Læsetid: 4 min.

Hvorfor er der ingen video?

Muslimer i Mellemøsten vil sandsynligvis kunne lide noget af det demokrati, vi hævder, vi forsøger at eksportere til dem. De ville sikkert også gerne tage nogle af de menneskerettigheder, der står på hylderne i det vestlige supermarked. Men de vil også gerne have en anden slags frihed - frihed fra os. Og det ser det ikke ud til, vi vil give dem
21. januar 2006

Er det ham? Ja, næsten helt sikkert. Hvorfor så kun lyden? Hvorfor er der ingen video? Er han syg? Ja, siger de sædvanlige amerikanske 'efterretningskilder'.

Det er den samme gamle historie. Osama bin Laden taler til os fra en hule, inde i en hule, fra en kælder måske, fra et bånd, der næsten med garanti er optaget via en telefonforbindelse langt borte fra. Torsdagens besked, som sædvanligt bragt på al-Jazeera-tv, var en påmindelse om, at sikkerhed - ikke sygdom - afgør den måde, han kommunikerer på.

Vi bombede og invaderede Afghanistan for at finde bin Laden, og vi slås og dør i Irak for at dræbe hans tilhængere - men han undslipper os stadig, han truer os stadig, han hjemsøger os stadig.

Hvor meget længere kan dette vanvid fortsætte? Præsident Chirac advarer om, at Frankrig - af alle lande - kunne finde på at benytte atomvåben, hvis landet bliver angrebet. Benytte mod hvem? Amerikanerne sprænger pakistanske børn i småstykker og hævder, de har dræbt fem eftersøgte mænd, deriblandt en bombemand. Men der findes absolut intet bevis. Bin Laden siger, at USA vil blive angrebet igen, medmindre man accepterer en våbenhvile i Afghanistan og Irak. Var det ikke meningen, vi skulle vinde 'krigen mod terror'? Åh nej, siger 'eksperterne', bin Laden og al-Qaeda er ved at tabe, det er derfor, de vil have en våbenhvile. Ja, ja, det lyder fint.

Det er naturligvis et spil. Bin Laden har ingen planer om at indstille sin egen krig, det har George W. Bush og Tony Blair heller ikke. Bin Ladens tilbud skal nærmest med garanti afvises. Han ønsker, at Bush og Blair afviser det. Og efter det næste angreb kommer den næste båndoptagelse. Se, hvad der sker, når I afviser vores våbenhvile. Vi advarede jer. Og vi vil spørge: Er det ham? Hvorfor er der ingen video?

Så får vi at vide, at de amerikanske sikkerhedsstyrker ikke har kunnet afværge et angreb, at 'operationer' tager tid at forberede. "Det er bedre ikke at bekæmpe muslimerne på deres jord," siger bin Laden. "Vi har ikke noget imod at tilbyde jer en våbenhvile, der er fair i det lange løb - så vi kan genopbygge Irak og Afghanistan," siger han. Glem et øjeblik den dybe kynisme bag dette budskab - at nedbryde Iraks shiaer synes at være et af de irakiske oprøreres mål - det afslører også et af bin Ladens gamle temaer: Ideen om at disse krige vil ruinere USA.

"Der er ingen skam i at acceptere denne løsning, den vil forhindre, at man spilder milliarder af dollar på krigens købmænd." Det er næsten de samme ord, bin Laden sagde til mig, sidst vi mødtes. "Amerikanerne går bankerot," sagde han dengang. Han havde ikke indset, at krig er brændstof for en supermagts økonomi.

Spansk hjemmeside

Kommer der amerikanske lig tilbage til USA? Sørg blot for, at pressen ikke tager billeder af kisterne. Bomber i London? Det har intet med Irak at gøre. Det fortalte en ulykkelig Blair os sidste juli. Nu kigger man på en spansk hjemmeside om Irak på skærmene i Det Hvide Hus. Hvorfor? Fordi spanierne er interesserede i den krig, deres hær forlod? Eller fordi så mange af de døende amerikanske soldater i Irak er af spansk afstamning? Og så er der Paul Bremer, USA's lige så ulykkelige tidligere prokonsul i Bagdad, der fortæller, at de samme spanske styrker bidrog til oprøret i Najaf, fordi de ikke passede deres arbejde i Irak.

Mere sludder. Hvad der startede oprøret, var Bremers personlige vrede over et angreb på ham i en lille shiamuslimsk avis, som han beordrede lukket (i en bekendtgørelse på elendigt arabisk). Det var dette, der ansporede Muktada el-Sadr til at bekæmpe amerikanerne. Og sådan fortsætter det. Skyd skylden på fremmede soldater - selv om 158.000 af dem i Irak faktisk bærer amerikanske uniformer - skyd skylden på Syrien, på Iran. Og på Spanien. Skyd skylden på alle dem, der ikke er 'med os'.

Men faktisk kræver det Irans og Syriens hjælp for at få USA og England ud af dette skamfulde eventyr. Men hvad skal vi gøre? Øge presset på Iran ved at hævde, at landet har planer om at udvikle atomvåben. Og hvorfor Iran? Hvorfor ikke den uendeligt mere ustabile islamiske stat kaldet Pakistan, der faktisk besidder atomvåben? Selvfølgelig fordi dets diktator, præsidentgeneralen Musharraf er 'på vores side'. Hvorfor ikke angribe Nordkorea, hvis leder er mere ustabil end nogen iransk præst? Fordi han også har atomvåben.

I Afghanistan vender talebanerne langsomt tilbage. Uden for Kabul bærer alle kvinder burkha. Men havde de ellers ikke taget dem af? Var kvinder ikke 'frie' i Afghanistan nu? Amerikanske soldater dræbes i stigende tempo i Afghanistan. Jamen, havde de ellers ikke vundet?

Det er blot få måneder siden, bin Laden bombarderede os med forklaringer om sin bevægelses angreb. Hvorfor spurgte ingen, sagde han, hvorfor Sverige ikke blev angrebet? Og derfor tror jeg bestemt, vi kan frygte for flere angreb på USA, flere kapitler om 'krigen mod terror'. Og hele tiden uden at Vesten leder efter en måde at slutte denne 'krig'.

Hvad med lidt retfærdighed i Mellemøsten? Hvad med at fjerne det tæppe af uretfærdighed, der har ligget over regionen i så mange årtier? Muslimer i Mellemøsten vil sandsynligvis kunne li' noget af det demokrati vi hævder, vi forsøger at eksportere til dem. De ville sikkert også gerne tage nogle af de menneskerettigheder, der står på hylderne i det vestlige supermarked. Men de vil også gerne have en anden slags frihed - frihed fra os. Og det ser det ikke ud til, vi vil give dem.

Så krigen fortsætter. Vær på udkig efter flere båndoptagelser, flere trusler og mere død.

© The Independent og Information

Oversat af Ebbe Rossander

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her