Læsetid: 6 min.

Den hyperaktive bulldozer

Den konservative Nicolas Sarkozy er favorit til at vinde det franske præsidentvalg. Den begavede og manisk ambitiøse indvandrersøn har drømt om at blive præsident hele sit voksne liv, og hans barske retorik, intelligens, lederskab og fokus på magten aftvinger respekt. Men hans legendariske hidsighed og fintmaskede netværk i industri og presse får det til løbe koldt ned ad ryggen på mange vælgere
17. april 2007

PARIS - En af Nicolas Sarkozys egne yndlingshistorier blev genfortalt i Financial Times sidste weekend. Den viser, mener den konservative præsidentkandidat selv, at han foretrækker pragmatiske løsninger frem for ideologi.

Hans kritikere vil mene, at fortællingen viser noget andet: Nemlig at kandidaten, der ynder at fremstille sig selv som 'outsider' og som klar tilhænger af markedskræfterne (en sjældenhed i fransk politik), når alt kommer til alt tværtimod er klar til at sælge enhver liberal idétil fordel for rendyrket fransk protektionisme.

Sigende er historien under alle omstændigheder, og den er som følger: Da Sarkozy som finansminister i 2004 fik lagt en indstilling ind på sit skrivebord, der anbefalede, at den franske stat trak sin (ulovlige) økonomiske støtte til energi-og transport-giganten Alstom tilbage, instruerede ministeren fluks den unge embedsmand, som havde skrevet indstillingen, om at skrive den om. Embedsmanden skulle i sin genskrivning forestille sig, at hans far arbejdede i den på det tidspunkt kriseramte virksomhed, sagde ministeren.

Resultatet er velkendt. Sarkozys intervention forhindrede den tyske konkurrent Siemens i at overtage dele af Alstom, og mens EUKommissionen endnu engang rasede over Frankrigs modvilje mod at følge det indre markeds forbud mod statsstøtte, overlevede Alstom krisen, og beskæftiger i dag over 80.000 medarbejdere, mod de 69.000, der i 2004 var ansat i det multinationale franske selskab.

Sarkozy bruger selv anekdoten til at vise vælgerne, at de ikke skal være nervøse for hans ellers liberale image.

Rolig nu

Han skal nok vide at stå fast mod den konkurrenceglade EU-bureaukrat-elite i Bruxelles og ikke sælge ud af franske interesser. Sikkert klogt at understrege i et land, hvor flertallet af vælgere anser liberalismen for langt værre end kommunismen.

På den anden side har den konservative favorit - som konstant har ligget forrest i meningsmålingerne op til præsidentvalgets første runde på søndag - immervæk solgt sig til de politikertrætte vælgere, som den kandidat, der for alvor kødeliggør forandringen, nytænkningen, på fransk la rupture, 'bruddet', med det bestående.

Også selv om løftet til sidst er blevet mildnet til et 'blødt brud'.

Og det brud handler - kogt ned til det basale - først og fremmest om, at franskmændene skal arbejde mere og længere, samtidig med at de skal opføre sig ordentligt - fra de unge i skolerne og på gaderne til dem, som opildner til terrorisme. Hvis vælgerne opfylder deres del af kontrakten, vil indvandrersønnen Sarkozy til gengæld love dem, at det ekstremt fastlåste franske uddannelses- og arbejdsmarked vil blive mere fleksibelt og reelt skabe lige muligheder i det arbejdsløshedsplagede EU-land, hvor den sociale mobilitet er en af de laveste i Unionen.

Manisk, begavet og ublu

Men hvem er Sarkozy ? Hans kritikere fremhæver ofte hans brutalitet - historierne er talrige - og det er sikkert, at hans hyperaktive, ja nærmest maniske intensitet og ublu magtbegær skiller ham ud. Ikke egenskaberne i sig selv, men det at han som politiker end ikke forsøger at iklæde sine ambitioner i en mere idealistisk klædebon.

Dette lagt sammen med hans baggrund - søn af en ungarsk udvandret adelsmand og en græsk-jødisk mor - gør Sarkozy radikalt anderledes end stort set hele den franske politiske elite.

Der er mange portrætter af ham, som henter forklaringen på hans rastløse besættelse af arbejde og magt i indvandrerbarnets følelse af at være uden for de rigtige cirkler. Han er vokset op hos sin fraskilte mor og brillerede ikke i skolen. Som noget nær den eneste top-politiker heller ikke slået sine folder på eliteforvaltningsskolen, ENA (Ecole Nationale d'Administration), men studerede efter et par års statskundskab i stedet jura og har advokat-bestalling.

Som teenager meldte han sig ind i det daværende gaullistiske parti UDR og allerede som 28-årig udmanøvrerede han smart sin daværende læremester Charles Pasqua og blev borgmester i den rige pariserforstad Neuilly.

