Læsetid: 12 min.

Hvorfor går det altid galt i Afrika?

Måske skulle afrikanerne bare ta' og tage sig sammen? To pensionerede bistandsmænd øser af et livs erfaring fra en branche, hvor den største erhvervsrisiko hverken er aids eller skrumpelever, men skuffelse og sortsyn
5. maj 2007

Udvikling.

Stemmen var søgende i den anden ende af telefonlinjen. Det var titlen på det foredrag, de gerne ville have i deres forening, der gav besvær: Til sidst skar han igennem: "Ka' vi ikke bare skrive, at du fortæller om, hvorfor det altid går galt i Afrika?"

Det var et godt spørgsmål, er det fortsat, for Afrika - det er dér, hvor vi altid blir bedt om at gi' en hånd:

Jo, degnen kom cyklende, lige så
det knast' i egerne.

Han var ude og samle penge ind til de
spedalske.

For, som han siger, man skal være go' ved
negerne.

og det har han ret i, også så'n moralsk.
Ja, det er ikke fordi, jeg vil roses af nogen,
men mig og Ejnar, vi slap nu en krone.

Sådan skrev Niels Hausgaard for 25 år siden. At vi nu 'slipper en ged', er vel en naturlig konsekvens af velstandsstigningen, og behovet for at kombinere anvendt etik med selvfremstilling af uegennytte er lige så aktuelt i dag som dengang.

Men under bekymringen for Afrikas evige trængsler rør sig noget urovækkende, for 'vi hjælper dem jo i hoved og hale, men hvad nytter det?', spørges der også, rungende af det uudtalte: 'Mon ikke der er noget i vejen med dem?' Det er en grim tanke, så den får sjældent lov til at stikke hovedet frem i dagslys, men en af Politikens udsendte rapporterede dog nyligt i et modigt-ærligt forsøg på at finde svar på spørgsmålet fra en bar i Sierra Leone, at det måske går så skidt for afrikanerne, fordi de ikke er lige som os; måske "gider de simpelthen bare ikke arbejde særlig hårdt"?

Dén har alle Afrikarejsende hørt - fra andre hvide, gerne i baren, og det var terpetekst i skolen, da farfar var ung: "Det hede Vejrlig har gjort Negrene dovne", docerede Den Vide Verden, Geografibog for Folkeskolen fra 1911, men brugt helt op i 1950'erne.

Præsidenten og benzinen

Efter 30 år som økonom i Verdensbanken er Robert Calderisi gået på pension; også han tumler med spørgsmålet, og han er rasende. Han har mødt så mange afrikanske ledere, der tænkte mere på sig selv end deres land, at han har skrevet bogen: The trouble with Africa. Han mener, at Afrika selv er ude om det; kontinentet bør tage sig sammen. Hans bog er gået gennem den engelsksprogede verden som en moderne bistandsbibel; The Financial Times kaldte den "et pust af frisk luft over et kontinent, som i årtier er kvalt under et tæppe af velmenende omsorg...".

Calderisi beskriver, hvordan afrikanske ledere i de to tiår 1970-1989 halverede kontinentets andel af verdenshandelen, først og fremmest ved at føre en erhvervsfjendtlig politik og dernæst ved at holde deres befolkninger i uvidenhed om, hvad de havde gang i - hvilket som regel var at berige sig selv eller i hvert fald bruge pengene på at styrke deres egen magtbase. Det er et årligt indtægtstab på 450 milliarder kroner, meget mere end den samlede bistand.

Han har haft den tvivlsomme fornøjelse at være bankens repræsentant i nogle af de mere rodede afrikanske områder - blandt andre Sierra Leone, Cameroon, Chad og Republikken Congo. Han har haft snesevise af finans- og statsministre og præsidenter i enrum og forsøgt at liste økonomisk fornuft ind i dem. "Hr. Præsident," begynder den skarpslebne bankmand under en af sine forhandlinger med den Centralafrikanske Republiks - heldigvis tidligere - leder Ange-Félix Patassé, "der er visse forhold, I her i landet anser for normale, som andre steder ville blive opfattet som mærkelige...".

Kort fortalt: Præsidenten insisterer på selv at eje landets oliedistribution og benzintanke; Calderisi argumenterer, at opgaven kunne klares billigere, hvis den kom i internationalt udbud, men det skal ske uden præsidentens deltagelse, for ellers vil ingen udenlandske investorer medvirke af frygt for manglende fair play. Han argumenterer forgæves. Til sidst foreslår han, at præsidenten i det mindste lover at give en del af overskuddet til en godgørende fond. Patassé "så længe på mig, med et svagt spottende smil på læben, for at se, om jeg mente det alvorligt, og sagde så: 'Forventer du virkelig, at jeg skal tabe penge for at hjælpe mit land?'."

Årsager - og undskyldninger

Man kan kort beskrive Calderisis filosofi med hensyn til magthavere, at det er noget i den retning, han forventer. I hvert fald, at de er indstillet på at tjene deres befolkning. Og dér har Afrika altså skuffet ham.

Han ser sig om efter årsager, han har hørt tilstrækkelig med undskyldninger, så han gider ikke høre forklaringer. Dette spil på ord afspejler en afgrund i enhver Afrikadebat, som altid deles i to lejre. De tålmodige forklarer, at der er objektive grunde til Afrikas elendighed, mens de utålmodige fejer disse undskyldninger af bordet og hævder, at afrikanerne har haft tid nok til at komme sig over kolonitiden, nu må de se at komme i sving.

Dermed flytter de utålmodige uhjælpeligt debatten hinsides reel analyse, for når de har forkastet alle objektive forklaringer, resterer kun én årsag til Afrikas elendighed: Afrikanerne. Og så er vi derude, hvor den hvide iagttager let bliver offer for sine følelser, fordomme og moral. Calderisi er lige så lidt racist som Politikens udsendte, han gør udtrykkeligt opmærksom på, hvor godt mange afrikanere klarer sig i udlandet - bare de er væk fra Afrika. Årsagen ligger i det kollektive Afrika: "Det er afrikanernes kultur," konkluderer Calderisi: "Afrikanere accepterer diktatur og arrogante ledere som deres skæbne..." Hvorfor? "De fleste uuddannede afrikanere er fatalister," forklarer han.

Danske Klaus Winkel hører til de tålmodige, han har brugt det meste af sin professionelle karriere, 38 år, i Danida, i Afrikas tjeneste, og har nu samlet sin viden fra praksis og læsning i bogen, Hvorfor er det så svært for Afrika?

Som titlen viser, er hans indgang den diamentralt modsatte af Calderisis. Han accepterer, at enhver anstændig analyse af 'problemet Afrika' kræver et overblik over Afrikas betingelser og historie. Fakta er, at afrikanerne har haft et skidt udgangspunkt i konkurrencen med den øvrige verden: Som klodens ældste kontinent er dets jord slidt og udvasket. Det meste af tiden er der for lidt vand, resten kommer væltende og skyller muldlaget væk (Lesotho mister en procent af sit tynde muldlag om året). Luft og vand er fyldt med livstruende sygdomme og parasitter, der har holdt befolkningstallet nede, hindret brugen af trækdyr og stadig tapper afrikanerne for energi og kraft. Sahara var en uigennemtrængelig barriere, der forhindrede den rasende teknologiske, videnskabelige og åndelige udvikling, der fandt sted i Middelhavsområdet, fra at vandre sydpå, før de første kameltransporter endelig kom afsted i 1400-tallet, og dermed var kontinentet allerede agterudsejlet. Længere interkontinentale handelsruter har været ekstremt vanskelige at skabe, for floderne er få og næsten umulige at sejle på. De fleste folkeslag bor langt fra kysten og forblev derfor længe isolerede fra kulturpåvirkning, etc.

