Læsetid: 2 min.

Hyrevogne

Man kan risikere at blive udsat for både forhør og betroelser af tvivlsom karakter, når man færdes i taxa
2. juli 2007

Jørgen Gustava Brandts stofmættede erindringsbog Minder er så righoldig, at den også omfatter fænomenet taxakørsel - eller taxikørsel kunne det hedde. Men det københavnske droscheejerselskab Taxa har i den grad domineret markedet, at taxa er blevet et fællesnavn, det, vi kører i og laver tv-drama om.

Jørgen Gustava kørte altså meget i taxa med både gammelkendte og stadig nye chauffører, der, som det er almindeligt, både vil fortælle og have fortalt.

Han refererer en dialog med en nysgerrig indvandrer, som kører ham til Klare-boderne og vil høre, om han er forfatter, har skrevet mange bøger, romaner? Om kærlighed? Om det giver penge? Om han er gift og har en sød kone?

Chaufføren, der mener at kende sine danske passagerer godt, fortsætter:

"Du har været gift flere gange, skilt og gift igen, ikke?"

"Nej, jeg er gift med den samme." Han tav et øjeblik, som om han tænkte. "Så er du ikke helt normal," sagde han.

"Nej." Og så var de fremme ved Gyldendals port.

Sådan kan man blive udsat for forhør, hvis man ikke f.eks. bliver druknet i popmusik, eller man under en kørsel til udenrigsafgang med fjern destination får betroelser af en forhenværende ulandsarbejder, der ved alt om afrikanske kvinders eventyrlige, højlydte elasticitet i sengen. Det kan være svært at få lukket af for musikken fra de forskellige dannelsesniveauer.

Udnyttede tiden

Det havde vi nu ikke lyst til i Barcelona, dannede som vi er, på den vilde fart fra centrum til lufthavnen, virtuost styret af en fuldkommen tavs, ung mand, der forstod at udnytte sin tid. Ved hvert om end nok så kort stop for rødt lys greb han en roman, der lå opslået ved rattet, og fik læst nogle linjer, akkompagneret af bilradioen, der leverede højt opskruet klassisk musik, mens dækkene hvinede for hver start. Symfonisk romantik i det uendelige. Vi gav os til at gætte indbyrde. Schumann? Nej. Mendelssohn? I hvert fald ikke. Niels W. Gade? Usandsynligt. Omsider sluttede den i højt tempo, samtidig med at han i et sus bremsede sin taxi, hev vores kufferter ud og efter kontant afregning kastede sig ind i sit køretøj til nye studier efter at have hvæset: Franz Berwald!!

Han var bedre bevandret i nordisk musik end vi. Hjemkommen satte jeg hvad jeg havde af Berwald i afspilleren, 'Sinfonie Singulière' og den med tilnavnet 'Naive'. Men de lød anderledes elegante end den spanske rasende taxaudførelse.

I erindringen er den mørkkrøllede, tavse chauffør lidt af et fantasme, en kulturdæmon i en verden af egen romantik og musik, tvunget ud blandt filistre, reagerende med ukendte tempi, måske som en spansk Dan Turèll, som han beskriver sig i digtet 'Jeg skulle have været taxachauffør':

Og jeg ville være en ren djævel i Indre By-trafikken!

Jeg ville vide exactly hvor og hvornår

jeg kunne tage hjørnet på to hjul

og hvornår en mere værdig facade var påkrævet

/for sund fornuft skifter lov

fra gadehjørne til gadehjørne -

Jeg ville kalkulere trafikken undervejs

som i et skakspil - -

Hver chauffør har sin uventede kalkule ud over taxametret.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu