Læsetid: 6 min.

Hvorfor tog vi fejl?

Om konsoliderede demokratier og gråzoneregimer i de tidligere kommunistiske lande
Om konsoliderede demokratier og gråzoneregimer i de tidligere kommunistiske lande
16. juni 2007

Politiske opstramninger i Rusland, en Orangerevolution i Ukraine, der ikke blev ført til ende, en lang ødelæggende magtkamp mellem præsident og parlament i Rumænien, gadekampe og politisk vold i Ungarn, forværring af mindretalsspørgsmålet i Estland, politisk skakmat i Tjekkiet, svære forhold for demokratiet i Polen. Demokratiet har det ikke for godt i dagens Østeuropa.

Da muren faldt, og Sovjetunionen væltede for 18 år siden, var det ellers en fremherskende opfattelse, at vejen var banet for en ret gnidningsfri overgang til demokrati og markedsøkonomi. I dag diskuteres mere, hvorfor politikere og eksperter dengang lod sig lede af over-dreven optimisme.

I takt med problemerne for demokratiet i øst er interessen steget for de såkaldte 'gråzoneregimer'. Her har vi at gøre med politiske systemer, der hverken er demokratiske eller autoritære, men befinder sig et eller andet sted 'midt imellem'. De er overgået til 'noget andet', måske et autoritært regime. Faktum er, at de fleste af landene befinder sig her 'midt imellem'.

Før vi ser på årsagerne til den overdrevne optimisme, må vi svare på spørgsmålet: Hvad mener vi, når vi taler om 'demokratiske' og 'autoritære' regimer? Og hvad finder vi af regimer 'midt imellem'?

I den ene ende af skalaen har vi det fuldt ud konsoliderede demokrati. Som påpeget af Juan Linz og Alfred Stepan, to af transitologiens sværvægtere, skal demokratiet fungere godt på flere forskellige arenaer for at kaldes 'konsolideret'. På den politiske arena skal der herske frie og fair valg. Der skal derudover eksistere et aktivt civilsamfund til at understøtte demokratiet, økonomien skal fungere og gøre fremskridt, og et velfungerende embedsapparat skal sikre en stærk stat og god forvaltning.

Blandt regimerne 'midt imellem', men dog i den demokratiske ende af skalaen, finder vi det illiberale demokrati, hvor konkurrence-elementet i forbindelse med valgene undertrykkes, og de checks and balances, der skal holde demokratiet på rette spor, ikke fungerer godt nok.

Det ikke-konsoliderede demokrati kan også være majoritetspræget, hvor valgets vindere ikke respekterer mindretallet ud fra devisen the winner takes it all; demokratiet kan desuden være elektoralt, dvs. lægge vægt på valghandlinger og ikke meget mere. Og endelig kan vi have at gøre med det kaotiske phoney democracy, sådan som vi kunne iagtage det i Rusland under Boris Jeltsin.

Svag og splittet

Men endnu værre forholder det sig under det 'misligholdte demokrati' (democracy by default), hvor staten er for svag og for splittet, og hvor heller ikke oppositionen er i stand til at opstille noget bæredygtigt alternativ. Moldova er nævnt som et eksempel.

Polen under Kaczynski-brødrene betragtes som på samme tid elektoralt, illiberalt og majoritetspræget. Men illiberale træk og majoritetstræk er kendt i en eller anden grad i alle de tidligere kommunistiske lande - og for den sags skyld også i 'vestlige'.

Systemerne i de central- og østeuropæiske lande hører stadig under kategorien 'demokratier', men flere oplever i disse år tilbagefald - en bevægelse bort fra det liberale demokrati over mod det elektorale, illiberale eller majoritetsprægede.

I den anden ende af skalaen, den autoritære, har vi ifølge demokrati-forskere også flere forskellige udgaver. I bureaukratiske, autoritære regimer sætter statsapparatet sig tungt på magten. I det kompetitive (konkurrenceprægede) og elektorale er magten mindre koncentreret og pluralismen højere, men systemet som helhed kan ikke kaldes demokratisk. Og i det det patrimoniale er magten koncentreret omkring en snæver elite, måske en bestemt klan eller familie, som vi især ser det i Kaukasus-regionen.

Blandt Rusland-kendere diskuteres ivrigt, om Rusland under Vladimir Putin bedst kan betragtes som bureaukratisk-autoritært eller kompetitivt - og om vilkårene for et konsolideret demokrati overhovedet eksisterer. Er et stabilt, men dog kompetitivt autoritært system at foretrække frem for et democracy by default eller et phoney democracy som under Boris Jeltsin?

Ingen ufravigelig vej

Men tilbage til udgangsspørgsmålet: Hvorfor tog vi fejl? Eller: Hvorfor er de fleste politiske systemer i øst ikke blevet konsoliderede, ja måske er de autoritære og uden udsigt til at bevæge sig i den rigtige retning?

For at forstå dette bør vi efter min mening se kritisk på de antagelser, der i sin tid skabte den falske optimisme. Ét argument dengang var, at overgangen til demokrati og markedsøkonomi ville følge ganske bestemte 'stier', understøttet af internationale organisationer som IMF og Verdensbanken (Washington-konsensus) og EU (Københavner-kriterierne). Argumentet var teleologisk, for så vidt som overgangen til liberalt demokrati og markedsøkonomi antages at følge ganske bestemte, ufravigelige veje.

Men virkeligheden blev som bekendt en anden. Overgangen til demokrati og markedsøkonomi blev vanskeligere og mere modsætningsfyldt end forudset. De sociale og økonomiske problemer rejste, hvad den tyske Cen-traleuropa-ekspert Kai Olaf Lang betegnede som en 'første frustrationsbølge', som skabte politisk nostalgi og gav tidligere kommunister politisk comeback.

Ved de seneste valg har vi så været vidner til en 'anden frustrationsbølge', mest rettet mod de politiske lederes dårlige politiske moral og den udbredte korruption, og denne gang er utilfredsheden ikke kommet tidligere kommunister til gode, men snarere populistiske, xenofobiske, EU-skeptiske og markedsskeptiske partier.

Ikke som Spanien

Et andet argument gik på, at overgangen til demokrati ville være nærmest lineær og gennemløbe bestemte faser, der alle peger frem mod konsolideret demokrati. Vi var for 18 år siden nok for meget påvirkede af den succesfyldte og glidende overgang til demokrati i Spanien og Portugal og troede, at erfaringerne herfra uden videre kunne overføres på de tidligere kommunistiske lande. Kendsgerningen er, at Portugal og især Spanien havde et stærkere udgangspunkt.

Men virkeligheden blev også her en anden. Nogle lande som for eksempel Ungarn gjorde pæne fremskridt i 1990'erne, men derefter gik det tilbage. Slovakiet oplevede tilbageskridt i 1990'erne under Vladimir Meciar, derefter fremskridt under Mikulas Dzurinda. Robert Ficos socialdemokratisk-nationale regering, der kom til efter valget i 2006, blev mødt med en del bekymring, men har gjort det bedre end frygtet. Demokratiet i Polen bølgede frem og tilbage, indtil til valget i 2001, men vi har siden oplevet tilbageskridt, især under Kaczynski-brødrenes nye 'fjerde republik'.

En tredje udbredt antagelse gik på, at demokratiet vil styrkes i takt med, at kommunismen og arven fra fortiden kom noget længere på afstand. Det var således ventet, at demokratiet ville få det bedre, i takt med at en ny veluddannet generation af eliter kom til uden baggrund i det gamle system og med tætte relationer til Vesten. Men vi overdrev betydningen af den kommunistiske periode og så for optimistisk på den 'politiske opdragelse', der fulgte i kølvandet på kommunismens fald.

Troen på at moralpolitik og den gamle 'Vi-Dem'-skillelinje med kommunisme over for antikommunisme efterhånden ville få mindre betydning og måske forsvinde holdt heller ikke. Det politiske sprog blev uforsonligt og aggressivt. Fortiden blev og bliver stadig brugt og misbrugt i den politiske kamp, det være sig den kommunistiske, Anden Verdenskrig eller mellemkrigsperioden.

Og sidst, men ikke mindst, troede mange, at netop EU-perspektivet og EU-medlemskabet ville styrke demokratiet og bidrage til holde populister og udemokratiske kræfter i skak. Antagelsen holdt et stykke før medlemskabet, hvor flere lande 'disciplinerede sig selv' og skabte gode naborelationer for at sikre sig medlemskabet.

Men efter medlemskabet er virkningen til at overse. Ingen regner således med, at EU smider nuværende EU-medlemmer på porten, og udviklingen indtil nu har jo givet dem ret.

At dømme efter meningsmålingerne har befolkningerne heldigvis ikke opgivet støtten til demokratiet som princip, men de er stærkt utilfredse med den lave politiske moral, den dårlige regeringsførelse, ustabiliteten og den alt for høje korruption.

Men utilfredshed kan være flere ting. Befolkningen kan godt være ret tilfreds med den økonomiske udvikling og generelle situation og samtidig være stærkt utilfreds med den måde, demokratiet udvikler sig på.

Så selv den urgamle antagelse om, at demokratiet får det bedre, i takt med at maverne bliver fyldt bedre op, skal tages med forbehold.

Søren Riishøj er lektor, Institut for Statskundskab, Syddansk Universitet

Kronikken mandag:

Klima og skattelettelser

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her