Uden sammenhængskraft

Siden fulgte slavehandelen til både øst og vest. Hvor mange der omkom, ved vi ikke - men i et samfund, hvor den eneste mulige kilde til øget velstand var mere arbejdskraft, må fjernelsen af så mange mennesker have fået konsekvenser. Civilisationernes kendetegn: Arbejdsdeling, skriftsprog, penge, administrative kundskaber, etc. opstår typisk i takt med stigende befolkningspres. Eftersom slaverne oftest blev udskibet fra de mest udviklede områder af Afrika, blev udviklingspresset mindsket selv dér.

Så kom kolonitidens ombrydning af sociale og samfundsmæssige strukturer og dens samling af hobefulde af folkeslag i samme enhed, samme koloni og dermed senere i samme nation. Man tog landbrugsjord fra bønder, tvang jægerne ind i byer og udryddede alle, der stod i vejen, som var de bæster - det var racismens blomstringstid, det var blodigt, det skabte sociale ar med en sådan selvopholdelseskraft, at de næsten forekommer genetiske. Det er kun 55 år siden, briterne myrdede 100.000 kenyanere og internerede en kvart million i kz-lejre for at hævne Mau-mau-oprørets 32 hvide ofre. Terror virker her og nu - men trækker generationslange spor i sjælene.

I kolonierne blev hele folkeslag favoriseret for at kunne fungere som magtens bydrenge; nogle fik uddannelse og andre mistede alt, sleskhed og underkastelse blev fremmet og spørgsmålstegn eller protest knust. Det gav økonomisk vækst, ja, men for hvert synligt skridt frem, som kolonien tog, blev dermed endnu et stykke brænde lagt i den helvedes ovn, der ventede fremtidens magthavere.

Da de afrikanske lande blev selvstændige, havde de ingen intern sammenhængskraft - sandsynligvis den mest afgørende forskel fra de asiatiske udviklingstigre. Praktisk talt alle bestod af folkeslag, der ikke havde været igennem nogen nationalstatskværn, de talte ikke samme sprog som flertallet af deres 'med'borgere; de blev ganske vist tvunget med på en nykomponeret 'national'sang, men de havde ingen nationalitetsfølelse. Hvor skulle de have fået den fra? Det galdt naturligvis også deres ledere - uanset om de var folke- eller selvvalgte; hvordan tjene nationen, når truslen fra rivaler var større end gevinsten ved at tjene alle. Winkel uddyber: "I ikke så få tilfælde har det simpelthen skortet på interessen i at arbejde for bred udvikling og langsigtet økonomisk vækst, fordi magthaverne ikke regnede med at kunne høste frugterne; de risikerede tilmed at komme til at styrke deres modstander." Vis mig lige den politiker i vore 'veldrevne' lande, der med brask og bram gennemfører en politik, som styrker modstanderne...

Kold krig og erhvervsfjendtlighed

Læg dertil, at den tradition for offentlig administration, afrikanske ledere overtog, var skabt til at tjene eliten og metropolen, som politiets job var at undertrykke befolkningen, ikke servicere den, at landevejene ikke så meget forbandt de afrikanske samfund som de nye hvide centre, og at jernbaner hverken sammenknytter nabolande eller landenes regioner: De løber fra mine og plantage til havn.

Og sådan kan man blive ved: Mens resten af verden forsøgte at industrialisere sig op gennem 1800- og 1900-tallet, sørgede kolonimagterne bevidst for at undgå industri i kolonierne, men knuste, hvad der havde været af afrikansk fremstillingsinitiativ. Intet under, at 1960'ernes afrikanske ledere troede, at vejen frem var en hurtig industrialisering. Det meste gik helt galt. Winkel forklarer:

"Der var ikke nok folk med relevante uddannelser, der var for lidt risikovillig kapital, knaphed på fremmed valuta til import af maskiner, reservedele og råvarer, for få personer med erfaring i at drive industrivirksomheder, og så var hjemmemarkedet for lille."