I løbet af sin tid som politiker har han opdyrket et enestående netværk af venner og bekendte i den franske industrielle elite og medieverden. Ingen politiker har forbindelser og indflydelse i medierne som han.

Chirac og Sarkozy

I 1993 blev han som 35-årig budgetminister og ordfører i Edouard Balladurs regeringstid, og da Sarkozy under præsidentvalgkampen to år senere i 1995 pegede på Balladur i stedet for Chirac! (der vandt) blev luften iskold imellem præsidenten og Sarkozy.

Det har den været siden, men Chirac har imidlertid ikke kunnet komme uden om den tindrende begavede partifælle, og endte da også med at give ham sin modvillige opbakning.

Vedvarende rygter siger, at præsidenten har fået stillet et løfte om straffrihed i udsigt som tak - der venter mange anklager om korruption og embedsmisbrug, når immuniteten som præsident forsvinder - men det med amnestien benægtes højlydt fra begge sider.

Partiets lederkult

Der er ellers ikke mange ligheder mellem Chirac og Sarkozy - bortset netop fra ambitionen om magten. Sarkozy abonnerer godt nok, som Chirac, på den klassiske gaullistiske maksime om, at præsidenten indgår i en pagt mellem en mand og et folk. Men han har ikke desto mindre transformeret det konservative parti til en effektiv valgmaskine, hvis ledende kadrer nærer en kultlignende beundring for deres præsidentkandidat og partiformand.

Hans allierede fremhæver ofte de mange sider af ham, som ikke så ofte er fremme i pressen: Hans humor, hans forkærlighed for cykelsport og pizza - han er også afholdsmand, hvilket i vinlandet Frankrig bidrager til at gøre ham til et eksotisk fænomen. Hans dybe kærlighed til sin hustru, Cecilia, som nu igen er hans nærmeste rådgiver, efter at hun for et år siden ellers kortvarigt stak af med en elsker og tog parrets fælles søn med sig.

Frankrig først

Men bløde sider eller ej, Sarkozy har satset alt på højrefløjen i dette valg.

Han kalkulerer med, at franskmændene søger tryghed mod usikkerhed i en stærk og ultramaskulin leder, frem for i den moderlige skolelæreragtige socialist, Ségolène Royal, som snarere tilbyder lindrende omsorg og støtte.

Som taleskriver har han ansat Henri Guiano, der hjalp Jacques Chirac med vinde valget i 1995, men Sarkozys retorik minder mere om den højreekstremistiske Jean-Marie Le Pen end om Chiracs altfavnende gaullisme.

Tidligere fremsatte pro-europæiske og ditto amerikanske budskaber har veget pladsen for en klar nationalistisk retorik, løfter om "Frankrig først", et ministerium for national identitet og omskrivninger af Le Pens maksime om, at den, der ikke elsker Frankrig, må rejse.

"Der er ikke plads i Frankrig til polygami, omskæring af kvinder, tvangsægteskaber eller muslimske hovedtørklæder i skolerne", som han udtrykte det i sidste uge.

Kritik for at stå for racisme besvarer han sådan: "Jeg, en franskmand af blandet blod, føler mig overhovedet ikke fremmed over for unge af blandet oprindelse. Jeg respekterer ungdommen, og netop fordi jeg respekterer den, er jeg ikke bange for at fortælle dem sandheden."

Angelsaksisk begejstring

Sarkozy har tidligere agiteret for positiv forskelsbehandling af borgere efter deres oprindelse, statsstøtte til muslimske moskébyggerier for at få de muslimske imamer "ud af hulerne i kældrene, hvor deres budskaber er skjult", så man i stedet kan få en veluddannet, fransk udgave af islam på banen.

Det har været skrap kost for det republikanske lighedsideal og giver mindelser om kvoter à la USA - en vederstyggelighed for den republikanske elite. Og netop opbakningen fra amerikanske og britiske kredse har været markant under valgkampen.

Et af de mest begejstrede vælgermøder i 2007 fandt netop sted i London, hvor Sarkozy talte til flere tusind udvandrede franske unge, der ivrigt labbede kandidatens kritik af den forstenede franske økonomi og samfundsmodel i sig. Det er bl.a. udvandringen af veluddannede og mangesprogede unge, som ikke kan finde et ordentligt arbejde i Frankrig, som Sarkozy håber at gøre noget ved.

Tveægget sværd

Men den angelsaksiske opbakning er et tveægget sværd. I sidste uge fik den diminutive (angiveligt omkring 160 cm) Sarkozy både forsiden og lederanbefalingen fra det ansete britiske, liberale tidsskrift Economist som den bedst egnede præsidentkandidat.

Ondsindede tunger pegede i denne uge på, at det lod kun vil veje i Ségolène Royals vægtskål.

Liberal er fortsat et skældsord i Frankrig. På søndag ved vi om favoritten vil stå over for socialisten Royal, midterpolitikeren François Bayrou eller højreekstremisten Le Pen i anden runde.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu