Afhandlingen hedder, ikke særlig mundret, "Da danske møbler blev moderne" og lokker på smudsomslaget med en 1950'er-vamp henslængt i Hans J. Wegners gynækologiske dagligstueleje af stål og flagline.
Men indholdet er snarere efterkrigsfortællingen om danske træmøblers eksportsucces, som bogen prøver at nedgøre ideologisk, men godtgøre markedsmæssigt. For vi kender i forvejen designhistorien stol for stol, mener forfatteren.
Per H. Hansen hedder han og har selv tidligere udgivet en guide over de danske 50'er-klassikere, der i dag sælges som dyrt, men varmt wienerbrød i specialforretninger med stole og borde fra røde mormors tid.
Så han er bidt af fænomenet og professor på Copenhagen Bussines School i den afdeling, der tager sig af det mere markedsteoretiske og idéhistoriske.
Derfor er eksporteventyret en kærkommen lejlighed til, henover hele 650 bogsider, at vise, hvordan succesen var baseret på en velfærdsfortælling af lige dele smagsdommeri, håndværkshysteri, møbelmafia og statsstøtte - for nu at stramme hans egne pointer, så selv denne anmelder kan forstå hensigten.
Når dén kan være svær at fastholde, er det fordi Per H. Hansen tydeligt ser datidens både brændende og brandende engagement hos "netværket" af formgivere, håndværksmestre og kulturjournalister og derfor må udnævne dem til snart skurke, snart igen helte i fortællingen.
Helte, fordi det 1950-65 lykkedes at udvikle en dansk salgssucces i USA, godt hjulpet af ministeriel støtte og ikke mindst en dansk valuta-devaluering i 1949.
Skurke, fordi fremstødet skete under opdragende henvisning til god smag, ærlighed, naturlighed - og modernitet! Men kernen i det hele var netop dét gammeldags håndværk, som sidenhen, ifølge bogen, stod i vejen for en kvalificeret industrialisering af møbelsektoren.
Høvlen gik
Disse statements bliver gentaget og gentaget, vel nok fordi kapitlerne er skrevet, så man periodemæssigt kan gå ind i, hvor man er særlig møbelinteresseret. Og der er mange, mange sjove og illustrative billeder i værket, fra salgsbrochurer, fotoarkiver og ugeblade.
Det sidste virksomhedsbillede er absolut det tristeste - af produktionsgangen nu til dags på en møbelfabrik, der industrielt laminerer 25 meter overfladefolie i minuttet på løbende spånplade til reoler og skabe.
Tableau! Værsgo! - så er det alligevel hyggeligere at kikke på høvlebænkene i starten af bogen, hvor hele eventyret begynder med den Kaare Klintske arbejdsmetode og studierne af, hvor meget service til tolv fylder i en velordnet firkantet snedkermesterskænk.
Hyggeligere, synes vi! Men det syntes almindelige kunder ikke til at begynde med. Funktionalismen var alt for nøgtern i forhold til 1920'ernes barokke sofasæt og industrifremstilledebondemøbler.
Per H. Hansen medgiver, at funktionalisternes argumentation om, at lette og spinklere møbler optog mindre plads i almindelige beboeres små moderne lejligheder, var både legitim og fornuftig. Vel også at enkeltmøbler var klogere at anskaffe ét for ét, frem for at hænge i et slagtersæt på afbetaling.
Men ideen om, at moderne møbler også var mere tidløse og smagfulde, køber den højst nutidige forfatter ikke.
Hvorfor skulle folk ikke have lov at indrette sig, som de ville? - spørger forfatteren. Smag er en social konstruktion, fastslår han igen og igen gennem bogen, og det sidste har han ret i. Han glemmer bare, at stolenes og bordenes senere kommercielle kvalitet netop var baseret på møbeltegnernes og -skribenternes både kunstneriske og sociale engagement.
Der findes kort sagt, designhistorisk set, et billeddannende led mellem smag og funktion, som ikke helt er sevet ind mellem professorens økonomiske og idé-historiske hjernehalvdele.
FDB og IKEA
Erhvervshistorisk er møbelbranchen interessant som efterkrigs-eksempel.
Snedkermestrene i lauget fastholdt helt frem til 1960'erne et økonomisk forspring ved at sælge direkte til kunderne fra egne udstillings-lokaler. Hvorimod stormagasiner og møbelforretninger måtte nøjes med at videreforhandle produkter fra møbelfabrikkerne, der langt hen ad vejen blot var større rationaliserede snedkervirksomheder, som møbelarkitekterne efterhånden (men diskret) tegnede møbler til, sideløbende med snedkersamarbejdet.
Snedkermestrene var indstillet på at eksperimentere med faconer, men helst ikke med produktion og materialer. Omvendt var det dyrt for fabrikanterne at tage chancer med nye påfund. Og egentligt branchesamarbejde lykkedes det aldrig at etablere mellem håndværk og industri, hverken på snedkernes årlige shows eller på den kunst-industrielle salgsudstilling Den Permanente.
Ganske få fabrikanter, som Fritz Hansen med Arne Jacobsens møbler og Kold Christensen med Poul Kjærholms, forstod at udvikle egentlig ny teknik. Lige som Brugsforeningerne, der fik Børge Mogensen til at rationalisere simple, men glimrende pindemøbler, så delene kunne leveres fra forskellige virksomheder, samles hos FDB og sælges pr. katalog gennem Brugserne landet over.
Da den forbilledlige institution selv blev solgt i 2003, var møbelomsætningen 50 mio. kr., medens IKEA's var oppe på 80 mia.!
På sin vis opfylder IKEA den kulturradikale drøm om billige lette møbler samtidig med den liberalistiske om, at der skal være noget i kataloget for enhver smag. Der er bare ikke ret meget af nogen af delene, der er rigtig gedigent, så det er svært at forestille sig et IKEA-møbel som klassiker på auktion.
Verner Pantons internationale produktion nyder den gunst sideordnet med hjemlige Finn Juhl og Hans J. Wegner. Men Panton flyttede til udlandet, fordi den hjemlige møbelindustri ikke havde potentiale til hans fancy fantasi.
Den historiske konsekvens af manglende dansk risikovilje blev efter Danish Design-succesen til solid og lønnende eksport af anonyme danske reoler og institutionsmøbler, hvis økonomiske værdi Per H. Hansen nok undervurderer, fordi han trods alt er bidt af god smag.
Og så måske fordi han ikke medregner designede kontormøbler eller det KEVI-hjul, der oven i købet er kommet med i designkanonen. Blandt andet som udløber af den bogen igennem mistænkeliggjorte Klintske arbejdsmetode.
Per H. Hansen: Da danske møbler blev moderne. Historien om dansk møbeldesigns storhedstid. Aschehoug. 644 s. ill. Kr. 399
