Læsetid: 3 min.

Hvordan er humøret, Lykketoft?

Manden bag filmen 'Fogh bag facaden' - dokumentaristen Christoffer Guldbrandsen - er tilbage med en glimrende fortolkning af Mogens Lykketofts håbløse valgkamp først på året
20. maj 2005

Da Mogens Lykketoft påtog sig rollen som socialdemokraternes formand og dermed som partiets statsministerkandidat, vidste han, at det forestående valg var hans sidste chance for at nå helt til tops i dansk politik. Han vidste også, at det ville blive svært. Meget svært.

Hvad han ikke helt kunne vide var, at hans største modstandere ikke ville blive Anders Fogh Rasmussen og de siddende regeringspartier, men en uigennemskuelig grød af et lunkent bagland, en mangelfuld rådgivning og en negativ spiral i form af lidet opmuntrende meningsmålinger kombineret med et selvsvingende pressekorps, der allerede på forhånd syntes at have vedtaget sin egen dagsorden, og som derfor ikke var videre interesseret i at formidle oppositionslederens budskaber og synspunkter.

Om dette forløb handler dokumentaristen Christoffer Guldbrandsens dynamiske film, Lykketoft finale, som søndag aften vises på DR2. I filmen følger Guldbrandsens énmandshold hovedpersonen gennem den kaotiske tid, fra valget udskrives og frem til den 8. februar, hvor Lykketoft efter 40 års politisk engagement, heraf 20 på topplan, må se sig fejet af banen med et valgresultat, der taler sit eget brutale sprog: Lykketofts ukuelige tro på argumentets kraft og på sit partis anstændighed og tilbud om et reelt alternativ til regeringen, gav ikke pote hos vælgerne.

Selvopfyldende profeti

Hvad gik galt? Filmen giver ingen eksplicitte svar, men den tegner et billede, dels af Lykketofts karakter og hans situation under valgkampen, dels af vilkårene i moderne (dansk) politik. Og det er ikke noget kønt billede. Hvad angår Lykketoft, virker han på mærkværdig vis isoleret og ladt i stikken midt i mylderet af aktører. Og hvad angår pressen, giver filmen indtryk af, at mens den ene halvdel enten er rygklappere eller går efter petitjournalistiske ligegyldigheder, fokuserer den anden halvdel så ensporet på de dårlige meningsmålinger, at der næsten kun kan blive tale om en selvopfyldende profeti.

Der er meget, som ikke bliver sagt i filmen. En del af fraværet er netop symptomatisk for valgkampen, hvor fagbevægelsen og visse elementer i Socialdemokratiets top forholdt sig påfaldende passivt. Andet skyldes den form og metode, Christoffer Guldbrandsen har valgt at arbejde i: en lettere modificeret form for klassisk observerende dokumentarisme i traditionen fra de tidlige 60'eres Direct Cinema eller cinéma vérité.

Christoffer Guldbrandsen (f. 1971) er uddannet journalist og har i løbet af de seneste fem år lavet en række dokumentarfilm for DR, de fleste om politiske emner. Med en empati og sans for filmiske virkemidler, der rækker langt ud over den journalistiske metervare, har han blandt andet lavet film om homoseksuelle andengenerationsindvandrere på Nørrebro (De udstødte sønner, 2002), om de to første nydanskere i Folketinget, Naser Khader og Kamal Quereshi (De første, 2001) og om Christiania (Kampen om Staden, 2005).

Mest kendt er han dog for Fogh bag facaden (2003) om Anders Fogh Rasmussen og det danske EU-formandsskab, optaget i forbindelse med topmødet om EU-udvidelsen i Bella Centret i december 2002.

Takkede nej

Hvor filmen om Fogh vakte opsigt, fordi statsministeren i overraskende grad lukkede Guldbrandsen ind i magtens inderste rum, holder portrættet af Lykketoft sig umiddelbart mere på overfladen, dels fordi det i en vis forstand er en større historie, der skal fortælles på den begrænsede plads, dels af den simple grund, at hovedpersonen fra starten takkede nej til at have med filmen at gøre. Et problem, Guldbrandsen har løst på forbilledlig vis - uden at reducere sig selv til en paparazzo eller sin hovedperson til et stykke jaget vildt.

Alle dokumentarfilm er udtryk for en fortolkning af virkeligheden. Og på grund af det hvirvlende tempo i Lykketoft finale sidder man tilbage med et indtryk af, at Guldbrandsen i meget høj grad har fortolket den virkelighed, han skildrer. Men fulgte man mediernes dækning af valgkampen og af Lykketofts nærmest heroiske forsøg på at stride sig frem i modvind, kan man samtidig sidde tilbage med en fornemmelse af, at Guldbrandsens fortolkning er ganske fair og rimelig.

'Lykketoft finale'. Instr.: Christoffer Guldbrandsen. 2005. 55 min.

Vises på DR2, søndag kl. 21.30

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her