Læsetid: 3 min.

Idealisten Carter

12. oktober 2002

Norges Nobelkomité har ofte været mistænkt for at nære politiske motiver i sit valg af fredsprisens vinder, selv om det ville være i konflikt med komiteens opdrag. Komitéens formand har altid afvist pressens insinuationer, men en gang imellem er der noget om snakken. Det blev til fulde bekræftet i går, da valget faldt på USA’s tidligere præsident Jimmy Carter, der har ventet på at blive tildelt æren, siden han tjente som mægler i Camp David i 1978 mellem Egyptens Anwar Sadat og Israels Menachem Begin. I begrundelsen stod der højt og tydeligt følgende: »I en aktuel situation kendetegnet ved trusler om magtanvendelse har Carter støttet principperne om, at konflikter skal løses gennem mægling og internationalt samarbejde på grundlag af folkeretten, respekten for menneskerettighederne og økonomisk udvikling.«
Irak, Irak, Irak – tænker læseren. Klarere kunne Nobelkomiteen næppe have formuleret det politiske budskab uden at træde præsident George W. Bush for meget over tæerne. Men det var tilsyneladende ikke tilstrækkeligt for formand Gunnar Berge. Under et pressemøde i Oslo blev han spurgt, om valget af Carter skulle tolkes som et spark i bagdelen til den siddende amerikanske regering. Svaret var et ubetinget ja. Hans håb var, at amerikanerne nu ville lytte mere til Carters moderate tone i stedet for den militante røst fra Det Hvide Hus.

Et medlem af komiteen fra det norske Fremskridtsparti sagde, at hun var totalt uenig. Et sådant budskab til Bush var ikke indgået i drøftelserne, men enten har hun sovet i timen, eller også mangler hun politisk fingerspidsfornemmelse. Et minimum af kendskab til Jimmy Carter – præsident for USA i 1977-81 samt utrættelig forkæmper i de sidste tyve år for menneskerettigheder, fredelig konfliktløsning, demokratiske valg i udviklingslande og en mere ligelig fordeling af klodens ressourcer – fører til konklusionen, at hans verdensanskuelse er radikalt anderledes end George W. Bushs.
Som den diplomat Carter er, krøb han behændigt udenom, da han i går blev bedt om at kommentere Berges opsigtsvækkende udtalelser. Præsident Bushs talsmand var pinligt berørt. »Præsidenten mener, at der er en pragtfuld dag for Jimmy Carter. Det er, hvad han ønsker at fokusere på,« sagde en spagfærdig Ari Fleischer. I et senere interview på CNN var Carter mere åbenhjertig. »Hvis jeg havde været senator, ville jeg have stemt imod krigsresolutionen,« sagde han. »USA bør arbejde inden for FN’s rammer og undlade at handle alene.«

Jimmy Carters succes som international fredsmægler og fortaler for verdens undertrykte og fattige står i stærk kontrast til den generelle bedømmelse af hans bedrifter som præsident. Det er med bagklogskabens øjne en uretfærdig dom, fordi Carter på mange måder var foran sin tid. Han var den første præsident til at indbygge respekten for menneskerettighederne som en vigtig komponent i amerikansk udenrigspolitik. Godt nok blev den idé ikke videreført af Ronald Reagan, men det forsynede demokrater og opposition med et solidt udgangspunkt til at kritisere Reagan-regeringens støtte til undertrykkende regimer, blot fordi de var antikommunistiske. Bill Clinton byggede i sine otte år som præsident videre på Carters menneskerettighedspolitik. Indgrebene i Haiti, Bosnien, Kosovo og Østtimor kan ses som en følge af Jimmy Carters ideer, som dengang under Den Kolde Krig blev af højrefløjen anset for at være urealistiske og direkte farlige for USA’s sikkerhed.
Carter var en præsident, der havde sine meningers mod. Under den anden oliekrise i 1978 vidste han, at energibesparelser – højere benzinafgifter og nedsættelse af dagligstuetemperaturen til 16 grader celsius – ville være upopulært. Alligevel tog han beslutningen og forsøgte at fremme en energipolitik, som lagde vægt på udvikling af alternative energikilder – også en fremadskuende politik. Han opgav USA’s suverænitet over Panama-kanalen, hvilket blev hilst velkommen i hele Latinamerika som et signal om, at Uncle Sam ville bruge mindre stok og mere gulerod. Han fik forhandlet SALT II-traktaten på plads med Leonid Bresjnev til trods for voldsom modstand i det amerikanske Senat. Men hans største internationale bedrift var freden mellem Israel og Egypten. Ingen amerikansk præsident har udrettet noget lignende sidenhen. George W. Bush kunne aldrig finde på at prøve.

Desværre faldt Carter på en krise, som han ikke havde nogen kontrol over. Revolutionen i Iran. Han stod magtesløs over for den lange gidselkrise på USA’s ambassade i Teheran og måtte bøde for tidligere regeringers ukritiske støtte til shahens regime. I de år, der fulgte, har han arbejdet ihærdigt med at genoprette sit ry gennem Carter Center i Atlanta – med stor succes og til bifald fra hele verden. Irak eller ej – denne mand fortjener at blive hædret med fredsprisen.

burch

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu