Læsetid: 2 min.

Hvorfor straffer vi?

16. april 2005

Justitsminister Lene Espersen vil skærpe straffen for hensynsløs kørsel. Baggrunden er en dødsulykke fra Brønshøj, hvor en 21-årig mands fartgale fremfærd kostede to mennesker og et ufødt foster livet. Folketinget vil med stor sandsynlighed vedtage dette forslag.
Men vil det hjælpe? Direktøren for Rådet for Større Færdselssikkerhed, René la Cour Sell, gav fredag et svar, der bevæger sig ad to forskellige spor. Højere straffe for den form for totalt uforsvarlig kørsel vil næppe have nogen præventiv virkning, sagde han. Men en skærpelse af straffen vil være godt for retsfølelsen. De mennesker, der har mistet en nærtstående i familien, forstår simpelthen ikke, at samfundet ikke sender nogle mere håndfaste signaler.
Med samfundet må han her mene lovgivningsmagten og det statslige apparat. Det vigtigste i direktørens korte udtalelse er imidlertid, at han fanger to centrale, men modsat rettede elementer i den overordnede diskussion om sammenhængen mellem forbrydelse, straf og virkning. Som det fremgår af Information fredag, mener nogle af landets mest fremtrædende kriminologer, at der i den forbindelse er sket et markant skred i den politisk bestemte begrundelse for at straffe.

Anledningen er, at den nuværende straffelov har været i kraft i intet mindre end 75 år. Den er blevet ændret og justeret talrige gange, men det grundlag, der blev lagt i 1930, eksisterer stadig. Og det var i sin tid ganske skelsættende. Forestillingen om, at man skulle straffe for at hævne, blev afløst af et ideal om at bruge fængselstiden til at resocialisere den indsatte. Siden blev denne opfattelse yderligere styrket, da de universelle menneskerettigheder blev vedtaget som en af mange beslutninger, der skulle sætte en effektiv stopper for det, menneskeheden havde været igennem under de totalitære regimer og Anden Verdenskrig.
Begrebet »retsbevidsthed« kom til at spille en væsentlig rolle i den offentlige debat. Hvis denne bevidsthed blev krænket, betød det som regel, at statsmagten og myndighederne var gået for vidt i deres behandling af det enkelte individ. Derfor blev der også talt om retsbeskyttelse. I dag er det dominerende ord et andet. Nu er det »retsfølelsen«, der appelleres til. Men i det ligger der noget ganske andet end både retsbevidsthed og retsbeskyttelse. Kort og brutalt sagt er der tale om hævn.

Netop hævn har da også, historisk set, været den afgørende drivkraft bag skiftende tiders straffelove. Sideløbende har der været forestillinger om, at strenge straffe kunne virke afskrækkende – og dermed forebyggende. Dertil kan føjes ønsket om at beskytte lovlydige borgere ved at bure lovovertræderne inde. Alle tre motiver er i dag kommet tilbage som gangbare argumenter for at skærpe længden af de fængselsstraffe, domstolene kan – eller bør – udmåle til de dømte.
Problemet er, at det stort set er sket under ringe opmærksomhed uden for eksperternes kreds. Der er i den grad brug for en bredere debat om det ganske enkle, men centrale spørgsmål: Hvorfor straffer vi?

tok

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her