Læsetid: 3 min.

Hvorfor Sudan?

31. august 1998

Er der noget, man næppe kan beskylde Bill Clinton for, så er det at have fingeren på aftrækkeren. Præsidenten har aldrig været letsindig i sin anvendelse af USA's enorme militære styrke - hverken mod individuelle terrorister eller mod stater, der beskyldes for at støtte terrorisme. Irak er et interessant eksempel.
Siden afslutningen på krigen i Den Persiske Golf i 1991 har Saddam Hussein og hans despotiske styre systematisk søgt at vige uden om FN's våbenkontrol og sjældent forsømt en lejlighed til at provokere USA og det internationale samfund. Årsagen kender vi fra FN's jævnlige rapporter om Iraks hemmelige våbenprogram. Heraf fremgår det, at Saddam er fikseret på én ting: At bevare sit lands kapacitet til at fremstille masseødelæggelsevåben.
Dét til trods har Clinton kun én gang affyret missiler mod Irak. Under krisen i februar byggede USA sin flåde og sine tropper op i Golfen, men undlod at lade raketter regne ned over Bagdad, da FN's generalsekretær Kofi Annan i sidste time aftvang Saddam en indrømmelse: At Irak skulle overholde FN's våbenresolution fra 1991, som giver våbeninspektørerne fri og uhindret adgang over alt i landet.
Siger og skriver fem måneder senere - i slutningen af juli - afbrød Saddam ensidigt sit samarbejde med FN's særkommission UNSCOM. Det er en åbenlys overtrædelse af februar-aftalen med Annan, og stiller det internationale samfund overfor en hidtil uhørt provokation fra Irak.
USA's reaktion? Gaben. Udenrigsminister Madeleine Albright påpeger, at Washington ikke udelukker militær pression på et senere tidspunkt. Nu gælder det om ikke at lade sig provokere og i stedet samle en international front mod kaliffen i Bagdad. "Vi har lært af erfaringerne," siger regeringskilder. Ærligt talt. Nu har vi i snart et år fået indprentet, at et ubevogtet Irak vil kunne fremstille nervegas og biologiske våben i løbet af nogle få uger. Hvad skal man tro?

Umiddelbart virker det amerikanske kursskifte klogt, for uden solid opbakning fra sine allierede, herunder moderate arabiske stater, risikerer USA's militære enegang i denne og andre konflikter at undergrave Sikkerhedsrådets prestige. Det kan blive en fare for den skrøbelige internationale magtbalance, som er blevet etableret under USA's og især præsident Clintons lederskab efter Den Kolde Krig.
Så hvad tænkte præsidenten egentligt på, da han sent på natten den 19. august satte kryds ud for Sudans el Shifa-fabrik som et legitimt bombemål? CIA skal have præsenteret Clinton for "uomstødelig" beviser på, at el Shifa fremstiller nervegas VX på bestilling af den saudiarabiske terrorist og milliardær Osama bin Laden. Uanset om denne dokumentation holder vand eller ej, sporer man i USA's prompte reaktion en himmelråbende selvmodsigelse.
Hvorfor fremlagde amerikanerne ikke beviserne - som UNSCOM jævnligt gør i Irak - og anmodede Sudan, med hvem USA stadig har diplomatiske forbindelser, om at lukke fabrikken og de militære installationer, som ligeledes skulle fremstille VX? Hvis det USA-fjendtlige styre i Khartoum stillede sig på bagbenene, kunne Clinton-regeringen være gået til Sikkerhedsrådet med sin dokumentation og krævet handling, herunder truer med bomber. Men det skete ikke. I stedet gav Clinton ordre til at affyre et bundt krydsermissiler.

Fra et psykologisk synspunkt er det forståeligt, at USA i vrede og frustration over massakrerne i Nairobi og Dar Es Salaam følte et behov for at gøre gengæld. Argumentet, at et omfattende angreb på Osama bin Ladens to afghanske terroristlejre kunne udsætte og måske hindre forestående bombeattentater, bør under alle omstændigheder ikke afvises a priori, skønt vold som bekendt har en tendens til at avle vold. Men at spy en kaskade af missiler fra Det Røde Hav mod en farmaceutisk fabrik i Sudan, der måske en dag vil levere et kemisk våben til bin Laden, tangerer til statsterrorisme.
Handlingen forekommer ude af proportion med formålet - at sætte en stopper for bin Ladens afskyvækkende terrorisme mod USA og uskyldige civile over alt i verden. Dersom amerikanerne sidder inde med uomstødelige beviser, gør landet klogt i straks at lægge dem frem, uagtet at vigtige efterretningskanaler i Sudan risikerer at blive brændt af. Selv hvis der foregik fremstilling af nervegas på el Shifa, bør det amerikanske angreb fordømmes som en supermagts arrogante optræden.
Det internationale samfund kan godt nok ikke sammenlignes direkte med et retssamfund. Men alligevel, hvorfor får Irak lov til at forsvare sig i FN, og ikke Sudan? burch

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu