Nogle af den moderne litteraturhistories store forfattere har også været store skrivenægtere. Det vil sige forfattere, hvis mål med skriften er skriftens ophør.
For nogle er skriften endda ophørt, inden de overhovedet er begyndt at skrive. Eller de har brugt livet på at finde det punkt, hvorfra litteraturen kan starte i overbevisning om, at det også er det punkt, hvorfra litteraturen er overflødig, således at de, hvis de endelig skulle finde det, endelig ville kunne opgive at skrive den litteratur, som først da ville være mulig.
Disse skrivenægtere har den spanske forfatter Enrique Vila-Matas (f. 1948) skrevet en herlig lille bog om. Eller rettere: en herlig lille ikke-bog, for den består - bortset fra en kort indledning - udelukkende af fodnoter, i alt 86 af slagsen: "Fodnoter, der skal kommentere en tekst, der er usynlig, men ikke derfor uden eksistens".
Fodnoterne er altså noter til tekster, som aldrig er blevet skrevet - hvilket ifølge noteskriveren dog ikke betyder, at de ikke eksisterer, men at de (med et citat fra den franske OuLiPo-forfatter Marcel Bénabou) er sat "under midlertidig suspension i verdenslitteraturen".
Note for note, digter for digter slentrer skriveren gennem denne "Nægtelsens Labyrint", hvor vi både møder forfattere, der har skrevet om skrivenægtelsen (Kafka, Hofmannsthal), forfattere, der er holdt op med at skrive (Rimbaud, Hölderlin), forfattere, der aldrig har skrevet noget (vi har én i kulturens grundvold: Sokrates!), og forfattere, der har forsøgt at skrive litteraturen ned til et nulpunkt (Celan, Beckett, Blanchot).
Livet større end kunsten
Nogle af dem er kendte og virkelige, andre er ukendte og muligvis fiktive, som f.eks. noteskriverens ungdomsven, der skrev digte bestående udelukkende af førstevers (også en måde at begynde og slutte i ét og samme moment!). Noteskriveren præsenterer sig i indledningen som en ensom, verdensfravendt pukkelryg, der "arbejder på et rædselsfuldt kontor. Og i øvrigt er jeg lykkelig".
Han tilhører dermed selv den Bartleby-slægt, som har lagt titel til bogen, opkaldt efter Herman Melvilles kontorist i fortællingen af samme navn.
Den grå eksistens, hvis højeste ønske synes at være at gå i ét med tapetet. En slægtning til Kafkas kontorister. Kontoristen, kopisten som prototypen på den eksistens, som ønsker at slippe for identiteten, at slippe for at skulle bære et unikt, originalt "jeg" gennem verden.
En sådan kontorist er bogens noteskriver, og kopist er han helt konkret, for store dele af bogen er afskrift, citater af det som andre har skrevet om det store nej til litteraturen. Vi får små citatperler på række:
"Jo mere man skriver, jo mindre tænker man" (Paul Valéry).
"At skrive er at forsøge at finde ud af, hvad vi ville skrive, hvis vi skrev" (Marguerite Duras)
"Hvorfor skrev jeg? Når alt kommer til alt er det normale at læse" (Gil de Biedma). En novelle med titlen Rejs og skriv ikke om det.
Når de store skrivenægtere negerer litteraturen, er det så, fordi de til gengæld bekræfter livet? Handler det om (hvad overtegnede til enhver tid vil skrive under på), at livet er større end kunsten? For nogles vedkommende, ja måske. Det er i hvert fald én måde, hvorpå man kan forstå det fine citat af Susan Sontag, som vi finder i note 26: "Den virkelig alvorlige holdning er den, der opfatter kunsten som et middel til at opnå noget, som man måske kun kan opnå, når man opgiver kunsten."
Det frugtbare nej
Men den prototypiske Bartleby er ikke bare skrivenægter, men også levenægter. Og i bund og grund er det, han nægter, måske at være et unikt, originalt jeg - hvad enten dette 'jeg' er en unik agerende person i verden eller en original stemme i skriften. Som den pukkelryggede noteskriver skriver om jeg'et: "Jeg, dette ord, dette ord, som de siger, men som de siger forgæves."
Vigtigt er det at understrege, at negationen hos Vila-Matas er af den opbyggelige og frugtbare slags: "Nej'et er vidunderligt, fordi dets kerne er tom, men altid frugtbar" som det hedder med et Melville-citat.
Det er ikke pessimistens livsfornægtende nej (noteskriveren går, med enkelte undtagelser, uden om selvmorderne), men det nej, der på dialektisk vis slår om i et ja. Det er ikke underskuddets nej, men overskuddets; det nej, der hyldes af (den citerede) Clément Rosset, når han hylder det ikke-kreative menneske som det menneske der besidder magten til at skabe plus magten til at lade være med at skabe.
Kort sagt: Dette er de bedste fodnoter, jeg nogensinde har læst! Måtte den absolutte tekst forblive under suspension, så vi fortsat kan begaves med herlige tankeæggende og eksistensbefordrende litterære lege som denne lille perle af en bog, som nu foreligger i en fin dansk oversættelse.
Måske kan den lige nå at pakkes ind og lægges under træet til litteraturelskeren. For i enhver sand litteraturelsker bor der også en litteraturnægter.
Enrique Vila-Matas: Bartleby & co. Oversat fra spansk af Sigvard Bennetzen og Oscar K. Rævens sorte bibliotek, 172 sider, 228 kr. ISBN 87 7378 272 6
