Læsetid: 3 min.

Hvad hviler vi på?

Demokratiske borgere tror ikke på deres værdier politisk, de diskuterer dem. Og den diskussion inddrager tradition, religion, kultur og værdier som kilder i en fortløbende diskussion, som bør være fundamentet for demokratiske samfund
22. marts 2006

Vi stÅr fast med den ene fod og sparker med den anden. Vi jubler over demokrati som det sandeste i verden og afkræver vores modstandere, at de bekender sig til 'demokrati'. Hvis man skal romantisere sin politiske agenda, skal man blot fremstille den som en kamp i 'demokratiets tjeneste'. Den, som kritiserer 'demokratiets forkæmpere', må være allieret med terrorister og diktatorer. Denne dyrkelse af demokrati risikerer at forfalde til en mild tvangsmagt. Som da finansmanden Asger Aamund foreslog, at danske muslimer skulle fremvise medlemskab af 'Demokratiske Muslimer' ved ansættelsessamtaler.

Denne tilsyneladende tankeløse udskejelse er symptomatisk for en pessimisme, der under rituelle lovprisninger breder sig: Vi hylder demokrati, men vi stoler ikke på, at den demokratiske dialog og de demokratiske rettigheder kan overbevise tvivlere. Asger Aamunds forslag til afvikling af demokratisk meningsfrihed i demokratiets tjeneste er eksempel på den pessimisme, som trives sammen med de offentlige bekendelser til demokrati.

Den samme skepsis i en anden figur viser sig i nye forsøg på at formulere demokratiets grundlag: Mange mener, at demokratiet ikke kan begrunde sig selv. Demokrati forudsætter et 'folk' med en fælles 'kultur' og 'historie'. Det kræver mere end bare retsstat, offentlig lovgivning og magtens tredeling at forbinde borgere i et fællesskab. Nogle taler om, at 'nationale værdier' er nødvendige for, at vi kan fungere som demokrati. Hvis vi ikke respekterer den mystiske 'sammenhængskraft', falder demokratiet fra hinanden. En anden populær fortælling gav Kristeligt Dagblads chefredaktør Erik Bjerager eksempel på i Information mandag:

"Demokratiet er en umanerlig god styreform, men rummer ikke nogen værdier i sig selv. Du skal fylde værdier i demokratiet. De værdier har vi i høj grad fået fra kristendommen. Kristendommen er værdileverandør til en kultur som den danske. Jeg tror også, at vi er blevet så umanerligt individualistiske, selviske og materialistiske i vores tid, fordi vi har vendt kristendommen ryggen."

Passagen starter typisk med en bekendelse til demokrati, men efterfølges af skepsis: Demokrati rummer ingen værdier. Og så kommer pessimismen: Fordi vi har dyrket denne tomhed og fornægtet værdierne, er vi nu så langt ude i dag, at folk kun tænker på sig selv og køber vanvittigt dyre samtalekøkkener, som ingen har tid til at samtale i. Hvis man ser på Velfærdskommissionens fagøkonomiske rapport, Globaliseringsrådets bestemmelser af Danmark som en stor vidensfabrik og oppositionens mangel på opposition i forhold til den dagsorden, synes Bjeragers diagnose passende: Her administreres kun. Embedsmænd og eksperter forklarer borgerne om nogle udfordringer fra 'globaliseringen', som kræver 'tilpasninger', hvis ikke velfærdssamfundet skal bryde sammen. Det udlægges som en overlevelseskamp. Borgerne har ikke noget valg, hvis de vil have velfærd på lang sigt. Tilbøjeligheder til at reducere politik til tilpasninger til 'globaliseringen' giver pessimisterne gode argumenter for demokratiets forfald: Nu kan man erklære, at man forsvarer det skrøbelige demokrati, når man forsvarer den danske 'kultur', 'kristne arv' eller 'værdierne'. Alle mulige principielt udemokratiske kilder kan nu fremhæves som en forudsætning for demokrati overhovedet. Alle mulige undertrykkelsesformer og tvangsmekanismer kan legitimere sig i den logik.

Men forestillingen om demokrati som en tom form overser, at demokrati også er et solidarisk projekt. Historisk har demokratiske bevægelser ført til anerkendelse af først civile, siden politiske og endelig økonomiske rettigheder. Det er i et demokratisk perspektiv væsentligt at garantere disse minimumsbetingelser kollektivt, hvis alle borgere skal kunne deltage i en demokratisk proces. Når vi i fjernsynet hver aften præsenteres for fremmede menneskers tilsyneladende ligegyldige oplevelser med 'systemet', er det netop, fordi vi som borgere i samme demokratiske samfund har et fællesskab, som siger: Krænkelse af en anden borger er også en krænkelse af mig. Det henfører til et fælles ansvar.

Det fællesskab opstår ikke, fordi vi har fælles værdier eller er kristne, men fordi vi er borgere i samme demokratiske velfærdssamfund. Kvindefrigørelsen er eksempel på en demokratisk bevægelse, som har udviklet en stærk og legitim konsensus, fordi kvinderne udfordrede de herskende 'værdier' og den dominerende 'kultur' med demokratiske krav. De kunne kræve lovens formelle løfte om ligestilling realiseret i praksis. Integration forudsætter, at den samme mulighed står til rådighed for indvandrere og flygtninge, som vil frigøres fra autoritære træk i minoritetskulturer. Demokratiet er ikke værdti-tomt, selv om forvaltningen kan give det indtryk. Pointen er, at demokratiske borgere ikke tror på deres værdier politisk, de diskuterer dem. Og den diskussion inddrager tradition, religion, kultur og værdier som kilder i en fortløbende diskussion, som bør være fundamentet for demokratiske samfund.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her