Læsetid: 4 min.

Hvorfor ikke røvbananer?

Med et mesterligt træk gjorde Italiens fjernsynsejer og statsminister sig selv til et offer for medietyranni
7. april 2006

ROM - I mange år var der en graffiti på en mur i Trastevere i Rom, hvor man kunne læse, at "Kvinder har de nosser, som mænd ikke har".

Så når Silvio Berlusconi på et vælgermøde forleden kaldte de vælgere, der ikke stemmer på ham, for coglioni, så går den ikke at oversætte det ved hverken nosser eller testikler, som er den bogstavelige betydning, men har potente konnotationer. Da den højreorienterede indehaver af Bar Paradiso i et interview her i avisen brugte samme ord om venstrefløjen - men altså før Berlusconi - oversatte jeg det med "røvhuller". Redaktioner fra hele verden har opsøgt sprogprofessorer for en korrekt oversættelse, og dagbladet La Repubblica giver prisen for bedste bud til engelske The Guardian, som lod Berlusconi kalde vælgerne for dickheads. "Pikhoveder" er fint, "røvhuller" er fint - eller hvorfor ikke min barndoms "røvbananer": Der er frit valg på alle hylder i underetagen.

Hvad enten, det var en lapsus eller et forsøg på at være folkelig, så var Landssammenslutningen af butiksindehavere måske ikke det rette forum for en sjofert, men vejene i Berlusconis valgkamp er uforudsigelige. Enten er han gået i panik, eller også har han en masterplan.

Det sidste kunne man få fornemmelse af onsdag aften.

Romano Prodi har fra valgkampens begyndelse sagt, at han kun ville mødes i en direkte tv-konfrontation på neutral grund. Det statslige Rai. Ikke på en af Berlusconis egne kanaler.

Men tirsdag eftermiddag gav Berlusconi ordre til at rydde debatprogrammet Terra onsdag aften på sin vigtigste kanal for planlagt indhold. Han ville selv optræde i en konfrontation med Prodi, og der afgik besked til dennes talsmand Sircana, som troede, det var en joke. Prodi var i Torino og ville selvfølgelig ikke med en dags varsel bryde sin principielle modstand mod at optræde i sin rivals fjernsyn i en improviseret duel.

Prodis afslag var ventet, så Berlusconis plan B - som i virkeligheden var plan A - var, at Prodis stol skulle stå tom, og han selv skulle besvare spørgsmål fra fem kritiske, men håndplukkede, venstreorienterede journalister.

Journalisterne sagde nej, og den ene programansvarlige for programmet Terra sagde nej. Det ville være ulovligt. Det ville stride mod par condicio. Loven om lige adgang til medierne. Den anden programtilrettelægger sagde ja. Den første bliver sikkert fyret og den anden forfremmet.

Men da var der allerede gået så meget kuk i den, at Berlusconi selv aflyste. Han havde fået det, som han ville have det. Han var blevet offer for røvbananernes blanding af konfrontationsangst og medietyrrani. Og det var vel hans oprindelige plan A.

Sneboldeffekt

Sagen havde sneboldeffekt: Da venstrefløjens partiledere Fassino og Rutelli, Prodis løjtnanter, hørte om Berlusconis improvisation, nægtede de at stille op til en konfrontation senere på aftenen på samme kanal med Berlusconis allierede Fini og Casini i programmet Matrix, som er et i øvrigt godt og afbalanceret politisk talkshow. De blev væk. Det gjorde Fini og Casini ikke, for ingen havde givet dem besked. Lederne af Berlusconis støttepartier stod på Mediasets studier i Rom og tyggede pindemadder og bitterhed, fordi de ikke var blevet informerede om, at røvhullerne ikke ville møde op, og de kan nu tygge videre på, om de var blevet ofre for deres modstanderes uhøflighed og manglende sans for fair play, som de sagde, eller i virkeligheden ofre for deres egen regeringschefs bevidst udtænkte set up.

Berlusconis kanaler onsdag aften blev ryddet for alt andet end fodboldkampen mellem Juventus og Arsenal, som ingen alligevel så, fordi italienerne var bagud 0-2 på forhånd, og der blev improviseret en debat om ytringsfrihed og respekt for valgkampens regler. Gæt selv tendensen: Berlusconis ytringsfrihed var blevet knægtet, og selv på en mindre uafhængig kanal optrådte studieværten Giuliano Ferrera med et tørklæde kneblet for munden i solidaritet. Kanalen La7 ejes af Telecom Italia, men Ferrara har været minister i en Berlusconi-regering, og hans avis Il Foglio er finansieret af statsministeren.

Onsdag aften i tv var Berlusconis og på hans præmisser, på trods af at han ikke selv medvirkede. Ret snedigt.

Men medierne er ikke hans. Hans alene. Mediemogulen, som han kaldes i dansk presse, uden at nogen vel ved, hvad en mogul er, ejer eller kontrollerer ikke 90 procent af italiensk tv, sådan som det også undertiden kan læses.

Statens tv Rai har en share i primetime på 45,07 procent. Berlusconis er kun 40,65.

I kraft af sit parlamentsflertal og loven om det statslige fjernsyn har Berlusconi indflydelse på ledelsen af Rai. Den er og har altid været politisk valgt, men man kan ikke sætte procenter på hans indflydelse. Der er lov om minutudmålt medieadgang for alle politikere på alle kanaler. Også på Berlusconis egne.

Og når han i valgkampen har hævdet, at 99 procent af den trykte presse er imod ham, så har han ret. De store borgerlige aviser er mere eller mindre åbenlyst imod ham, og hans få støtter i pressen er oplagsmæssigt små. Men han ved også, at den italienske presse ikke sætter politisk dagsorden, og at italienerne ikke læser aviser. 300 pr. 1.000 i Danmark. 100 pr. 1.000 i Italien.

Om en statsminister kan eje eller kontrollere lidt under halvdelen af et lands fjernsyn er et principielt spørgsmål, og det er kun et tema for de intellektuelle og røvhullerne i valgkampen. Den lille halvdel, Berlusconi besidder, styrede han onsdag aften mesterligt rundt om al restriktiv lovgivning og tvang pressen i ind- og udland til ikke at beskæftige sig med andet end ham. Også Dagbladet Information.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her