse på middelklassens børn, så var det nok, fordi deres forældre havde svigtet.
Men på sit seneste album rider Eminem ikke videre på den samme vrede, som var han selv uskyldig. Han bliver snart 33, nu er han selv skilsmissefar. Og ikke nok med det: Datterens mor har forsøgt at begå selvmord, datterens far, som er ham selv, har også skandaliseret familien. Sådan set kunne datteren synge nogle af de samme grimme linjer mod sin far, som Eminem sang mod sin mor.
I en sang til datteren Hailie tilstår han, at han godt kan se det:
"Jeg ved du savner din mor, og jeg ved du savner din far, jeg er væk, jeg forsøger at give dig det liv, jeg aldrig selv fik."
Pointen er naturligvis, at han på den ene side som superstjerne kan give et helt andet liv med masser af penge og muligheder. Og på den anden side er datteren endt med det samme håbløse familiekaos, som han selv voksede op i. Projektet er ulykkeligvis mislykket:
"Jeg kan se, at du er ked af det, selv når du smiler, selv når du griner, kan jeg se det på dig: Du er lige ved at begynde at græde."
Så forklarer han roligt, at mor og far bestemt ikke havde planlagt, at det skulle ende sådan: far er altid på farten, mor er altid på piller:
"Det er gået skævt for os, jeg kan ikke forestille mig, at vi skulle finde sammen igen, ligesom vi var, da vi var teenagere. Men tingene sker altid af en eller anden grund. Det var nok ikke meningen, at vi skulle være sammen. Det var ikke noget, vi kunne kontrollere. Jeg vil gætte på, at det er det, man kalder skæbnen."
Nu er det ham, der skal forklare og forsvare det hele. Her er hverken opkastning eller Lolitadukker.
Skrøbeligt paradis
Og han synger til Laney, pigen som han adopterede fra Kims søster, der heller ikke selv kunne opdrage sit barn. Omkvædet er en godnatsang til pigerne med løftet, om at alt nok skal blive godt. Men det er så troværdigt som turen til stranden med mor i bagagerummet. Han lover Hailie, at han vil købe en spottefugl til hende. Nu skal det være roligt og harmonisk; hun skal få sine ønsker opfyldt. Hun skal også have en diamantring, for Hailie skal jo have alt det, han ikke selv fik. Men så kommer vreden igen i sangens sidste linjer, som Eminems fans på hjemmesider har beklaget. De kan ikke forstå, at han skal ende med at blive aggressiv. Det hele var lige ved at blive godt:
"Hvis spottefuglen ikke synger, og ringen ikke skinner, så brækker jeg nakken på fuglen, og jeg går tilbage til juveleren og får ham til æde hver karat af hans ring. Man skal ikke pisse på far - haha."
Så kom volden alligevel ind og ødelagde det hele. Ligesom den gjorde mellem Eminem og Kim. Eminem kan skitsere et paradis så skrøbeligt og fint, at slangen kommer helt af sig selv. Så kom vreden tilbage, men denne gang ikke som vittighed eller tegneseriefigurer. Nu bare som den almindelige og triste desperation, der hærger. Nu bare som den uvished, der får datteren til at være ked af det, selv om hun smiler.
Denne sang er et hit i dag. Den synger børn og voksne med på, når de ser videoen med billederne af Laney og Hailie. Det er popmusik om håbløse forbindelser.
Træt rapper
Men det er også en træt rappers forsøg på at finde nye tilgange til en branche og en genre, han indimellem synes at have brugt op. I sangen Like toy Soldiers udstiller han rappernes interne 'battles' som pinlige slagsmål mellem småbørn:
"Skridt for skridt, mand til mand, vi falder alle - som legetøjssoldater, stykke for stykke, revet i stykker, vi vinder aldrig, men blver ved med at slås - som legetøjssoldater."
Endelig erkender Eminem endeligt, at han er træt:
"Selv om slaget blev vundet, har jeg det som en taber, jeg brugte for meget energi på det; helt ærligt: Jeg er udmattet."
Der har konstant under de amerikanske koncerterne i august været rygter om, at det skulle være Eminems sidste turné. Og aften efter aften har stjernen på scenen sagt, at han ikke var færdig. At rygterne var løgn.
Men det kom ikke som noget chok, at folkene omkring Eminem tirsdag annoncerede, at Europaturnéen blev aflyst.
Eminem producerer stadig original musik og enestående tekster, men han har svært ved at bære dem frem på scenen. Han har sværere og sværere ved at stille sig op med bar overkrop sammen med de andre løver foran publikum. Han parodierer stadig mødre og præsidenter og popstjerner, han udstiller også gerne sig selv.
Men Eminem er en anderledes musiker end de andre. Det er den anderledeshed, som New York Times udlagde som Eminem ensomhed i rapmusikkens muskelkult, da de anmeldte Eminemkoncerten i New York City i sidste uge. Det var i erkendelse af, at forbindelserne for Eminem virkelig er håbløse, at avisens kaldt den udmattede rapper for "Hip hoppens Hamlet".
ruly@information