Da mange i den nye afrikanske elite samtidig udviste en vis foragt for egen baggrund som bondejokker (også kendt i Europa), blev afrikansk landbrug både underprioriteret og malket for at finansiere de tumpede industriprojekter. Med låntunge hvide industrielefanter på den ene side og et mere og mere lammet landbrug på den anden gik det helt galt op gennem 1970'erne. Slutteligt låste Den Kolde Krig mange afrikanske lande fast i samme skruestik som koloniseringen, fordi de to hovedanatagonister støttede eller indsatte banditter i afrikanske lande til at gå deres ærinde. Afrika fik først mulighed for ægte selvstændighed, da Den Kolde Krig sluttede. På verdenshistoriens store ur er det kun få minutter siden.

Virkelighedens AFR

Desværre drives for meget af Afrika-debatten af bistandsfolk, der, som Winkel har forklaret i et interview, "er beskæftiget i løsningsindustrien." Desværre, fordi deres syn uvægerligt vil være knyttet til gennemførelsen af de løsninger, der serveres, styres og leveres udefra, fra os - for dem. Det er følgelig en branche, hvor den største erhvervsrisiko hverken er aids eller skrumpelever, men skuffelse og sortsyn.

Winkel er tilsyneladende heller ikke gået fri; på trods af, at han har slidt sig gennem opslagsværker og rapporter for at præsentere Afrikas objektive problemer i denne fremragende bog, kan han ikke nære sig fra at spekulere på, om svaret på hans spørgsmål i virkeligheden ikke skulle være den afrikanske kultur, dén, der i hans øjne altid prioriterer fritid højere end velfærd. Også fatalismen er en væsentlig forklaring for Winkel.

Ordspilleriet om forklaringer eller undskyldninger er ikke bare en selskabsleg, men har hver eneste dag dramatiske konsekvenser. Vores nuværende regering var stærkt utålmodig ved sin tiltræden og skar straks ned på bistanden, der netop er de tålmodiges redskab. Som bekendt indtraf senere et dramatisk skifte, da statsministeren havde været i Afrika og ved selvsyn konstateret den afgrund af problemer, som afrikanere ifølge de utålmodige forventes at kunne løse i ét eller to raske hug. Lige siden den dag, Anders Fogh Rasmussen kiggede ind i et mozambiquisk provinshospitals apotek og konstaterede, at "det rummede mindre medicin end en gennemsnitsdanskers badeværelsesskab," har Afrika fået en dramatisk højere prioritering hos hans regering. Kort sagt: Statsministeren kunne ikke udholde at stå ansigt til ansigt med elendigheden uden at gøre noget. Tror han på, at det nytter, eller handler han først og fremmest 'så'n moralsk', som Hausgaard lader sin gennemsnitsdansker sige? Vi ved det ikke, men det er afgørende, hvad hans embedsværk, det vil sige Danida, og vælgerne tror. Netop fordi tvivlens orm gnaver i folkedybet om virkningen af hjælp, ender Winkel sandsynligvis med at skyde sig selv i foden med sine kulturelle overvejelser - de kommer til at fylde mere og med modsat fortegn, end han sikkert selv ønsker, fordi de bekræfter fordomme, der har kunnet rodfæste sig hos os i generationer; ikke mindst den om de dovne afrikanere.

Uafrikansk

Derfor ender globetrotteren Hjalte Tin i en omtale af Winkels bog uvægerligt med spørgsmålet: Skal Afrika være uafrikansk for at klare sig?

