Koranen giver ikke nogen forklaring på forbuddene mod visse fødevarer. Men det indgår i den lærde tradition at spekulere over Guds hensigter med reglerne. Hvad er de rationelle grunde til forbuddene? Rationaliserede forklaringer har været almindelige og tenderer imod at blive endnu mere almindelige: Mennesker i dag kræver andre grunde end den blotte henvisning til, at Gud har forbudt noget. Almindelige argumenter bliver så, at grise er beskidte dyr, at de indeholder trikiner eller andre parasitter, at histaminet i svinekød er skadeligt.
Man peger på, at fisk uden finner og skæl lever i stillestående, sygt vand. Man kan henvise til, at visse fødevarers værdi for helbredet også diskuteres uden for den muslimske verden. "Du bliver, hvad du spiser", junk- og fast food, alkoholens skadevirkninger er slagord i den aktuelle debat, i særdeleshed i de velstående dele af verden. Det vil altså være ganske let i debatten at overføre forbuddene fra den religiøse sfære til den verdslige.
Men samtidig peger en del teologer på det farlige i udelukkende at give rationelle forklaringer. For så vil man jo ikke være bundet af forbuddene, hvis det skulle vise sig, at de ikke "stemmer overens med videnskaben".
Mod det kan man stille tesen om, at "Gud ved bedst" (allâhu a'lam). Buddene skal adlydes, eftersom de er blevet påbudt af Gud. Den fremherskende tendens har været at se forskrifterne for mad og drikke som et udtryk for Guds vilje. Ibn Abbas, en af Muhammeds fætre og en tidlig fælle, udtrykker det udmærket i en traditionel beretning (hadith) om profeten. "Menneskene, der levede i jâhiliyya (uvidenhedens tid, dvs. før-islamisk tid), spiste visse ting og afstod fra andre ganske enkelt på grund af smag og behag. Men Gud sendte Sin Profet og åbenbarede Sin Bog. Han tillod det, der var lovligt, og forbød det, der var ulovligt i Hans øjne. Det Han tillod, er lovligt, det Han forbød, er ulovligt, og det Han ikke ytrede sig om, tolereres."
