JERUSALEM - Abdul Rahman Makdad var manden, der planlagde de to busbomninger i Jerusalem i janur og februar 2004, der kostede 19 tilfældige civile livet. Hans tonefald var fuldstændig roligt, da han sidste år forklarede, hvordan han og den 23-årige frivillige selvmordsbomber Mohammed Za'ul spiste hummus til morgenmad, før Za'ul begav sig ud på sin skæbnesvangre mission i januar sidste år.
Til The Independent fortalte han april 2004, at de bare havde "talt sammen almindeligt", da Makdad forberedte sit sprængstofbælte til næste dag. Han tilføjede lidenskabsløst: "Der var ikke behov for at overbevise dén mand om, at han skulle udføre operationen. Det var hans eget valg, at han ville være martyr. Det letteste ved at planlægge sådanne operationer er at finde den martyr-frivillige. I Palæstina i dag ønsker tusindvis af mennesker at blive martyrer."
I løbet af de sidste fem års israelsk-palæstinensiske konflikt er fænomenet 'selvmordsbombning' blevet grundigt studeret.
På den ene side leverer de israelske erfaringer - ikke mindst de hyppige arrestationer og afhøringer af mislykkede selvmordsbombe-kandidater og deres bagmænd og hjæpere - i nogen grad svar på spørgsmålet om, hvorfor unge mænd - og blandt palæstinensiske militante i stigende grad også kvinder - så beredvilligt vil ofre deres liv for en sag, som de så brændende tror på.
På den anden side er denne forskning, skønt den er omfattende, næppe i stand til at forklare, hvad der motiverede den noget anderledes orienterede terroristcelle i West Yorkshire, som nu ser ud til at have stået bag bomberne i London.
Der er ingen tvivl om, at teknikker som de videoer, der optages med palæstinesiske og i nogen tilfælde også irakiske selvmordsangribere før en mission - eller det sidste måltid med et tilbedt idol fra bevægelsen, som De Tamilske Tigre plejer at praktisere - er metoder til at fastholde selvmordsbomberen på sin mission og afværge mulige skrupler. Ikke desto mindre tyder alt på, at de fleste selvmordsangribere er så relativt sorgløse og overbeviste om deres sags sandhed, når de udfører deres mission, som Makdad beskrev det.
Heri ligger selvfølgelig ikke, at alle selvmordsbombere er motiverede på samme måde. Ikke desto mindre er dr. Boaz Ganor, leder af Israels Institute of Policy Research for Counter Terrorism, af den opfattelse, at de bombefrivillige træffer en "fuldkommen rationel beslutning", når man forstår den på grundlag af deres indoktrinering i en version af islam, der forbyder selvmord, men opmuntrer til martyrium, eksplicit sikrer, at martyren ryger lige lukt i Paradis og samtidig ærer sin familie ved sin dåd.
Skønt der ikke er nogen særlig tradition for martyrier i sunniislam, er der ikke tvivl om, at religionens forestilling om at blive ophøjet fra en jordisk tilværelse, der ofte er præget af elendighed, til en himmelsk, spiller en væsentlig rolle for mange selvmordsbombere. Det er ganske symptomatisk, at Mohammed Atta - lederen af selvmordsbombeholdet bag 11.9.2001 - i en bil i lufthavns-parkeringen efterlod et brev, hvori han formanede sine kammerater om at huske på de 72 jomfruer, de ville møde i paradis.
Men den nyeste litteratur på området advarer imod simple forklaringer på selvmordsbombning. De ganske jordiske belønninger i form af penge til 'martyrens' efterladte familie fra de palæstinensiske væbnede fraktioner - og, indtil han blev styrtet, også fra Saddam Hussein, kan også være del af forklaringen.
Man skulle ikke tilbringe lang tid i det stærkt forfaldne hus på Vestbredden, der var hjem for Rantis - en 17-årig selvmordsfrivillig, som bombede et busstoppested i Tel Aviv i september 2003 - for at forstå, at moderen - i dyb sorg - og tanten - lidet overbevisende, da hun gav udtryk for sin "stolthed" over nevøens offer - begge var mennesker, der levede i ekstrem og håbløs fattigdom. Men fattigdom er kun en af flere faktorer, selv blandt de palæstinensiske militante, og spiller næppe nogen særlig rolle for al-Qaedas aktivister.
I et forsøg på at indfange kompleksiteten i en selvmordsbombers motiver skriver de to forfattere, Anne Marie Oliver og Paul Steinberg: "Hvad Hamas menige syntes at leve og dø for, var ikke så meget politik eller ideologi - ja, ikke engang religion eller Apokalypsen. I sidste ende var det snarere for at celebrere hinandens ekstatiske broderskab over for døden og Allahs vej."
En anden ekspert, Louise Richardson, forsker ved Radcliffe Institute på Harvard Universitet, påpeger, at der blandt selvmordsbombere som oftest "var større interesse i at dø end i at dræbe, hvilket undertiden kom til udtryk i manglende omhu over for at udløse selvmordsbomben med henblik på at give den maksimal effekt."
Dr. Ganor påpeger med rette, at de fleste moderne selvmordsbombere handler inden for en stram organisation og sjældent selv tager personligt initiativ til angreb, og at det derfor er disse organisationer, der må sættes ind imod. Selv om dette utvivlsomt er sandt, er det ikke let at se, hvordan dette kan gøres imod celler som den, der tilsyneladende stod bag blodbadet i London.