Ja, selvfølgelig. Lige som Europa måtte være ueuropæisk for at blive et moderne Europa uden snærende stænderlove, fascisme eller brovtende patriarkat, altsammen gode gamle udtryk for europæisk kultur - en kultur, der fik millioner af fattige til at strømme til frihedens Amerika, hvor de kunne arbejde sig til velstand (som afrikanere nu strømmer til Europa for at slide og slæbe). Selvfølgelig vil fremtidens velstående afrikanske landsby næppe underholde besøgende fremmede embedsmænd med samme overdådige danse- og sangopbud som nu - det har de ikke tid til; de er på arbejde.

Dagens besøgende embedsmand, dansk eller canadisk, bliver derfor nødt til at se nøjere på sit billede af 'afrikansk kultur'. Hvorfor skulle netop den afrikanske af alle kulturer være statisk og dermed årsag til kontinentets tilsyneladende evindelige elendighed? Som om kultur ikke altid er dybt påvirket af sine materieller betingelser? I hvilken kultur er de uudannede ikke fatalister? Hvordan vil Calderisi forklare sin teori om den kulturelle accept af diktatorer til den gennemtævede zimbabwiske opposition, der nu i syv-otte år har lagt liv og lemmer til dens modbevis?

Winkel fremhæver, at dengang "landbruget lagde grunden til velstanden" hos os, knoklede vore bønder tre gange så hårdt som dagens afrikanske mandlige bonde. Det er muligt. Men blot få årtier tidligere var den danske bonde altså selve sindbilledet på alt dovent og futilt og fatalistisk; han var et skrog, der drak sig til drømme om et liv i baronens seng. I datidens forklaring var han uforbederlig, akkurat som dagens afrikanere hævdes at være, "i sansernes vold". Peter Henriksens fremragende disputats af samme navn belyser forbilledligt, hvordan den højt besungne danske bondes flid og initiativrigdom først 'opstod' i 1800-tallet - i takt med stavnsbåndets ophævelse, udflytningen, demokratiseringen og andre materialle og juridisk frisættende forandringer.

Bistand eller ej

Calderisi skriver bevidst provokerende. Han vil ruske og har derfor givet bogen undertitlen Why foreign aid isn't working. Den er derfor blevet noget af en bibel for højrefløj og liberalister, der helst ser enhver form for bistand afskaffet og den nøgne liberalisme som Afrikas eneste vej op af sumpen. De går galt i byen, for selv den desillusionerede Calderisi mener, at vi skal hjælpe; at lukke for bistanden "ville være som at opgive at finde en kur mod kræft," konkluderer han, der kræver bistanden mere koncentreret og resultatorienteret.

Winkel derimod vil end ikke diskutere spørgsmålet, om bistand hjælper, han erklærer nærmest i forbifarten, at Afrika i det mindste ville være værre stedt uden. Det klæder ikke rigtigt hans bog, netop fordi spørgsmålet om Afrikas tilstand er så uløseligt forbundet til spørgsmålet om bistand - nogle hævder ligefrem, at bistanden er en del af, måske endda en medvirkende årsag til, elendigheden. Men man forstår ham - hvor mange er der egentlig i Danmark, der ærligt mener, at bistandshjælp til fattige danskere kun gør ondt værre? Hvad er den globale forskel?

Et gammelt congolesisk ordsprog siger, at "når maven rumler, kan øret ikke høre"; Calderisi citerer undervejs en præst for at tage ordsproget videre til et udsagn om den afrikanske befolknings manglende oprørslyst, at "folk klynger sig til livet og er endnu ikke på det niveau, hvor de vil kæmpe for kvaliteten af deres liv". Måske skulle alle dvæle lidt mere ved denne 'kulturelle undskyldning'.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hvordan kan man få skrumpelever i Afrika, når man ikke har råd til alkohol? Ifølge artiklen http://www.sundhedslex.dk/skrumpelever.htm er den største årsag til skrumpelever indtagelse af alkohol. Okay, statslederne er utroligt rige, da de stjæler befolknings penge. Men ellers er der vel ikke mange, som har råd til at pådrage sig en skrumpelever. Det er vel én af de få goder ved at være fattig :-)