Læsetid: 4 min.

Hvornår får Danmark sin 'Paris-sag'?

Både Dansk Folkeparti og Venstre vil miste en stor del af deres folkelige opbakning, hvis debatten om vrede, unge indvandrere og terrorister blev afløst af reel integration
12. november 2005

Nicolas Sarkozy er en benhård mand. Sådan vil han i alt fald gerne fremstå. Nicolas Sarkozy er en mand med en mission. En mission om at nedkæmpe indvandrer-urolighederne i forstæderne til Paris? Måske.

Men mere end noget andet er Sarkozy en mand med et brændende ønske om at blive forfremmet af det franske folk fra sin nuværende stilling som indenrigsminister, til stillingen som Frankrigs præsident.

For Nicolas Sarkozy er urolighederne i Paris ikke et politisk problem. Men en politisk mulighed. En mulighed for at vise, at han har det, der skal til for sikre det franske folk mod disse mørkhudede vandaler, der brænder mellem 600 og 1.000 biler pr. nat.

Meningsmålinger viser klart, at 95 procent af franskmændene er for den hårde kurs over for disse unge. Og onsdag satte Nicolas Sarkozy trumf på og krævede alle udvist til de lande, de kom fra - også selv om de er franske statsborgere og aldrig har været i det land, deres forældre engang immigrerede fra. Hvad der naturligvis ikke har højnet humøret blandt bemeldte unge uromagere.

Hvornår i Danmark?

I den danske politiske offentlighed må mange sidde og spørge sig selv: Kvornår sker dette i Danmark? Og skal vi håndtere det anderledes? Skal vi prøve at forebygge, så det aldrig når til dette punkt? Er vi anderledes her til lands end Nicolas Sarkozy? Nej det er vi ikke. Også i Danmark vil uro blandt fremmede være gode politiske muligheder. Ikke kun for Dansk Folkeparti, som altid fisker i disse vande. Men oplagt også for regeringen. Og formentlig Socialdemokraterne.

Statsministeren har lige fremlagt en terrorpakke. Det interessante er, at den sigter på at vise, at statsministeren også er en hård mand. Klar til at bekæmpe alle former for terrorisme i Danmark. Hvilket de færreste vel kan være principielt uenige med ham i.

Men de unge i Paris' forstæder, de unge i Gazas flygtningelejre og de unge af anden etnisk herkomst i Brøndby Strands ubegribelige betonhelvede har noget til fælles.

De kan ikke få arbejde (seneste undersøgelser viser, at det i Danmark går den gale vej med at få denne gruppe i arbejde på trods af opsvinget). De er forholdsvis fattige. De er vrede. Og de har reelt intet håb om en værdig fremtid.

Deres kamp for en fremtid er opgivet, og kampen føres nu enten via uro uden for Paris eller som rekrutter i terrorens navn.

Så på den måde er der et fællesskab mellem Nicolas Sarkozy og Danmarks statsminister. De bekæmper begge terrorister og den gruppe unge, som leverer råvaren til terrorismen. Og de har mere til fælles.

De udnytter en bekymring i befolkningen for disse elementer, til at slå hårdt ned.

Det giver politisk pote.

Spørgsmålet er, hvor langt den politiske pote rækker? Hvor mange overvågningskameraer kan man sætte op, før danskerne vender tommelen nedad?

Hvor mange mure kan man bygge i Israel? Hvor mange unge kan man udvise i Frankrig, før befolkningerne beslutter sig for, at sådan et samfund vil de ikke bo i?

I Danmark er der aktuelt rumlerier omkring dette hos borgerlige vælgere. Er man gået for langt?

Som sagen står i Danmark lige nu, synes statsministerens muligheder for at iværksætte mere overvågning og tilføre flere midler til ordensmagten nærmest ubegrænset.

I Danmark er udlændinge stadig en god mulighed. Næsten i en grad så man kan blive i tvivl, om der er et reelt ønske om at mindske problemerne?

Kampen mod udlændinge

I gamle dage stemte vælgerne den leder til magten, som de mente var bedst til at skaffe overskud på betalingsbalancen.

I dag stemmer vælgerne den leder til magten, som de mener er bedst til at føre "kampen mod udlændinge"/kampen mod terrorismen. For vælgerne er det nemlig én og samme sag. Så derfor er der ingen grund til at tro, at Dansk Folkeparti vil obstruere statsministerens ønske om mere overvågning m.v.

Han kan rolig give dem vetoret. Utilfredse udlændinge og terrorister smelter sammen her. Ude i folkedybet. Og det ved statsministeren. Og det ved Pia Kjærsgaard.

Så udlændinge er ganske enkelt blevet en så manifest del af det politiske magtspil, at såfremt der rent faktisk indtraf en massiv og vellykket integration, er der alt mulig grund til at tro, at det politiske landkort vil forandre sig.

Glæder sig over tema

Både Dansk Folkeparti og Venstre vil miste en stor del af deres opbakning. De har - som Nicolas Sarkozy - således alt mulig grund til at glæde sig over dette temas konstante placering på vælgernes nethinde.

Kan man sige, at Anders Fogh nuværende sikre flertal stammer fra denne problemstilling? Ja, i et meget betydeligt omfang. Og et væddemål på om Venstres meningsmålinger stiger eller falder med antallet af indslag i tv fra Paris' forstæder gør den til sikker vinder, som peger på en stigning.

Hvornår vender vinden? Når det giver politisk pote i at kræve reel integration? At kræve et stop for mere overvågning? At kræve et stop for flere aflytninger uden dommerkendelser osv.?

De af os, der har været på tur til eksempelvis Sydafrika, vil vide, at man rent faktisk godt kan leve et liv, hvor ligusterhækkene er erstattet med tykke mure med pigtråd på toppen. Hvor ens hus er overvåget af dusinvis af kameraer. Og hvor samfundet fortsat er delt i fattig desperat del og en lille, rig - og indespærret - del (og en heldigvis voksende mellemkategori).

Det synes vel unødigt at nævne, at man i Sydafrika utroligt gerne vil udvikle sig i retning af vores samfund- mens vi, tjaa, vist nærmest udvikler os i retning af deres - så længe det giver politisk pote-

Peter Mogensen er økonom og tidligere sekretariatschef i Statsministeriet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her