Gruppeeksamen er ikke kun fjernet på de videregående uddannelser, også gymnasiereformen er ramt. Reformen skulle markere fremtidens uddannelse og sikre innovation.
Ulovliggørelsen af gruppeeksamen ensporer imidlertid det faglige og pædagogiske udviklingsarbejde. Det sker samtidig med, at al erfaring siger, at eksamen har en afsmittende effekt på hvad man laver i undervisningen. Måske ville man slet ikke væk fra gymnasiet anno 1903? Man har i hvert fald ikke villet høre på os, der i årevis har udforsket feltet.
Regeringen er på vildspor
Vi har på Det frie Gymnasium altid brugt gruppeeksamen som en af mange eksamensformer. Vi har selvfølgelig også altid bedømt den enkelte elevs standpunkt. Gruppeeksamen, og de arbejdsformer der leder op til den, har været en del af skolens profil, hvor demokrati og elevernes engagement står i centrum.
Vores erfaringer viser tydeligt, at regeringen er på vildspor: Gruppeeksamen er bestemt ikke ansvarsforflygtigende, sådan som det hævdes. Den er i høj grad motiverende og ansvarskrævende.
I dialog med sig selv
Det sker derfor også, at elever får højere karakterer ved gruppeeksamen, end man ellers ville have tippet dem til.
Det er ikke fordi, eksaminator og censor ved gruppeeksamen forvandler sig til blødsødne hippier, der bare synes det er kært, at eleverne sidder sammen rundt om bordet.
Når nogle elever klarer sig bedre, er det fordi, de har præsteret mere. De er altså blevet bedre til fagene.
Nu vil nogle vil måske synes, at den viden, man opnår gennem anstrengelserne i en gruppe, er mindre 'ærlig' tjent, end den viden studenten ensomt slider sig til på sit kvistværelse. Hertil må man spørge, om én type viden er finere end anden. Viden opstår ikke mindst, når man får lov til i dialog at anvende det, som læreren har undervist i. Nogle kan føre den dialog med mor og far ved morgenbordet. Andre må bruge klassekammeraterne.
På regeringen lyder det som om, individets præstationer kun kan måles, når man er helt alene. Det står imidlertid i grel modsætning til det, vi bliver påbudt at måle også ved den individuelle eksamen. I gymnasiet vurderes det meget højt, hvis eksaminanden kan indgå i såkaldt faglig dialog. Hvordan indgår man i en dialog helt alene? Må eksaminator godt være med? Hvorfor så ikke medstuderende?
Nye elevtyper
De elever der går i gymnasiet i dag, er ikke de samme, som da Bertel Haarder og Anders Fogh svedte i ensomhed over bøgerne og blev overhørt af deres lærere.
Nye elevtyper kræver, at lærerne og systemet har et arsenal af muligheder at trække på. Det er vanvittigt, hvis en ideologisk baseret politisk beslutning betyder, at vi ikke i dagligdagen kan takle undervisningssituationen på den mest hensigtsmæssige måde.
I nogle klasser og for nogle elever vil gruppeeksamen være det optimale, som supplement til den individuelle test. Hvis det er vores faglige vurdering, kunne politikerne i det mindste gøre sig den ulejlighed at undersøge, hvad det er, vi laver, før de fra centralt politisk hold indskrænker både de professionelles og elevernes frihed.