Læsetid: 6 min.

Hvilken sans skal man åbne?

Den danske pavillion på årets Venedig Biennale fremstår som en helhed og som en søgen i helt forskellige kunstneriske temperamenter
16. juni 2005

VENEDIG - Måske er Venedig den perfekte ramme om en kunstoplevelse; vandet der strømmer og løber og allerede duver én halvt ind i underbevidstheden.

Historien, der synes at være mejslet ind i huse, facader og fontæner. Hele den enorme menneskelige viljeskraft og sans for æstetik, uden hvilken en sådan umulig by ikke ville være til. Og ikke mindst den lette svimlen og bevægelse der følger med i kroppen, når man stiger af vaporettoen ude ved Giardini, hvor dørene er slået op for den 51. kunstbiennale.

Den danske pavillon er en af de første, man møder, når man er kommet ind i haven, og det skarpe lys bliver dæmpet en anelse af træerne. Som Venedig er en ramme for biennalen, er pavillonen en ramme for udstillingerne, der selv ændrer sig og bliver ændret på.

I år er rummene åbnet, væggene er lysegrå og løber harmonisk mellem de udstillede værker, og det er som arkitektonisk helhed den mest vellykkede pavillon siden Kirsten Ortwed udstillede i 1997.

Der udstiller fem kunstnere i pavillonen; Eva Koch, Joachim Koester, Peter Land, Ann Lislegaard og Gitte Villesen (se Informations præsentation af de fem fredag den 10. juni side 16-17, red.). De er alle fem kendt som videokunstnere, men Peter Land har valgt at lave en installation Playground og fortsætte i det spor, han har arbejdet i de seneste år.

To børn i voks sidder overfor hinanden på en kunstig græsplæne, stivnede naturligvis, for de er ikke levende, og imellem dem triller en lyserød bold mekanisk, frem og tilbage, frem og tilbage. Jeg må indrømme, at jeg ikke bliver grebet.

Livet og Nordpolen

På en udstilling som Venedig biennealen kommer man til at overveje, hvad kunst er, fordi den optræder i så mange forskellige former og vil én så forskellige ting.

Nogle arbejder med fornemmelsen af materialet, andre med sanser, andre med politik, nogle vil få en til at tænke, nogle vil behage æstetisk.

Med Peter Lands værk Playground lykkedes det ikke for mig at finde ud af, hvilken sans jeg skulle åbne. Hvis meningen er, at jeg skal se det mekaniske i menneskelivet og barndommen, synes jeg det er udtrykt bedre i andre kunstværker.

Jeg fortsætter videre bag en halvvæg og kommer ind til Joachim Koesters værk Message from Andrée.

Koester har taget udgangspunkt i de fotografier, der blev fundet mange år efter, at svenskeren Salomon August Andrée forsøgte at flyve til Nordpolen i en luftballon i 1897, et herligt umuligt projekt, som naturligvis mislykkedes, men alligevel lykkedes i den fantastiske tro på, at det var muligt at gøre det umulige.

De omkom i kulden, men 32 år efter blev en mængde fotos så fundet; heriblandt en masse, som ikke er offentliggjort, fordi de bare er sorte og hvide prikker. Her har Koester så filmet de fotos, og resultatet er et flimmer, der kunne ligne en uvejr en storm eller måske stilheden, i hvert fald noget andet, et mellemrum jeg selv må fylde ud, men netop gerne gør, fordi værket er så åbent og bærer sin egen nysgerrighed og interesse for mennesket i sig.

Eva Koch arbejder også med mellemrummet i betydningen i sit værk Approach.

Man går ad en kort gang ind i et rum, hvor man allerede hører en stemme citere en tekst. Det er Dante, der citeres, det er tydeligt at det er en klassiske tekst, fuld af store ord, flammer og Apollon. Inde i rummet ser man så en gruppe døve klædt i spændende grå nuancer, som siger teksten med hænderne, midt i Politigårdens gård.

Noget af det befriende ved at se video som kunst frem for at se fjernsyn, er, at der mere plads til mennesker, som ikke lever op til vores dages meget kedelige og snævre billede af, hvordan en menneskekrop bør se ud.

$SUBT_ON$Hvad hænderne siger

Det er rigtige mennesker, med levende øjne og hænder, der rækker ordenes dans ud til os som blomster, og jeg kan ikke lade være at prøve at forstå hvert ord hænderne siger.

Jeg har jo den oplæste tekst til hjælp, men det lykkes aldrig rigtigt, og så alligevel, flamme - ja, det må være det, de gør med hænderne dér, et øjebliks intens glæde ved at forstå det sprog, hænderne taler og føle, at man er til stede i en kommunikation.

Hvor kunstværket kræver min tilstedeværelse og opmærksomhed for at blive til, men giver mig sin tilstedeværelse og opmærksomhed tilbage.

Det er en helt anderledes, mere æstetisk og følesesmæssig oplevelse Ann Lislegaard tilbyder i sin installation Bellona. På væggen står en tekst om byen Bellona, som også siges indimellem; ellers køres ens blik ind igennem en masse tomme rum i et lejlighedskompleks i stærke farver. Rummene er computeranimerede med ganske få elementer, lamper, døre, vinduer, en radio. Også de er rammer, og beskueren må selv lægge det liv, der kunne leves i rummene, ind.

Det er som en nyfortolkning af Hammershøis tomme rum, lige forladt, spor af liv der er levet, nogen har været her, og måske lukker de lige døren efter sig, og de stærke skiftende farver bliver den æstetiske slidske, man glider ind i værket på og kan være i det og føle i det.

Farverne skifter hele tiden, rummene bliver ved at glide forbi, de samme rum vender tilbage, men i andre farver. Hvis man vil fortælle en historie, må man som i Hammershøis billeder fortælle den med de følelser, farver, forladthed og enkelthed efterlader.

Det er et suggestivt værk, der står meget stærkt i sin enkle brug af en computeranimation, der oftest bruges som et redskab til at skabe modeller til brug for arkitekter og filmskabere, men her bruges til at skabe en model af den bevidsthed, der synes at hænge i et rum, når det lige er blevet forladt.

$SUBT_ON$At snage i Helenes liv

Den sidste af de danske kunstnere, der udstiller er Gitte Villesen, med videoværket og installationen I capture You, You capture Me. Uden for rummet med videoen er nogle genstande, små plastictræer, bøger med understregninger og kommentarer, gamle plader og udklip.

Videoen er egentlig to videoer, der kører ved siden af hinanden, den ene videos lydspor høres i rummet, den anden videoes lydspor kommer ud af høretelefoner på væggen. På begge videoerne kører klip med samtaler med scenografen Helene Herman Rump Christensen, stills fra et besøg i en læsegruppe med ældre kvinder og forskellige forberedelser til en opsætning, hvor de små plastictræer der findes uden for bliver til tågede silhuetter i et landskab.

Videoværket spiller på ens evne til at opfange informationer; man kan høre og se begge videoer på samme tid ved at holde høretelefonen for det ene øre, og det bliver som at følge med i en samtale med flere personer, bortset fra at det samtalen drejer sig om en person, nemlig Helene, og hendes liv.

Det, der vækkes, er ens human interest; her taler et almindeligt menneske, som ikke er almindeligt, som ingen af os er almindelige. Som er pinligt bevidst over for kameraets tilstedeværelse, men netop denne bevidsthed gør, at man ikke føler, at man snager, fordi det der gives kun er en dør, der står lidt åben ind til et liv.

Som Eva Koch arbejder Gitte Villesen med det, der opstår mellem flere betydningslag, og som Koester og Lislegård med det rum, der åbner sig ind til mennesker, der ikke er tilstede helt og fuldt, men hvor vi selv må lægge til for at indtage det, værket vil.

Det gør, at pavillonen kommer til at fremstå som en helhed, ikke som ét værk, men som en søgen eller bestræbelse i helt forskellige kunstneriske temperamenter.

Merete Pryds Helle er forfatter

Venedig Biennalen åbnede i søndags og lukker den 6. november

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her