Læsetid: 3 min.

En hyldest til århusianerne - og Madagaskerne

Det er et ganske særligt folkefærd, man finder i landets næststørste by. De er gæstfri og snaksaglige. De århusianske familier er forbilledlige eksempler for, hvordan man behandler fremmede
15. april 2006

Når man er fyldt 30 år, har en kæreste og snart er færdig med sin uddannelse, så kan man ikke lade være med at tænke på, hvilken type familie, man gerne vil være engang. Nu har jeg har fundet ud af det. Min skal være en krydsning mellem en århusiansk og madagaskisk familie.

Denne klumme tager sit udspring i en e-mail jeg fik sidste uge fra en læser. Han ville venligt gøre mig opmærksom på, at man rent faktisk kunne spille keglebillard i Århus (værtshuset Harmonien i Østbanegade). Det skete efter sidste klumme, hvor jeg brokkede mig på en kollegas vegne over, at Århus er provinsielt, fordi der ikke eksisterer keglebillard. Det gør der så! Samme læser beklagede sig over, at den foregående klummerskriver fra Århus altid kun havde negative ting at sige om byen. Siden dette muligvis er den sidste Århus-klumme for denne gang - fordi avisen varsler om indholdsreform på weekendsiderne - så tænkte jeg: "Hvad er det bedste jeg kan skrive om Århus?" Straks efter kom svaret: Århusianerne!

For tiden bor jeg i en fremleje i hjertet af Århus. Det er en andelsforening i en baggård, hvis charmerende huse er beboet af venlige mennesker. "Kom ind," lyder det, når man banker på døren for at låne nøglen til vaskerummet hos et yngre par.

Samme svar får man, når man lister op og forstyrrer hende med poletterne til tørretumbleren. Det er fuldstændig uvant for et bybarn fra stenbroen i København, som først vover sine skridt inden for hos de gæstfri fremmede, når et tredje og meget insisterende "kooom iiind" lyder. Men hvor er det dejligt befriende at stå der midt i fremmede folks stue og snakke om alskens dagligdagsting, mens vaskenøglens ejer sidder blødt og ammer sit barn.

En anden hændelse, som jeg virkelig husker i detaljer er et besøg hos en af mine venners 'familie' i Risskov et par år tilbage. Familien var samme formiddag kommet hjem fra en sejltur i Grækenland, men selvfølgelig var min ven og jeg velkomne til kaffe. Vi træder ind i et køkken, som bugner af nybagte boller. Der var lige tid til at bage. Den yngste af sønnerne kommer op ad trapperne fra kælderværelset og styrer hen mod en pakke toastbrød. Jeg kigger undrende på moderen og tilbage på sønnen og vover ordene: "Jamen der er jo nybagte boller, hvorfor spiser du så toastbrød?" "Jeg er træt af hjemmebag, så dette er en dejlig afveksling," siger han, mens jeg med stor vellyst guffer de hjemmebagte lækkerier i mig. Så var det, jeg tænkte: "Det er lige præcis sådan en familie jeg vil være medlem af engang".

Disse eksempler er langt fra enestående hændelser, der bekræfter tesen om, at århusianerne er gæstfri og åbne.

Et andet scenarium, der virkelig gjorde indtryk på mig, var da jeg i efteråret var i det afrikanske land Madagaskar. Havde det ikke været for usandsynlige tilfældigheder, var jeg aldrig endt i højlandet i en lille landsby, som ikke er vant til besøg. Jeg boede hos en 54-årige folkeskolelærerinde i fire dage, som blot to dage forinden var blevet varslet om mit besøg. Og det gode var, at jeg kunne blive, så længe jeg ville. Tænk engang, at en enke med tre adopterede børn bare sådan åbner sit hjem for fremmede. Jeg kunne ikke lade være med at begejstres for denne umiddelbare og selvfølgelige gæstfrihed. Det mærkedes på min vært, som undrede sig over, at hendes gæst hele tiden var i godt humør. "Du virker som et positivt menneske," sagde Rasoa og fortsatte "folk fra norden er som regel så triste, men vi plejer at sige, at det er fordi, I har det så koldt," undskyldte hun mit folk, med mens vi slentrede rundt på den varme, røde jord. "Nej, det er ikke fordi vi har det koldt, at vi er så lukkede," havde jeg lyst til at forklare hende. Jeg tav. Desværre ville jeg aldrig kunne ringe til nogen i min familie eller omgangskreds og sige "Hey, der kommer nogle gæster fra Madagaskar i morgen, kan I huse dem og servere mad for dem, så længe og ofte de har behov for det". Og alligevel kunne 'familien hjemmebag' i Risskov måske overtales. Man skal i hvert fald til Århus for at finde en lignende åbenhed, må jeg konkludere efter utallige sammenstød med gæstfri århusianere.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu