"Jeg har stor respekt for de irakere, der påtager sig disse meget vigtige opgaver under de meget vanskelige vilkår."
Udviklingsminister Ulla Tørnæs (V), 19. juni 2007
DET VAR I februar, at statsminister Anders Fogh Rasmussen og forsvarsminister Søren Gade forsikrede, at - i Foghs formulering - "der ikke er nogen, der bliver ladt i stikken." Løftet gjaldt de ca. 20 irakiske tolke i job for de danske tropper i det sydlige Irak, og det var affødt af en appel til regeringen fra en gruppe officerer i Camp Danevang. Soldaterne oplevede på nærmeste hold, hvordan deres irakiske kolleger satte livet på spil, fordi de i mange lokales øjne fremstod som kollaboratører med besættelsesmagten.
Men løftet fra regeringen blev ledsaget af meldingen om, at dette bestemt ikke var en garanti for asyl i Danmark og slet ikke her og nu. "Meningen er jo, at der skal være meget sikrere den dag, de danske soldater tager afsted," pointerede Venstres forsvarsordfører, Karsten Nonbo, i februar, mens Gade understregede, at man jo ikke kan bringe alle de irakere ud, som skal arbejde for et nyt Irak. Siden da har meldingen fra regeringspartierne været, at spørgsmålet om tolkenes sikkerhed først skulle afgøres i forbindelse med de danske troppers tilbagetrækning til august.
At sagen nu er blevet politisk højeksplosiv og derfor givetvis finder en slags afklaring i løbet af få dage, skyldes alene mediestormen affødt af en irakisk tolks elektroniske nødråb til en tidligere kollega i Danmark. Mailen indeholdt bl.a. oplysningen om, at Muhammed Ismail - gennem flere år tolk for de danske styrker og senest for Danida - i december var blevet kidnappet, tortureret og myrdet i Basra. Det forhold, at Ulla Tørnæs, Søren Gade, Per Stig Møller og Anders Fogh Rasmussen angiveligt ikke kendte til tolkedrabet, er den skandaløse detalje, der har bragt oppositionen og medierne på kogepunktet.
REALITETEN ER, at regeringen længe har vidst, at tolkene var i dødelig fare. Helt tilbage i december 2005 blev en af Camp Danevangs tolke skudt gennem hovedet og dræbt, og dødstrusler var allerede dengang en hyppig foreteelse. Britisk presse skrev gennem 2006 om militsers og dødspatruljers systematiske forfølgelse af koalitionens tolke - "det er foregået på lavt niveau gennem det seneste år, men kampagnen bliver stadig værre," sagde en irakisk politiofficer i november 2006 til The Independent. Avisen opregnede 21 tolkedrab inden for tre uger i en voldsbølge, der fik en del af den danske bataljons tolke til at sige op og gå i skjul. I februar i år flygtede flere tolke i britisk ansættelse fra Basra til Syrien, hvorfra de sendte appeller til den britiske regering om hjælp. I marts blev en af den danske bataljons tolke skudt i maven.
Siden er situationen systematisk forværret i Basra-provinsen, og de seneste dage har demonstreret det reelle sammenbrud for den doktrin, som Karsten Nonbo formulerede så mundret i februar. For godt en uge siden blev 15-20 personer dræbt og 100 såret ved et mortér-angreb på et fængsel i provinsen, få dage senere blev to sunnimuslimske moskéer i Basra sprængt i luften, britiske styrker blev mødt med demonstrationer og beskydning i lørdags, politichefen blev fyret søndag, hele provinsen blev sat i undtagelsestilstand, og fra den dansk-britiske lejr blev der meldt om "en ekstremt spændt situation" og 13 raketangreb mod lejren.
Som både danske Irak-soldater og oppositionspolitikere har sagt, er det "helt uanstændigt", at regeringen ikke for længst har bragt de tolke i sikkerhed, som har tryglet om det. Det er rendyrket hykleri at udtale sin store respekt for de irakiske tolkes mod og indsats, når denne respekt ikke udmøntes i et helt naturligt tilbud om asyl i Danmark som anerkendelse af, at de har sat livet på spil for koalitionen.
PRESSET AF OPPOSITIONEN, de konservative, danske soldater og medier sagde Anders Fogh i går, at der i løbet af få dage kan "træffes beslutning i hver enkelt sag." Der lægges altså fortsat ikke op til et fælles tilbud til gruppen af nuværende og tidligere tolke, men tilsyneladende til en individuel vurdering af den enkeltes risiko. Uværdigt og absurd, når man ved, hvor truende situationen i dag er for enhver i området.
Det hele handler naturligvis ikke om den lille gruppe tolke. Det er selvfølgelig intet problem at tage imod 20 veluddannede, ressourcestærkere irakere i Danmark. Det handler om, at hvis tolkene får asyl i erkendelse af den umulige situation i Irak, så bliver det for alvor håbløst for regeringen at få smidt de hundreder af afviste irakiske asylsøgere ud, som i mange år har siddet uden noget fremtidshåb i danske flygtningecentre. Og hvis først de bevilges retten til en menneskeværdig tilværelse i Danmark, bliver det yderligere vanskeligt at afvise de indtrængende appeller fra bl.a. FN's flygtningeorganisation UNHCR om at åbne dørene for bare en lille bitte andel af de 4,2 mio. irakere, der i dag er på flugt, i eller uden for Irak. At imødekomme en sådan appel ville imidlertid være et eklatant brud med den fremmedfjendske flygtningepolitik, som Dansk Folkeparti har fået installeret i Danmark. Og det er Dansk Folkeparti, der bestemmer. jsn
