Læsetid: 6 min.

Hvordan det er at være socialrådgiver

Jeg vil gerne kunne engagere mig i de enkelte sager og forsøge at forstå den enkelte klients problemer som unikke og særlige, men i en travl hverdag er dette blot ønsketænkning, for det administrative arbejde fylder så meget, at der ikke er tid til hver enkel klients problem
22. august 2006

"Vil du fortælle omverdenen, hvordan det er at være socialrådgiver?" - Sådan var overskriften i det brev, jeg åbnede fra amternes og kommunernes forskningsinstitut, da jeg sent fredag aften kom hjem fra arbejde. Og ja, det vil jeg gerne, så her kommer min beretning om, hvordan det er at arbejde som socialrådgiver i Århus kommune.

Jeg er ansat som familierådgiver på et af de fire socialcentre. Mit arbejde tager udgangspunkt i Servicelovens bestemmelser om særlig støtte til børn og unge. Rent praktisk betyder det, at jeg skal tale med børn og unge samt deres forældre om de problemer, børnene og de unge har, samt hjælpe dem med at finde muligheder til at løse problemerne. Mit arbejde består også i at arbejde tværfagligt, dvs. samarbejde med f.eks. daginstitutioner og skoler, samt samarbejde med de forskellige foranstaltningstyper, som kan inddrages til at hjælpe med at løse problemerne.

Jeg har et spændende og udfordrende job, hvor to dage aldrig er ens. Min arbejdsdag er uforudsigelig, hvilket er i stærk kontrast til, at jeg forsøger at motivere forældrene til at give deres børn en forudsigelig hverdag. Alt i alt har jeg et meget omfangsrigt, meningsfyldt, berigende og udfordrende arbejde, hvilket gør, at der også stilles store krav til min gøren og laden.

Meget mere papir

1. januar 2006 fik vi ny lovgivning på området, idet anbringelsesreformen trådte i kraft den dag. Reformen lægger op til en holdningsændring i synet på udsatte børn og unge og bygger på en forventning om, at en detaljeret lovgivning, hvor alt kan/skal måles og vejes, er et godt styringsredskab. Desuden indeholder reformen også et stærkt islæt af bureaukratiske tiltag i form af meget mere administrativt arbejde, meget mere papir, dokumentation og kontrol.

I foråret var jeg på kursus i fem dage vedrørende denne anbringelsesreform. Efter de to første dage gik jeg deprimeret derfra. Det, jeg husker mest fra de dage, er ordene: dokumentation og kontrol.

Det er virkelig et område, der er kommet til at fylde meget i vores fag. I Århus kommune har vi ledelsesmæssig kontrol af sagerne. Denne kontrol er nu langt mere omfattende end tidligere.

Så er der også den årlige revisionsgennemgang, og derudover skal vi indberette alle anbringelser og ændringer i anbringelserne til ankestyrelsen, så de også kan kontrollere os.

I mit arbejde er jeg efterhånden dagligt i et dilemma. Jeg vil gerne kunne engagere mig i de enkelte sager og forsøge at forstå den enkelte klients problemer som unikke og særlige, da min fornemmeste opgave er at bidrage til forandring i mine klienters liv. Men i en travl hverdag bliver dette blot ønsketænkning, for det administrative arbejde fylder så meget, at jeg ganske enkelt ikke har tid til at tage mig af hver enkel klients problem som netop noget unikt og særligt. Jeg har ikke tid til at udføre alle opgaver til ug. Og det er en ringe trøst, at mine kollegaer har det på samme måde. Jeg kan også kun se på, at det ikke er mig, der prioriterer sagernes rækkefølge, idet sagerne prioriterer sig selv. De sager, hvori der opstår akutte ting, samt sager hvori bekymringsniveauet for børnene er stort, kommer i første række, og så må jeg finde en lettere løsning i de andre sager.

Opråb til politikerne

Som sagt fylder det administrative arbejde mere og mere i det daglige og udgør efterhånden langt den største del af min arbejdstid. Der er ikke længere ret meget tid til den direkte klientkontakt. Der er i det daglige heller ikke tid til at læse ny faglitteratur eller til diskussion og refleksion om socialfaglige emner, og det kniber også med at få tid til at læse ny lovgivning, bekendtgørelser og vejledninger.

Mit fag, socialrådgiverfaget, har så absolut brug for et løft, et løft fra politisk side. Mit fag har brug for positiv opmærksomhed. Vi har brug for at have mindre papirarbejde, og i stedet for den tiltagende kontrol burde der vises os tillid. Som det er nu, bliver vi dels udsat for kritik, når der kommer en social sag på avisernes forside, og dels får vi en latterlig lav løn i forhold til det ansvar, vi har. Og vi oplever, når revisionen eller ankestyrelsen har været der med deres påtegninger, at alle politikere styrter hen til håndvasken, hvorefter de udtaler, at de ikke er blevet oplyst om, at der er problemer på området.

Men I politikere skal vide, at vi socialrådgivere er et pligtopfyldende folkefærd, og at vi inden for de rammer, som I har udstukket, gør hvad vi kan for at afhjælpe klienternes problemer. I politikere tror - sådan opleves det i hvert fald - at ved at øge dokumentationen og kontrollen, så kan alvorlige sager som Tønder-sagen undgås, samt at udsatte børn vil få det bedre. Dokumentation og kontrol afhjælper imidlertid ikke sådanne ting. Vi burde i stedet bruge mere tid på klientkontakten. De øgede krav, som via ny lovgivning er blevet pålagt mig og mine kollegaer inden for den sidste tid, er for mig såmænd i orden, såfremt I politikere på Christiansborg havde sendt de fornødne ressourcer med til kommunerne, så der kunne blive ansat nogle flere socialrådgivere til at udføre opgaverne. Som vores situation ser ud nu, har vi pga. manglende ressourcer ikke mulighed for at kunne indfri kravene, uden at det går ud over noget andet, f.eks. kontakten til klienterne. Det er det eneste sted, vi umiddelbart kan skære ned på for at få tid til alt det andet.

Vi mangler derfor klart jeres opbakning samt en klar udmelding fra jer til klienterne om, at I påtager jer ansvaret, da det er jer, der overordnet har fastlagt rammerne og niveauet for, hvad vi kan/skal tilbyde den enkelte klient. Imidlertid ved jeg, at I vil sige, at I har uddelegeret serviceniveauet til kommunerne, så derfor vil jeg henvende mig til politikerne i Århus kommune på følgende måde:

Kære politikere i Århus kommune.

I har et problem! Århus kommune er ejer af flere hundrede familiesager, hvor børn og unge har behov for særlig støtte. Jeg og mine kollegaer samt ledelse har kun sagerne til låns. Vi gør, hvad vi kan for at opfylde lovens krav, men vi mangler ressource, til at kunne gøre det. Afstanden fra os til jer føles lang, så lang at jeg nogle gange har oplevelsen af, at I ikke ved, hvordan vores arbejdssituation er. Derfor kan jeg også blive usikker på, om vi har jeres opbakning, hvis en sag kommer på avisernes forside eller falder igennem i kontrolapparatet.

Kollegaer forlader jobbet

Jeg er vidne til at kollegaer, som har været i faget i mange år, giver op og forlader faget, og jeg ser unge nyuddannede, som ligner jeg ved ikke hvad efter få måneder i jobbet.

Nogle af dem vælger også at sige op. Arbejdspresset er enormt, og stressniveauet vokser blandt os fra dag til dag. Klienterne kan ikke være tjent med at skulle betjenes af stressede sagsbehandlere. I bliver nødt til at tage vores arbejdssituation alvorligt!

Afslutningsvis vil jeg sige, at det er uforståeligt, at den faggruppe, socialrådgiverne, som skal hjælpe de svageste i samfundet, har så dårlige politiske vilkår at arbejde under, at vi selv risikerer at blive syge af det. Overalt i landet, i alle kommuner, skal der spares, og der kan derfor også forventes nedskæringer inden for mit arbejdsområde. I politikere kan ændre på dette, hvis I vil.

I kan tilføre området de ekstra ressourcer, der skal til således at vi socialrådgivere får nogle bedre arbejdsvilkår og derigennem får bedre mulighed for at hjælpe udsatte børn og unge i dagens Danmark.

Bentha Steffensen er familierådgiver

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu