Læsetid: 2 min.

'Hvorfor lige os?'

Lektor ved Skuespillerskolen ved Odense Teater, Jens August Wille, beskriver skolen som en institution i fremgang. Nu frygter han, at nedskæringerne vil betyde, at skolen må lukke
3. november 2006

Jens August Wille, I har været meget fokuseret på at beslutningen om nedskæringer er baseret på forkerte tal. Men faktum er, at der er stor arbejdsløshed blandt skuespillere. Er der brug for tre skuespilleruddannelser i Danmark?

"Ja, det er der. Jeg vil gerne indrømme, at beskæftigelsestallene fra Odense har været bekymrende, men vi har rettet op på det. Vi har gjort branchen opmærksom på, hvad vi kan. Vores elever er faktisk i arbejde som aldrig før.

Vi undrer os over, hvorfor politikere synes, at det er netop os, der skal rammes af nedskæringerne, for vores skole har ikke dårligere tal end de andre skoler."

Er det ikke forståeligt, når Louise Frevert taler om, at man ikke skal modtage støtte for at uddanne folk, der ender som arbejdsløse?

"Jeg synes, det er reelt nok, at stille krav til uddannelsessteder. Men det handler om et kunstpolitisk syn, hvor man koncentrerer sig om at forbedre kunstuddannelser, frem for at skære ned.

Vi mener jo ikke, at arbejdsløshed er godt. Men inden for skuespillerkunsten er det nødvendigt at uddanne mange forskellige typer, for at skabe mangfoldighed og kvalitet i branchen.

Jeg mener også, at det er forkert at tro, at fordi man uddanner færre skuespiller, så bliver der færre skuespiller. Men det vil betyde at en del af dem ikke er god nok. Det vil gå ud over kvaliteten."

Du taler om, at Skuespillerskolen er under forandring og klarer sig godt. Det synes politikerne ikke. Har du gjort dit arbejde godt nok, når du ikke har formidlet, hvad I kan til beslutningstagerne?

"Det kan man selvfølgelig sige. Men jeg har forsøgt, men der har ikke været politisk ønske om at tage debatten. Uddannelsesrådet, som er nedsat til at se på kvaliteten af uddannelsesinstitutioner, er heller ikke blevet spurgt til råds, de er også uenige i beslutningen.

Så det handler måske om, at man ikke har været interesseret i at høre på, hvad vi har sige."

Politikerne argumenterer for, at der ikke er tale om nedskæringer, men omlægning. Nu vil en del af pladserne fra Skuespillerskolen i Odense gå til en ny musicaluddannelse. Hvorfor er det en dårlig idé?

"Det er det heller ikke. Vi har ikke noget imod en musicaluddannelse. Hvis poli-tikerne havde lyttet til os, ville de have vidst, at vi er i gang med at udvikle musik-dramaturgi som tilbygningsfag. Vi kunne have indgået et samarbejde om udvikling af en musicaluddannelse. Faktisk er der mange af de skuespillere, der er uddannet fra vores skole, der arbejder med musical i dag.

Når man overhovedet ikke indgår i dialog med os om mulighederne for at udvikle skolen, sidder jeg tilbage med et indtryk af, at det blot handler om, at man ikke ønsker tre skuespiller-uddannelser i Danmark.

Man kalder det for en konvertering, men det er nedskæringer, som vil føre til lukning."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her