Læsetid: 3 min.

Hvordan ser muslimer på andre religioner?

Islam er kommet på dagsordenen, og interessen for at få mere at vide er stor. Vi bringer som en ekstra service i de kommende dage svar på en række af de centrale spørgsmål om, hvad 'islam egentlig siger'
17. februar 2006

I tiden omkring Muhammeds fremtræden i 600-tallet fandtes der i det store og hele fire ældre religioner i områderne på og omkring den arabiske halvø: jødedommen, kristendommen, zoroastrismen (den tids iranske statsreligion) samt forskellige typer af 'hedenske' religioner, inklusive den traditionelle kult af mange forskellige guder i Mekka. Islams praksis indebar, at man accepterede de tre førstnævntes ret til at eksistere. 'Hedningerne', 'polyteisterne', de der gjorde sig skyldige i shirk (det at sætte nogen eller noget ved Guds side), var derimod (i princippet) tvunget til at vælge mellem døden eller at overgå til islam. Frem for alt jødedommen og kristendommen blev betragtet som forgængere til den islam, der nu blev forkyndt af Profeten. Tilhængerne blev anset for at tilhøre 'bogens folk' (ahl al-kitâb), det vil sige sådanne, som i lighed med muslimerne havde modtaget budskabet som guddommelige åbenbaringer i form af bøger. Så længe de viste respekt for islam, havde de ret til at fastholde deres religiøse identitet og få dhimmî-status, dvs. som tolererede og beskyttede medborgere, men underkastet visse restriktioner.

Der har været perioder i historien, hvor jøder og kristne var ildeset og udsat for diskriminerende foranstaltninger i den muslimske verden. Det gælder særligt de specialregler, der er blevet kaldt 'Umars statutter'. Men normalt har de jødiske og kristne grupper været ganske velintegrerede i muslimske samfund. Den islamiske retstradition har foreskrevet, at 'bogens folk' skulle behandles godt, med ret til at leve efter egne traditioner under statens beskyttelse (dhimma). Der har derimod ikke været tale om religionsfrihed i ordets nutidige betydning af ligestilling uafhængigt af religiøse tilhørsforhold.

'Kanal' for Guds ord

Selv om islamisk retstradition i princippet anerkender jødedommen og kristendommen som tilladte religioner, mener man, at Bibelen ikke indeholder de korrekte og oprindelige versioner af Guds åbenbaring. Bibelens bøger sidestilles med Koranen, men anses for at være af mennesker forvanskede ver-sioner af Guds ord. Man vender sig også bestemt mod forestillingen om, at Gud skulle have fået en 'søn', eller at Guds ord skulle være blevet 'kød' i personen Jesus.

Islam og kristendommen har ganske vist det tilfælles, at man forestiller sig, at Gud udvalgte et menneske som 'kanal' til at kommunikere sit Ord til menneskeheden. Men i islam tilbageviser man den kristne opfattelse, at Guds Ord har taget konkret skikkelse i mennesket Jesus - at Ordet er blevet kød, som det hedder i Johannes' Åbenbaring. Guds ord findes i stedet i ordene, i de åbenbaringer, Muhammed modtog, og som siden blev samlet i Koranen. Man kan derfor sige, at Koranen, i egenskab af Guds ord, har samme rang eller stilling i islamisk tænkning, som Jesus har i kristen teologi. Ud fra det perspektiv minder Muhammeds rolle i islam snarest om den rolle, Maria har i kristendommen - i begge tilfælde er der tale om at være en 'kanal' for Guds ord.

Det faktum, at jøder, kristne og andre religiøse grupper, som man har kunnet placere i kategorien 'bogens folk', blev tolereret i samfund dominerede af islam, er bemærkelsesværdigt, når man sammenligner med, hvordan ikke-kristne blev behandlet i det kristne Europa i førmoderne tid, og i modernitetens nationalismer. Tvangsomvendelser eller fordrivelser af jøder og kristne er sjældent forekommet i islams historie. Det omvendte forhold har derimod været almindeligt i det kristne Europa. Samtidig skal man huske på, at ideal og realiteter ikke altid stemmer overens.

Det er også klart, at ateister og religioner, der blev betragtet som 'hedenske', i princippet ikke blev tolereret. (Alligevel findes der en faktisk ateistisk historie i den muslimske verden). Et særligt problem har været hinduismen på den indiske halvø. Eftersom hinduismen rummer tro på flere forskellige guder, er den ofte blevet betragtet med skepsis af muslimer. Samtidig har muslimske herskere i Indien været tvunget til at acceptere, at så mange mennesker i deres umiddelbare omgivelser og af deres undersåtter har været og er hinduer. Situationen har set forskellig ud på forskellige steder og på forskellige tidspunkter i historien, men i mange tilfælde har man forsøgt at løse problemet ved at argumentere sig frem til, at også hinduismen (og andre religionsformer, der ikke er nævnt i Koranen og i haditherne), eller i det mindste visse former af hinduismen, er at betragte som en tilladt 'bogreligion'. De praktiske realiteter har fremtvunget kompromiser og former for sameksistens.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu