Hvordan bevarer vi kreativiteten?

Terapi- og coachingkulturen, der nu for alvor er kommet til Danmark, diskuteres voldsomt i disse år. Det er bl.a. blevet fremført, at vi måske har for høje forventninger til os selv, og at det er derfor, vi stigende grad opsøger coach og psykologer. Især eliten inden for det arbejdsfelt, der er blevet kaldt det grænseløse arbejde, der ofte arbejder kreativt på den ene eller anden måde, opsøger i stigende grad professionelle samtalepartnere til at få styr på deres egne og andres forventninger til deres præstationer.

Kritikerne fremfører således, at i stedet for at lade lykke og succes være den enkeltes ansvar, skulle denne gruppe hellere sætte ambitionerne ned og se på de samfundsskabte forhold, der får dem til at tro, at det er deres egen skyld, hvis de ikke opnår rigdom og berømmelse, inden de er fyldt 40.

Men spørgsmålet er, om løsningen for denne gruppe af mennesker med grænseløst arbejde er kollektiv, selvom der måske er tale om et kollektivt fænomen?

Kreative og sociale

I mit daglige arbejde som konsulent og underviser inden for kreative erhverv og som professionel samtalepartner for kreative oplever jeg, at mennesker konsulterer mig - ikke fordi de gerne vil leve op til samfundsskabte krav om stjernepræstationer, men derimod fordi de gerne vil finde en balance, hvor det er muligt for dem både at være sociale og empatiske mennesker og samtidig have tid og rum til at udtrykke sig kreativt og personligt gennem deres arbejde.

Som jeg ser den problematik, som de kreative og andre med et grænseløst arbejde står i, handler det således ikke om, at de har høje og urealistiske forestillinger om, hvad der kan lade sig gøre, men derimod om, at de ønsker at finde en måde at leve på, hvor de både kan udtrykke sig kreativt og samtidig være en ansvarlig del af et socialt fællesskab. Og det er en vanskelig konflikt. For det ligger ikke umiddelbart i kortene, at man er social, hvis man er kreativ.

Kreativitetens psykologi

Studerer man kreative mennesker op gennem historien, er der én ting, der gør sig gældende på tværs af køn, kulturer og historiske perioder, og det er behovet for et personligt rum. Det behov Virginia Woolf i 1929 formulerede i sin berømte tekst A room of ones own, handler nemlig ikke kun om at have et uforstyrret værelse, hvis man skal være skabende. Det handler også om, at man skal have et privat indre rum. Kampen for at beholde dette private indre rum har givet sig til udtryk på mange forskellige måder hos historiens store kreative. Pablo Picasso var egoistisk, utilregnelig og til tider direkte sadistisk over for sine nærmeste, ligesom han konstant forandrede sin kunstneriske stil og således ikke lod nogen føle, at de kendte ham, endsige kunne regne med ham.

Herved lykkedes det ham at bevare sin psykiske og kreative autonomi, selv om metoden måske ikke er at anbefale. Andre har fundet mindre aggressive løsninger og er flyttet til fjerne egne uden for kunstens centrum, som vi kender det fra f.eks. Per Højholt og Per Kirkeby. Her har der været mulighed for ikke bare at få sit eget værelse, men også at få plads til at forfølge det, der nu engang kom, uafhængigt af andre og af de trends og forventninger, der måtte være i det sociale rum.

Ser vi psykoanalytisk på det, kan man fremføre, at dette behov for ensomhed skyldes, at kreativiteten udspringer af et omnipotent niveau i vores psyke, hvor der ikke er nogen konkurrence.

Sigmund Freud kaldte dette niveau for det narcissistiske niveau, og det er kendetegnet ved, at vi føler, at det, vi kommer med, er grundlæggende godt og fortjener en fremtrædende plads i verden. Det er et førsprogligt niveau, hvor sammenligningen og den kritiske vurdering endnu ikke er vågnet, men hvorfra vi føler, at det er anstrengelserne værd at bringe noget nyt ind i verden, som vi selv har skabt ud fra vores unikke væren.

Det er et niveau styret af lyst og ulyst og er således meget personligt. Var det ikke for dette psykiske niveau, ville mange nye opfindelser og ideer aldrig blive til virkelighed, da vi så rationelt ville vurdere og kritisere dem og måske nå frem til, at der var nok af produkter og ideer i denne verden, og at mange større tanker end vores var tænkt før.

Fordybelsens svære kår

Dette kreative psykiske niveau kan på trods af vores ønske om at være kreative ofte lide afsavn og ikke få tid i en verden, hvor vi hele tiden skal levere resultater, og hvor vi også selv ønsker at være i kontakt med andre mennesker socialt og professionelt.

Den fordybelse, det kræver at vække dette niveau til live, og den rummelige opmærksomhed, der tillader nye virkeligheder og nye ideer at komme frem, har hårde vilkår i et moderne liv, hvor man ønsker at være tilgængelig og i dialog det meste af døgnet. Desuden eksisterer der stadig mange myter om, hvad der er befordrende for kreativiteten, hvilket afspejler sig i indretningen af vores arbejdsmiljøer. En myte, jeg ofte hører, er, at deadlines og høje forventninger stimulerer kreativiteten.

Men som Teresa Amabile fra Harvard Business School gentagne gange viser i sin forskning, så er det måske nok en følelse, vi har. Men ser man på det færdige produkt, er de produkter, der er skabt i ro og fordybelse langt bedre end dem, der skabes i travlhed og under pres.

Stress og kreativitet

Som også økonomen Richard Florida er inde på i sin indflydelsesrige bog The Rise of the Creative Class fra 2002, tager kreativitet tid. Tid er, som han skriver, den eneste ikke- genopladelige ressource i den kreative økonomi, og det kan derfor ifølge ham blive, hvordan vi forholder os til tiden, der kommer til at afgøre, om vi bliver vindere eller tabere i dette århundrede. Men hvordan få tid til at dvæle i det kreative rum i et arbejdsliv og et privatliv, hvor man ønsker at bevare sin sociale ansvarlighed? Hvordan kombinere tid til denne dybt private og individuelle tilstand med gruppearbejde og teamwork?

De mennesker, der konsulterer mig, kommer ofte med netop denne problematik. Og gruppens stigende stress-symptomer peger på, at det er et reelt problem. Den problematik, som mange mennesker med et grænseløst arbejde sidder med, handler således, som jeg ser det, i høj grad om, hvordan man finder en balance mellem at udtrykke sig og indgå i sociale fællesskaber, at give plads til en individuel kreativ fordybelse og forholde sig empatisk til andres behov, hvad enten det er på arbejdspladsen eller i familiens skød.

Og spørgsmålet er, om der er et kollektivt svar herpå? Selvom vi på arbejdspladserne kan indrette stillerum og aftale tidspunkter, hvor vi ikke forstyrrer hinanden og ikke tjekker mail, ligger problematikken som oftest et andet sted. Nemlig spørgsmålet om, hvordan vi hver især navigerer mellem vores kreative og sociale behov. Selv om mange står med dette spørgsmål i denne tid, hvor alle fra statsministeren til vuggestuepædagogen opfordrer os til at styrke vores kreativitet, tyder meget altså på, at svaret er individuelt og for at få tid og rum til det også, opsøger mange en coach.

Thea Juhl-Nielsen er psykolog samt cand. mag. i litteraturvidenskab og moderne Kultur og kulturformidling. Hun arbejder som konsulent på kreative arbejdspladser, som privat coach og terapeut.

Mandagens kronik: Den privatiserede slagmark