Efter selvmordsbomberne følger obduktionen. Efter myrderierne de selvmodsigende forklaringer. De hader vores frihed, lyder det. De hader besættelsen af Afghanistan og Irak. De hader vores udplyndring af Mellemøstens olieressourcer. De hader de vantro. De bare hader.
Nogle hævder, at disse massakrer på tilfældige civile udspringer af irrationelt psykopati uden klare mål. Det er forkert. De er onde, politiske drab, der har deres oprindelse i en politisk kontekst, der i vidt omfang er et resultat af vestlig stormagtspolitik. Og de motiveres af klare politiske mål.
I over 60 år skabte, bevæbnede og finansierede Storbritannien og USA den muslimske verdens tyranner til gengæld for adgang til olie og støtte under Den Kolde Krig. Var der spirer til demokrati eller islamisk reformation - som valget af Mossadeq i 1951 i Iran - sørgede vores regeringer for, at de omgående blev kvalt. Var der demokratisk sindede oppositionelle, blev de ufortøvet torteret og dræbt.
I dette betændte miljø spirede i stedet en udemokratisk opposition frem. Mellem-østen blev forvandlet til en petriskål for wahhabismens fundamentalistiske virus. da demokrati var udelukket, voksede denne dystre afart af islam i popularitet som eneste alternative ventil for vrede over de vestlige stedfortræder-lederes åbenlyse korruption.
Wahhabismens filosofi er enkelt. Wahhabierne er som besatte af renhed. De tror på den fuldkomne og betingelsesløse underkastelse under sharialoven, som de ser som det moralske livs eneste og evige kilde. De tror på, at rationalitet og demokrati er kilder til en iboende ond og forgiftende vestliggørelse, der vil nedbryde den eneste sande islam. Alle øvrige varianter af islam - dvs. de, som praktiseres af det massive flertal af verdens muslimer - er for wahhabierne så vederstyggelige som kristendom, jødedom og ateisme. Skønt den militante wahhabisme oprinder i Mellemøsten, har den spredt sig til store dele af verden, til Indonesien, til Tjetjenien og tilsyneladende nu også til West Yorkshire.
Det er nærliggende at antage, at en bevægelse, der blev til som modreaktion på uretfærdigheder, selv må være retfærdig. Og det er fristende at projicere egne overbevisninger om retfærdighed - en tostatsløsning i Israel/Palæstina, et frit Tjetjenien, afskaffelse af fattigdom og global ulighed osv. - ind i selvmordsbombernes forestillingsverden. Da jeg interviewede en selvmordsbombeaspirant fra Islamisk Jihad i Gaza, ønskede jeg at tro, at han var vred over de samme ting som jeg. Men det, han argumenterede for, var, at alle homoseksuelle og jøder bør dræbes, at fattigdom er godt, fordi den fører til "åndelig lutrelse", og at kvinder skal tildækkes bag burkhaer, så længe de lever.
Horribelt uretfærdige vilkår har tidligere fostret totalitære bevægelser med afsindige prætentioner. En afgørende fødselsforløser for nazismen var Versailles-traktatens uhørt ydmygende krav over for det Tyskland, der tabte Første Verdenskrig. Og marxismen-leninismen kom til verden i det russiske tsardømmes torturkamre og blev snart til dette magtapparats spejlbillede. Hver af disse ideologier skabte deres egne monstrøse uretfærdigheder til erstatning for dem, de selv udsprang af.
Imod 'den store Satan'
Ingen bør tvivle om, at islamismen er totalitær. Tal med dens disciple - de er prisværdigt ærlige. De søger absolut kontrol over alle individer, om de så er trosfæller eller ej, for at underkaste dem et sæt moralbegreber, der stammer fra 900-tallet. Deres sag er deres helt egen, følger sin helt egen logik og har eksisteret længe før invasionerne af Irak og Afghanistan.
Tankegangen bag islamistisk terror redegøres der bl. a. for i bogen Riddere under profetens banner af Ayman al-Zawahiri - den mand, Bin Laden selv betegner som sin "mentor". I 1990'erne blev islamisterne frustrerede over, at de ikke formåede at mobilisere 'de muslimske masser' til at styrte deres lokale tyranner. Derfor besluttede de sig for at slå til imod 'den store Satan' - Vesten - for at revitalisere wahhabismens jihad-ideologi og fremskynde islamistiske revolutioner i den muslimske verden.
Bomberne for en uge siden var således ikke prisen for invasionerne i Afghani-stan og Irak. De var prisen for, at Vesten i årtier har understøttet og opkøbt olie af tyranner uden hensyntagen til konsekvenserne. Disse seneste krige er jihadbevægelserne ikke sene til at udnytte propandistisk, men påstanden om, at modstand imod dem udgør de primære motiver finder ikke støtte i virkeligheden.
Tag ikke fejl af jihadierne
Er Vesten dømt til at måtte kæmpe mod den totalitære bevægelse, det selv har næret, i årtier fremover? Der findes to mulige løsninger - en enkel og dårlig og en mere kompliceret, der måske vil kunne lykkes på sigt. Den enkle og dårlige løsning består i at give den totalitære bevægelse, hvad den kræver: Indstil al vestlig støtte til regionens tyranner tilbage, træk vores tropper hjem, og terroren vil ophøre.
Synspunktet er udbredt, men hvis der kommer stadigt nye terrorhandlinger som 11. september, 11. marts og 7. juli, vil det vinde tilslutning. Og skulle terroristerne få fat i beskidte bomber eller lignen-de masseødelæggelsesvåben, vil det kunne samle støtte fra en majoritet.
Det kan lyde besnærende. Men betænk lige, at Osama bin Laden anser Spanien (eller Andalus, som han kalder det) for et muslimsk land, fordi der var muslimske riger her indtil 1492. Samme synspunkt har han på hele Israel, store dele af Balkan og hele Kashmir. Skal vi kapitulere totalt over for bin Laden, skal vi altså ikke blot udlevere hele Mellemøsten til sharia-loven. Vi må også afgive Spanien, Tel Aviv, Kosovo og store dele af Indien for at blive fri for al-Qaedas anslag. Der kan være gode grunde til at trække de vestlige tropper ud af Irak, men at gøre det, fordi bin Laden kræver det, er ikke en af dem. Uanset hvor meget kød, vi fodrer denne tiger med, bliver den aldrig vegetar.
Tag ikke fejl af jihadiernes motiver. Deres ord taler for sig selv. Deres krig begyndte for flere år siden, og hvis den skal ende i vores levetid - hvis vi igen en dag skal kunne tage ubekymret med metroen - må vi ikke blot at være på vagt over for mistænkelige pakker. Vi må også være på vagt over for mistænkeligt simple forklaringer.
Den anden løsning vender jeg tilbage til i min næste klumme.
