Læsetid: 4 min.

Hviskende islamisk revolution

11. januar 2006

SELV OM DEN pakistanske præsident Pervez Musharraf ikke har spor lyst til at høre mere om den vold, der udøves mod kvinder i Pakistan, er det ikke sikkert, han formår at undertrykke de lyde, der nu runger i den lokale og den globale verdens ører. Lyde fra fjerntliggende landsbyer, hvor kvinder i en blanding af sharialov og kastelogik udsættes for kollektive voldtægter, social udstødelse og æresdrab, og hvorfra der nu lyder protester.

Protester som den pakistanske justitsminister, Wasi Zafar, prøver at overdøve med erklæringer om, at kvinder allerede nyder godt af "total frihed og respekt i Pakistan i sammenligning med den vestlige verden". I bedste totalitaristiske tradition kalder Musharraf protesterne statsfjendtlige og bortviser de ngo'er, der støtter kvinderne, som værende CIA's lakajer.

Den 'totale frihed og respekt' for kvinder i Pakistan kan åbenbart godt rumme den absurditet, kvinder lander i, hvis de udsættes for voldtægt. Voldtægt er strafbart i Pakistan. Problemet er blot, at man ifølge Hudood-forordningen, den lokale lovmæssige nedfældning af Shariaen, skal stille med fire mandlige - eller otte kvindelige - vidner på, at det var en voldtægt. Ellers dømmes man efter straffeloven for ægteskabsbrud. Næsten 4.000 pakistanske kvinder sidder fængslet af denne og lignende grunde. Parlamentet har netop afvist overhovedet at diskutere Hudood-forordningen.

"Loven er i fuld overensstemmelse med den hellige Koran og Sunnaen og kan ikke ændres af nogen verdslig magt," udtaler et parlamentsmedlem.

"Nogle gange føles det fuldkommen håbløst," fortalte Sherry Rehman, repræsentant for Benazir Bhuttos parti PPP i underhuset, til Bo Gunnarsson, i gårsdagens Information. "Alliancen mellem Musharraf, militæret og mullaherne er som et panser. Ingen lytter til argumenterne," sagde Rehman.

OG SÅ ALLIGEVEL. Der er nogen, der lytter. Der er nogen, der hører mislydene mellem Hudood-forordningerne og de internationale menneskerettighedserklæringer, som Pakistan også har underskrevet. Men også endnu dybere: mislydene mellem Hudood-forordningerne og selve Koranen.

Det helt enestående eksempel er Mukhataran Mai, en analfabetisk, men åbenbart meget logisk nu 33-årig pakistansk landsbykvinde, der råbte så højt, at det gav genlyd ikke alene i Pakistan, men i hele verden. Hendes landsbyråd 'dømte' hende til kollektiv voldtægt, som straf for hendes 12-årige broders overtrædelse af æreskodekser. Retter man sig efter lovens absurditet, er det den slags, man holder kæft med. Det gjorde Mukhataran Mai ikke. Hun lagde sag an mod gerningsmændene. Sagen har siden 2002 bølget frem og tilbage mellem dom og frigivelse af gerningsmændene, er endnu ikke afgjort og har givet enorm international genlyd.

Der er skabt en sprække. En antifundamentalistisk sprække. Hører man godt efter, er der måske "tale om en revolution", som Tracy Chapman synger det. For Mukhatarans Mais protest kommer indefra Islam, og andre ofre for Hudood-forordningen i Pakistan har fulgt trop. Mukhataran Mai er troende, hun har "stor respekt for lov og religion", hun har blot "et helt andet syn på retfærdighed og ligestilling end den patriarkalske øvrighed", og det er dermed, hun er undergravende. Hun er på linje med andre tolkningsåbnende muslimer, som Asma Barlas, som man kunne læse et interview med her i avisen i mandags. Det er nærliggende at kalde dem feminister. Man kan også blot sige, at de med en anden læsning af Koranen søger at kile sig ind og gøre det muligt for en verdslig stat at ændre den middelalderlige Sharia. Eller blot at vise, at det sagtens kan lade sig gøre at være troende muslim og efterleve menneskerettighederne. I øvrigt som millionvis af muslimer gør det hver dag verden over.

DEN FRANSKE ISLAMFORSKER Olivier Roy har utallige gange understreget, at det er i det konkrete politiske arbejde, at enhver utopi - også i versionen fundamentalistisk islamisme - lider nederlag. Så snart der er tale om realpolitik, opstår der de uoverensstemmelser, som afslører, at der findes flere mulige tolkninger. Koranen blev dikteret af Allah til Muhammed, en analfabetisk bonde engang i det syvende århundrede og det var dengang, "det mest feministiske lovkodeks i den civiliserede verden", som historikeren Danièle Djamila Amrane-Minne for eksempel har skrevet det. Hvis en analfabetisk bonde kunne forstå det, hvorfor er det så nu kun shariatolkningen, det kodeks muslimske jurister mellem det 7. og det 9. århundrede nedskrev, der gør sig gældende og som står så uantastet, at et land som Pakistan ikke kan forestille sig den mindste ændring?

Asma Barlas lever i eksil i USA, hvor hun fortsat kæmper for, at problemet ikke er Koranen, men fundamentalistiske udlægninger af den. Mukhataran Mais protest står uendelig modigt midt i et stadigt ufatteligt konservativt og for kvinder livsfarligt Pakistan. Om deres kamp for en moderat Islam hvisker om revolution er stadig meget usikkert. Selv om både den lokale og den globale verden burde lytte.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu