Læsetid: 3 min.

Hvorhen herfra?

17. december 2001

MENS DETTE skrives, er det uvist, om Osama bin Laden holder sig skjult i Tora Bora-bjergene, har taget flugten til Pakistan eller omsider har fundet sin plads hos Allah. Men vist er det, at krigen mod terror nærmer sig afslutningen af fase ét. Med weekendens over 200 bomber kastet fra amerikanske B-52 bombemaskiner over de nu uskadeliggjorte al-Qaeda-krigere i de støvede østafghanske bjerge har den amerikanske krigsførelse nået det crescendo, hvor alle spørger: Hvorhen herfra?
I Afghanistan har to måneders krigsførelse i jagten på Osama bin Laden resulteret i massive ødelæggelser i det i forvejen sønderskudte land, et stort antal dødsofre – nogle hævder, at det har nået antallet ved den 11. september-attentatet – samt fjernelsen af et menneskeretsforagtende og undertrykkende Taleban-regime. I stedet har man genskabt noget, der ligner tilstandene fra før Taleban med en skrøbelig magtbalance mellem en række etniske grupper og klaner, hvis ledere har haft krigsførelse og magtkampe som livsform gennem 23 år. Uenigheder, væbnede sammenstød samt røverisk virksomhed er påny del af dagens uorden i det ’befriede’ Afghanistan – det spinkle håb om fred og demokrati knytter sig til etableringen af det fælles stammeråd, der skal udforme en ny forfatning, vestlig støtte til landets genopbygning samt den snarlige indsættelse af fredsbevarende FN-styrker i landet.
Men Taleban er ikke al-Qaeda, og terrornetværk begrænser sig ikke til Afghanistan. I sin kamp mod Vesten har det fra starten været bin Ladens ambition at skabe en koalition mellem en lang række militante grupperinger af fundamentalistisk, muslimsk observans. Der er vævet tråde mellem al-Qaeda, Islamisk Jihad, Hizbollah, Hamas samt et stort antal militante islamiske grupper med hver deres nationale forankring og dagsorden – i Tjetjenien, Filippinerne, Albanien, Indonesien, Pakistan m.fl. Og en række af organisationerne har egne netværk langt ind i den vestlige verden, hvor efterforskningen efter den 11. september har afsløret attentatplaner i flere lande, senest søndagens afsløring i The Observer af al-Qaeda-planer om et stort bombeattentat i Londons finanskvarter.

DILEMMAET FOR USA er, hvad man gør efter Afghanistan. Partnerne i NATO aktiverede i september for første gang ’musketer-eden’, NATO-pagtens artikel 5, der siger, at et angreb på ét NATO-land er et angreb på alle. Det blev i september fra europæisk side skønnet nødvendigt for at forebygge amerikansk isolation, men det er højst usikkert, hvad musketer-eden indebærer efter Afghanistan, og hvad NATO-sammenholdet kan holde til. Det oplystes i weekenden, at USA nu har indgået aftale med Kenyas præsident Moi om at benytte baser i Kenya som afsæt for en amerikansk antiterror-offensiv ind i Somalia, hvor der menes at være al-Qaeda-lejre. Irak, Yemen, Sudan og Nordkorea er nævnt som andre terrorist-reder og mulige mål for den amerikansk-ledede krig mod terror. Og præsident Bush har foreløbig accepteret ministerpræsident Ariel Sharons inkludering af Israels krig mod palæstinensiske terrorister i den globale krig mod terror.
De øvrige NATO-lande og deres offentligheder kan ikke holde til en fortsat, mangeårig, militær krigsførelse rundt omkring på Jorden mod noget, der vil fremstå som en uklar blanding af terrorvirksomhed og væbnede frihedskampe.
Det er ét dilemma for USA og NATO. Et andet er hvilken form for indsats mod terror, der overhovedet kan bære frugt. Det kan ikke overraske, at amerikansk militærmagt kan nedkæmpe Taleban- og al-Qaedea-krigere med kalashnikov-geværer. Men det må heller ikke overraske, hvis dét, der blandt mange muslimer opfattes som et vestligt herrefolks systematiske udrensning af islamiske frihedskæmpere, nærer nyt had i den muslimske verden. For hver bombedræbt al-Qaeda-kriger kan der være brødre, sønner og fætre, der i sorg og vrede sværger hævn. Uden at drage for tætte paralleller er det egnet til eftertanke at registrere, hvordan støtten til den militante palæstinensiske Hamas-bevægelse er vokset eksplosivt i takt med Israels gengældelsesaktioner det seneste år. Purunge palæstinensere står i kø for at blive nye selvmordsaktivister, stik imod hvad der er Israels strategi med den militære modoffensiv.
Tidligere udenrigsminister Mogens Lykketoft sagde i fredags, at det aldrig er lykkedes en kolonimagt at vinde en krig ved de metoder, Israel nu bruger. Tilsvarende vil det givetvis aldrig lykkes USA og dets allierede at vinde krigen mod terror, hvis ikke man begynder at forholde sig til terrorens årsager med midler, der rækker ud over B-52 maskinernes dødbringende last.

jsn

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her