Det er så simpelt som et stykke musik. Anders Fogh Rasmussen har en opskrift på succes for velfærdssamfundet: Vi skal have verdens bedste konkurrenceevne. Statsministeren er blevet landstræner for Danmark i verdensmesterskaberne i 'Videnssamfund'. Og hvis velfærdssamfundet skal bestå, skal vi vinde konkurrencerne. Der er ingen offentlig diskussion af definitionen af Danmark som et videnssamfund. Og der er slet ingen offentlig diskussion af den langsomme omstilling af Danmark fra socialstatens idealer til konkurrencestatens krav. Det bliver præsenteret som en 'nødvendighed'. Vi står over for en 'ydre' og en 'indre' udfordring. 'Globaliseringen' påtvinger os den nationale omstilling til international konkurrence. Og den demografiske udvikling påtvinger os at hæve tilbagetrækningsalderen og optimere arbejdsstyrken. Konkurrencen udefra bliver hårdere, og arbejdsstyrken herhjemme bliver mindre. Det er ifølge statsministeren de to væsentligste udfordringer. Og det var de to udfordringer, som bestemte opdraget til velfærdskommissionen.
På trods af positive nyheder om udviklingen i den danske økonomi, om en overraskende hurtig afvikling af udlandsgælden og om overvældende overskud på de offentlige budgetter er det lykkedes statsministeren at overbevise offentligheden om, at de største trusler mod det danske velfærdssamfund er økonomiske. Og på trods af, at arbejdsfællesskabet i vores samfund er det mest attraktive fællesskab og på trods af, at vi efter Sverige har den højeste andel af 55-64-årige i beskæftigelse i hele EU, er det lykkedes at skabe et billede af højtuddannede og velbjærgede borgere, som af dovenskab er gået på efterløn og nu fornøjer sig med river-rafting og eventyrturisme. Faktisk er gennemsnitsindkomsten blandt efterlønnere i Danmark lavere end gennemsnittet blandt dagpengemodtagere, og faktisk stiger den gennemsnitlige tilbagetrækningsalder markant. Alligevel er spørgsmålet om 'fremtidssikring' af velfærdsstaten blevet gjort til et spørgsmål om at piske magelige lønmodtagere til at blive længere på arbejdsmarkedet. Er det en stor leder, der fremstiller ofte stressede, belastede og til tider nedslidte borgere, som dovne parasitter, der har det for godt til, at de gider bidrage til fællesskabet?
Da regeringen fremlagde sit udspil til en velfærdsreform blev konsekvenserne af statsministerens Danmarksbillede manifest: De universelle ydelser blev beskåret, efterlønsalderen foreslås hævet, og dagpengene for de 25 til 29-årige foreslås halveret. Osv. Disse besparelser skal finansiere massive investeringer i den danske konkurrenceevne. Som der står skrevet i regeringens papir:
"Hovedindsatsområderne i regeringens udspil er: Investeringer i fremtiden: forskning og udvikling, uddannelse, innovation og iværksætteri."
Det, der længe har været en tendens og en retorisk profil, bliver nu foreslået som realpolitik for Danmark: Vi bevæger os fra et traditionelt velfærdssamfund til en decideret konkurrencestat. Nu er der ikke længere plads til sådan noget som 'fjumreår', for det at udvikle en personlig plan i en entreprenørkultur eller fordybe sig tvivlende i noget, der kunne blive en livsorientering, er ikke længere velfærd; det er skidt for konkurrenceevnen. Den danske socialstat bliver retfærdiggjort med henvisning til ros fra OECD og det borgerlige britiske tidsskrift The Economist. Når dygtige journalister i elektroniske medier kritiserer statsministerens udkast til en velfærdsreform, bruger de gerne velfærdskommissionens anbefalinger som alternativ. Men velfærdskommissionens arbejde er lavet over præcis samme tankegang, bare uden angsten for vælgerne, som for de folkevalgte synes at gøre det umuligt at diskutere skat. Ideologien om videnssamfundets krav til at forandre socialstaten til en konkurrencestat synes i den brede offentlighed mærkeligt uimodsagt.
. Det, der her optimerer konkurrenceevnen, belaster her solidariteten og det danske demokrati. Vi kan godt blive verdensmestre i innovation og iværksætteri med en lille million danskere i den arbejdsdygtige alder på overførselsindkomst. Vi kan også optimere vores konkurrenceevne uden som et af verdens mest privilegerede lande at leve op til Kyotoprotokollens krav om reduktion af CO2-udslip.
Når politikere reducerer Danmarks udfordringer i denne verden til fortsat fitness for landets konkurrenceevne, har de samtidig indrømmet deres afmagt over de større udfordringer. Det bliver sagt, som om det var så simpelt som musik. Men det er anderledes kompliceret som politik.
