Læsetid: 4 min.

Hvorfor blev Berlusconi undervurderet

I sin biografi lægger den britiske historiker Paul Ginsborg en stor del af ansvaret for Silvio Berlusconis come-back i 2001 på den italienske venstrefløj
28. september 2005

Da Silvio Berlusconis første koalitionsregering faldt i december 1994 - efter otte begivenhedsrige måneder ved magten - var det en udbredt opfattelse i den politiske elite i Rom, at denne parvenu fra Milano blev en døgnflue. Førende skikkelser på den italienske venstrefløj forsikrede mig personligt om, at tv-kongen inden længe ville sidde inde og ryste tremmer.

Tv-kongen var jo trods alt gået ind i politik et år tidligere for at redde sit eget skind. De offentlige anklagere i Milano - det moderne Italiens jakobinere, som Paul Ginsborg kalder mændene bag Operation Rene Hænder i sin politiske biografi - havde først koncentreret sig om at komme partiernes malkning af virksomheders og offentlige institutioners pengekasser til livs. Politikernes hoveder rullede. Det skabte hurtigt et vacuum i italiensk politik.

Dernæst gik Antonio di Pietro og Gherardo Colombo - for at nævne de kendteste - efter de store selskaber selv. Med sit ejerskab af Italiens kommercielle tv-stationer, aviser og forlag var Berlusconi et oplagt mål. Ingen kan betvivle, at hans brillante 'discesa in campo' (ud på foldboldbanen) under valgkampen i vinteren 1993-94 i høj grad var motiveret af et ønske om at få bugt med de hårde undersøgelsesdommere.

Men Berlusconi havde andre motiver. Han opfattede vitterlig sig selv som nationens frelser i nødens stund. Hans personlige ambitioner og forfængelighed var grænseløse. At tro, at han kun valgte den politiske løbebane for at redde sig selv og sit tv-imperium fra de Rene Hænders kvælertag er at undervurdere 'manden, der ville eje Italien', som undertitlen lyder på Ginsborgs biografi, der udkommer på dansk i dag.

Denne antagelse tog for givet, at Berlusconi efter opløsningen af hans partikoalition 'Frihedernes Hus' ville forsvinde af sig selv, kompromitteret som han var af sine lyssky operationer.

Da den konkurrende koalition af midter- og venstrepartier, Oliventræet, overtog regeringsmagten efter parlamentsvalget i 1996, følte den derfor ikke behov for at gøre op med den åbenlyse anomali, som Berlusconis politiske magt og ejerskab af halvdelen af Italiens tv-stationer udgjorde. Det var et fatalt fejlgreb, som den demokratiske opposition, hele landet og Europa siden har måttet betale en høj pris for.

Berlusconi og Mussolini

Paul Ginsborg er britisk historiker bosat i Firenze gennem mange år og forfatter til flere klassiske værker om Italien og dets moderne historie. Det er ikke overdrevet at hævde, at han følger i den britiske historiker Denis Mack Smiths fodspor, forfatter til en definitiv biografi af Benito Mussolini.

Ginsborgs perspektiv på Berlusconi er mere sofistikeret, end det man typisk finder på Italiens venstrefløj. Han indrømmer indirekte i sin velskrevne, flot researchede og dejligt korte og koncise biografi, at han hørte til dem der i 1994-95 anså tv-kongen for at være et kortvarigt politisk fænomen. Men den britiske iagttager kommer senere på andre tanker.

Det primære formål med Ginsborgs bog er at blotlægge Berlusconi som en ny type politisk magthaver ved hjælp af et omfattende analyseapparat opbygget gennem læsning af den vigtigste litteratur på engelsk og italiensk om medie- og reklamepolitik og meningsundersøgelser af forbrugsvaner etc. Herudover anvender han teori om begrebet 'patrimonium' til at give læserne en ny indsigt i Berlusconis personificering af statsmagten.

Tv-magnaten opfatter sig selv som ejer af staten. Ligesom Mussolini gjorde det under fascismen.

Forfatteren analyserer også Berlusconis særegne frihedsbegreb, der i manges øren lyder amerikansk-inspireret, men som under de specifikke italienske omstændigheder ender med at betyde 'frigørelse fra staten' eller individets og virksomhedens frihed til at gøre, hvad de finder bedst. Kommunist er aldrig forsvundet fra tv-kongens ordforråd og møntes stadig på dem, der modsætter sig Berlusconis definition af frihed.

Ginsborg skriver, at han ser nogle klare paralleller mellem Berlusconi og Mussolini. Men i stedet for at behandle dette vigtige aspekt i et særskilt kapitel spreder han sine iagttagelser ud over flere kapitler og lægger mest vægt på at udpensle forskellene mellem de to ledere. Det er en skuffelse, fordi man netop fra denne historiker kunne forvente en sammenhængende fremstilling af ligheden. Men indrømmet: Det er ikke et let emne at håndtere, når man endnu ikke kender enden på historien om Berlusconis karriere.

Forfatteren vælger desuden at nedtone mafiaens betydning for Berlusconis opkomst som tv-magnat i Milano i 1980'erne. Det er naturligvis et kompliceret emne at gå i clinch med, fordi en historiker må bero på kilderne og retsundersøgelserne endnu ikke er afsluttede. Trods det burde Ginsborg have give det mafiøse aspekt en tydeligere profil.

Ginsborgs væsentligste bidrag til diskussionen om Berlusconi er hans sønderrivende kritik af de italienske centrum- og venstrepartiers næsten totale svigt. I deres regeringsperiode beskrives de som talentløse. "De leverede ikke nogen ordentlig analyse af hans vej til magten. De forstod ikke, før det var for sent, hvilken fare han frembød. De var fulde af gode hensigter, men i det store hele var de ikke videre beslutsomme...," skriver Ginsborg i Thomas Harders fortrinlige oversættelse.

Det betød, at der ikke blev vedtaget en lov om interessekonflikt, ej heller en reform af det italienske mediesystem, etc.

Ginsborgs uafvendelige konklusion er, at kun et demokratisk civilsamfunds organisering og opgør med denne neandertal-opposition vil kunne redde Italien fra Berlusconis klør. Heri har han utvivlsomt ret. Han er selv en af lederne i 'Laboratorio per la democrazia'.

Paul Ginsborg, Silvio Berlusconi - Manden, der ville eje Italien. 189 sider. Informations Forlag. Oversat af Thomas Harder.

Martin Burcharth var Informations Rom-korrespondent i 1994-95 og er forfatter til 'Berlusconi, Tv-kongen der ville frelse Italien' (1995).

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu