Læsetid: 3 min.

Hvilket bedre EU er nej'ene et ja til?

... og hvordan finder hvem ud af det?
3. juni 2005

Har de franske (for franskmændene er vel også kvinder?) og hollænderne sagt nej til en eller anden akut traktat mellem 25 lande? Eller er noget meget mere højtideligt, en konstitution, blevet afvist? For ikke at tale om grundloven for Den Europæiske Union? Måske på vej til at blive den nye super- og verdensmagt: Europas Forenede Stater? Tusindevis af politikere, talskvinder og -mænd for NGO- og græsrods-bevægelser, chef-analytikere fra alle tænkelige tænketanke, organisationer og finans-virksomheder, professorer og bare universitetsansatte, chefredaktører og gemene journalister plus manden og damen på gaden hele ugen igennem har kommenteret det franske og hollandske non og nee til - snart en traktat, snart en konstitution, snart en grundlov! Alle tre betegnelser bruges, hvormed det står klart, at det allerede er uklart, hvad der egentlig stemmes om. Hvorfor nogen taler om en - konstitutionstraktat! Så er uklarheden da samlet i ét ord.

Og med til at forklare, hvorfor det blev et nej. Det er jo ikke en strid om ord, hvad alene fremgår af flere forstå-sig-på'eres opfattelse af, at det hollandske nee nærmest skyldes det modsatte af det franske non: Hollænderne vil have 'mindre EU' (altså kun en traktat), mens de franske vil have 'mere EU' (altså mindst en konstitution). Skønt synspunktet har noget for sig, skal det ikke overses, at bag de to nej'er står begge steder krav om bedre beskyttelse mod sprængning af indarbejdede sociale sikkerhedsnet og jævne lønmodtager-interesser. En beskyttelse, som ja-sigerne altså ikke har overbevist flertallene om, at den foreliggende konstitutionstraktat byder på.

Nogle - måske mange - mener tværtimod, at den gør ondt værre. Det kan man så, som da også er sket, kalde rettelse af bager for smed, fordi det i virkeligheden er den såkaldte globaliserings eller/og den pågældende nationale regerings egen 'skyld', at folk er bekymrede.

Men kan EU ikke stille noget op mod det, folk føler sig truet af, hvad er så meningen med hele projektet?

Hvad er et bedre EU?

Spørgsmålet er rejst så brutalt, at det ikke burde kunne afvises: Det er ikke højreorienterede, nationalistiske, uvidende 'udkants'-befolkninger, der alene har sagt nej. Nej'ene blev til flertal, fordi venstreorienterede, EU-sympatiserende, ja, EU-begejstrede, konstitutionstraktat-kyndige i EU's egne kernelande nu også siger nej. Forventningerne har været store. De skuffes, og en del af de oprindelige initiativtagere til projektet melder fra.

Eller rettere: til. Et flertal af nej-sigerne vil jo have et bedre EU. Men hvad er et bedre EU? Straks melder spørgsmålet om traktat eller konstitution sig, nu i mere økonomisk-politisk forstand: Martin Ågerup, direktør for den borgerligt-liberale tænketank CEPOS, "er skeptisk over for tanken om, at det især er et nej til et europæisk frihandelsprojekt, for den eneste måde at få jobvækst på i Europa er strukturforandringer og liberaliseringer", sagde han her i bladet i tirsdags. Han anbefaler derfor, at man følger vejen videre i retning mod frihandel og deregulering, snarere end "store forkromede politiske overbygninger".

Christopher Arzrouni fra Weekendavisen var helt enig og "yderst tilfreds med, at man ikke længere taler om 'Europas sjæl' som den forhenværende formand for EU-kommissionen Jacques Delors, men snarere om at lade Europa løse en række praktiske opgaver i fællesskab". Mens omvendt "en af Europas førende sociologiske tænkere", Ulrich Beck, i samme tirsdagsavis sagde: "Europa er en markedssjæl, der stadig leder efter en identitet som politisk samfund. Forslaget til forfatning rummer flere fremskridt, men det var ikke en rigtig forfatning og bare et sammendrag af forskellige traktater. Det tvinger os til at definere, hvad Europa er for en størrelse."

EU skal politiseres

Hvilket turde være på tide. Men det kan kun ske ved, at EU politiseres. Frem for blot at være et eller andet man går ind for eller imod. Så det bliver klart, at det, nogle vil bruge EU til for at imødekomme bl.a. folks foruroligelse over bl.a. de igangværende sociale udstødninger, er noget ganske andet, end hvad andre vil bruge EU til for at bekæmpe de samme sociale udstødninger. Hvad EU skal bruges til og hvordan, må afspejle sig i dens konstitutionstraktat. Da den ikke gjorde det, blev det nej.

Nej'ene har i Danmark yderligere skærpet interessen for udstationeringsdirektiv og servicedirektiv og den faglige kamp på Falster mod social dumping. For nok handler EU om arbejdskraftens frie bevægelighed, i hvert fald udstationeringsdirektivet handler også om retten til at bekæmpe social dumping.

Hvordan de to hensyn mere grundlæggende og globalt forenes, også med hensyn til en retfærdig fordeling af naturens begrænsede goder, kunne nok kræve en traktat eller en konstitution. Måske ligefrem en grundlov?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu