Læsetid: 4 min.

Hygge-Hans og ækle Engell

Både dr. Jekyll og Mr. Hyde ville forskrækkes over det billede, som ny portrætbog tegner af dobbeltmennesket Hans Engell
22. november 2005

Gemytlig fyr, kvik i replikken, hyggeborgerlig, en konservativ brumbasse, der ikke skjuler, at han er en ynder af bordets og lagenets glæder.

Sådan kender man Hans Engell fra hans fremtoning på tv-skærm og talerstol.

Men der er en anden Engell: En, der lader ansigtet fryse øjnene til små sprækker og kroppen tårne truende, og som iskoldt knuser sig frem mod magten, den magt, som han vellystigt og vilkårligt kuer andre med.

Den anden Engell har offentligheden kun set i glimt, fanget af et nærgående kamera efter endnu et nedrigt opgør bag lukkede døre. Men denne anden Engell, den ækle Engell, er den, der har forfærdet og fortørnet mennesker, der kom tættere på, end de siden brød sig om.

Hør dommen fra den mand, der opfandt Engell som politiker, og som var i statsminister for de regeringer, hvor Engell tjente som henholdsvis forsvarsminister (1982-87) og justitsminister (1989-93). Den konservative Poul Schlüter prøver ellers altid at udglatte borgerlige modsætninger - sågar i forholdet til Venstre. Men om Hans Engell siger han:

"Han var kun optaget af at bevare magten, men han kunne ikke administrere den. Han havde ikke karakteren. Jeg er skuffet over ham."

Frygt for Engell

De ord står at læse i Birgit Eskholms portrætbog: Engell. I bogens forord skriver Eskholm om billedet af Engell:

"Hvis nogen skulle mene, det mest er på ondt, er det fordi, det er det billede, der er blevet tegnet af ham af de mange mennesker, jeg har været i kontakt med."

Eskholm konstaterer også, at mange mennesker stadig er bange for Hans Engell. Nu har han ikke længere partiledermagten over andres skæbne, men som chefredaktør på Ekstra Bladet kan han udmåle straf.

Eskholm fremhæver, at hun fra begyndelsen har opfordret Engell til at bidrage med sin version af begivenhederne, men det har Engell ikke ønsket.

De, der gerne vil forklare sjælelig ubalance med forsømt barndom, kan se sig bekræftet i historien om Engell: Da han var fem, begyndte forældrenes ægteskab at knage hørligt, og de blev skilt, da han var ti. Den gang var skilsmisse noget, man skammede sig over - en sygdom, man ikke talte om. Engell har siden fortalt:

"Og det var nok forkert, for det ramte mig hårdt. Jeg var meget ked af det og præget af det i årevis."

Drengen blev overladt til sig selv og sin ensomhed. Han kom på kostskole, Sorø Akademi, hvor han kun knyttede få menneskelige bånd. Til gengæld søgte han opmuntring i nazismen. Hans værelse var prydet af nazifane, tyskerhjelm og Hitlers Mein Kampf. For sine jævnaldrende spillede gymnasieeleven Hitlers og Mussolinis taler på grammofon.

Mobbede jøder

En, der oplevede Engell i de år, fortæller i bogen:

"Hans havde en fascination af nazismen og Det Tredje Rige, som han ikke forsøgte at skjule, tværtimod gav han udtryk for sin betagelse, og han mobbede elever af jødisk herkomst."

En anden fortæller:

"Hans gjorde livet surt for flere fra Sorø. De, der ikke var så robuste, faldt han over, ikke mindst hvis de var af jødisk afstamning, og han var sygeligt optaget af Anden Verdenskrig."

I årene derefter får Hygge-Hans overtaget. Han bliver journalist i Det Berlingske Hus, siden pressechef hos De Konservative og træder i rolle som stabil familiefar.

Poul Schlüter gør ham til forsvarsminister, og jovialiteten polstrer Engell i de første år i embedet.

Men så - sammenfaldende med moderens død - begynder ækle Engell at stikke hovedet frem. Han overstyrer ministeriet og blander sig i udnævnelser, hvor han ikke holder sig for god til chikane.

Engell græder, da Schlüter fyrer ham, og han bliver rastløst folketingsmedlem, der indleder forhold til sin sekretær og lader familien sejle. Hustruen, der elsker kongehuset, kommer Engell hjem og meddeler, at han har sygemeldt hende fra aftenens hoffest, som hun allerede har pyntet sig til. I folketingsgruppen starter han intriger. Da han bliver justitsminister, er gemytligheden slidt, og han nedgør de embedsmænd, der ikke snakker ham efter munden. Kedelige sager bliver resultatet.

I 1993 vælter Tamil-sagen Schlüter, og Engell griber efter magten som den borgerlige leder. Både hans egne og Venstres folk undervurderer hans brutalitet og ender som overraskede - og udmanøvrerede. I 1997 kører Engell beruset ind i en betonklods og må vige magten til Per Stig Møller, der viser sig også at være udstyret med spritdom. Engells magtspil mod Møller høvler den konservative gruppe i spåner - og ham selv ud.

Politikens bestyrelse synes benovet over ministertitlerne og hidkalder ham til chefposten. Men får selvsagt både Hans og Engell med. Og som Dan Lynge-sagen har mindet Ekstra Bladets journalister om: Hvad hjælper det, at Hygge-Hans sidder i stolen, når der er en anden, der rumsterer i skabet?

Birgit Eskholm: Engell - et portræt. 200 s. Ill. 249 kr. Aschehoug

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her