Læsetid: 2 min.

Hyldest til det kvindelige

Den seværdige 'Venus' viser Peter O'Toole i en af sine bedste præstationer som en gammel skuespiller, der oplever en ung kærlighed
25. maj 2007

Den kunne så let som ingenting have udartet sig til en lettere pinlig feast for old farts (en svir for gamle svin) - denne historie om en 74-årigs venskab med en ganske ung pige.

Forholdet er nemlig ikke mindst baseret på mandens erotiske forgabelse og længsel, og gamle grise er jo yderst tvivlsomt filmhelte-materiale.

Men som spillet af en Oscar-nomineret Peter O'Toole, som høj alder har forædlet fra superfrikadelle til châteaubriand, vil de fleste nok alligevel overgive sig. For mandens velbevarede grand seigneur-charme har fået et forsonende skær af det rørende skrøbelige, det autentisk livskloge og det humoristisk slagfærdige. Og så er han i særlig grad i sit es og gennemtroværdig i netop dette skræddersyede parti som den smuldrende, prostata-plagede Shakespeare-skuespiller Maurice, der stadig er fuld af sine gamle roller, men ellers mest lever på retræten i et trist Londonkvarter og omgås lige så faldefærdige kolleger.

Forløsende galgenhumor

Heldigvis er selve de erotiske kontakter mellem Maurice og Jessie stort set dæmpet ned til holde-hånd-niveau, men O'Toole overbeviser om, at også her får den indgroede kvindedyrker og hedonist betydelige oplevelser.

Og den unge Jessies figur er tegnet præcist så kærlighedsforsømt, at det får en vis rimelighed, at hun - efter skepsis og fjendtlighed - kan få et ret tæt forhold til den gamle charmør. Dårlig familiekontakt og et forlist forhold med abort er hendes baggrund - samt en kulturel formørkelse, som Maurice kan lyse op i med sine mange kulturelle referencer, ikke mindst til Velázquez' Venus-figur på National Gallery, som han omdøber Jessie efter. Her lyder nogle ekkoer fra 1980'er-succesen Lærenemme Rita.

I nogles øjne gør Maurice sig realistisk nok til grin, og filmen varer sig heldigvis for at forherlige ham, når han tusser rundt i London iført sin strikhue og sin lettere forhundsede gammelmandsmine. Galgenhumor holder meget af historien oppe og svigter kun henimod slutningen, hvor patosen bliver lidt påtrængende.

Instruktøren, Roger Michell, der iøvrigt med The Mother lavede en anden film om et umage forhold (denne gang mellem en ældre kvinde og en ung mand), holder en letløbende stil, som til tider er så henkastet, at scenerne sagtens kunne bære lidt mere dvælen.

Vanessa Redgrave tilbage

Dog er Leslie Phillips' snakkesalige og evindeligt kværulantiske skuespillerven ofte en showstopper og ikke så morsom som tilsigtet. Han giver også anledning til nogle scener, der falder i endnu en farlig grøft - den rørt nostalgiske. Men manuskriptet (af Hanif Kureishi, ham med Mit smukke vaskeri) er for det meste skarpt og usentimentalt. Hvortil kommer, at filmen rummer en fin lille præstation af en anden gammel kending, Vanessa Redgrave, som Maurice' sygdomsplagede eks-kone.

Hun og Maurice har nået det punkt, hvor alle konflikter og animositeter for længst er gennemlevede, så de ikke længere kan såre, kun støtte hinanden. Redgrave fremtræder næsten ugenkendeligt ældet indtil sin sidste scene, hvor hendes skønne udstråling og begavelse endelig kommer til sin ret. Som endnu en hyldest til det kvindelige.

Venus. Instruktion: Roger Michell. Manuskript: Hanif Kureishi. Engelsk. (Grand, Metropol, Vester Vov Vov, Café-biografen, Odense og Øst for Paradis, Århus)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu