Læsetid: 4 min.

Idémageren

Niels Franks kunst-historier gør noget ved billederne, som ingen andre skribenter gør i Danmark
31. august 2006

"Danskerne bliver dummere og dummere, det er videnskabeligt bevist," sagde 18-årige Ditlev til min datter "det står i Information!" "Tak, skæbne" tænkte jeg, da jeg hørte det. Nu skal vi vel også til at læse hvad der står i avisen, for ikke at forblive dumme. Min datter ville gerne selv abonnere, men der er ikke råd til alt i denne verden. Specielt ikke når vi nu lige havde taget en weekendtur til Cézanne-udstillingen i Provence for at være sur le motif som maleren et par dage. Dummere bliver man ikke af at se, og det er netop, hvad forfatteren Niels Frank har sat sig for med sin nye udgivelse Tak for i går med undertitlen 15 kunsthistorier.

Niels Franks litteratur, et formfuldent dansk, er spundet over fine eksempler på verdenskunstens billeder og dens store navne. Biografiske facts snor sig omkring i fortællinger om billedkunstnere som Andy Warhol, Frida Kahlo, David Hockney, Albrecht Dürer og Rembrandt for at nævne en tredjedel af konstruktionen, der bærer ideen. Der er noget velment over foretagenet, ikke nødvendigvis søgt, men man spørger sig om nødvendigheden af projektet. Niels Frank vil skrive noget. Han kan. Et interessant emne opstår, som forfatteren så griber i luften og følger til dørs. Det sker ifølge forordet på en cykeltur til Amager Strand med en god ven og hans søn. Her tales om "den franske maler og idémager Marcel Duchamp", som sønnen Malthe, der er seks år, "uden mindste forbehold" forstår. Der appeleres altså på den ene side til intellektet og på den anden til sanseligheden, fordi forståelsen er så ligefrem, "som havde de siddet sammen i sandkassen og lavet små kunstværker."

Det er en sjov metode, højre venstre sutsko eller hjernehalvdel, men rigtigt underholdende og gribende bliver fortællingerne kun enkelte steder. Til gengæld må man lade forfatteren, at bogen er anderledes, at bogen og sproget går ind og gør noget ved billederne, som ingen skribenter rigtigt gør det i Danmark. Kunsthistorierne er virkelig historier skabt på kunstens fundament med et introducerende billede som incitament, og så er det ellers bare om at lade "eventyret" begynde. Jeg tror at Niels Frank har sat sig et mål om at skrive for alle - børn, unge og voksne - og så alligevel skrevet den for ingen specielt. Der er en fortælleteknisk ambition, der går ind og spærrer for udsynet til billederne. Den overlegne sprogbehandling kommer i visse passager til at sende læseren et sted hen, hvor man ikke længere går ind og ud ad den historie, værkerne tilbyder, men durk tilbage i børnehaven. Stilen er lagt som H.C. Andersens, når der kom en soldat marcherende henad landevejen, et to, et to, men der er intet følgende drama, kun en pointe eller belæring at sove på.

Borum på Glyptoteket

Tak for i går hedder essayet, der har lagt navn til bogen. Det er en hommage til den afdøde digter, ordmager, ekstrabladsanmelder og forfatterskoleskaber Poul Borum. William hedder han dog for nemheds, skønlitteraturens eller de unge læseres skyld? Essayet skildrer et møde mellem fortælleren og William på Glyptoteket (som bare hedder museet, men hvor man har en stor samling etruskisk kunst). Den ældre mand er syg indtil døden, og hans yngre følgesvend samtaler om emner, de støder på i samlingerne. Det er smukt og indfølt og viser værdien af at kunne skyde lertøjets distance ind mellem mennesker for at gøre forståelsen større. Identiteter opstår og undersøges. Både menneskets indbyrdes og værkets. Vi nærmer os noget. Et liv hvor "kunstopfattelse hører sammen med livsopfattelse" som Niels Frank siger det indledningsvis. Irriterende for læsningen så, at foden så skal passe i skoen med djævelens vold og magt. Drop skønne Shakespeare og lad Borum komme til. For det er her, vi er. Hvor forfatterens møde med noget, der betyder noget, for alvor overbeviser.

Sådan er verdenskunsten jo alligevel så vanskelig at omgås, selv om de fleste deltagere har et fornavn, og Niels er på dét, når han skriver. Pablo, Frida og Albrecht med brødrene fire gange Hans og så Paul og Vincent med flere. Jow da. De er også en slags personer eller konstruktioner. Bogens fineste essay Fast og flydende der handler om japanske Hokusai rækker ud over Franks angst for at træde ved siden af sprogets kontrollerede område. Her kommer hverdagslivet, pensler og motiver ind i en bane, der er til at nyde. Mesteren tegner regnen og beder beskueren om at lægge mærke til baggrunden, det hellige Fuji-bjerg. "Jeg skal nok lade være med at bede Dem udpege, hvor mange bjerge De ser. Det kan De gøre, når De kommer hjem" siger kunstneren høfligt. Her lykkes Niels Frank på filosofisk vis at få belæringen til at foregå i et andet rum: billedets.

"Hvad synes du så om Cézanne-historien?" spørger jeg min datter på 16 år. "Kedelig, men forfatteren er god til at flette det faktuelle ind, det kan jeg godt lide." Væggene i Cézannes atelier var forøvrigt ikke grå af ælde, men gråmalede af Cézanne for at undgå reflekser, når han malede Opstilling med løg, som Niels Frank genskaber i sit levende essay. "Men ordet velment som du sagde er nok det mest dækkende for historien som sådan," tilføjer den unge Cézanne-freak. "Fordi du kan sige sådan nogle ord, er det dig, der skriver, og mig, der tygger tyggegummi."

Tyg lige på den, Ditlev! Og Niels Franks 15 informative kunsthistorier...

n Niels Frank: Tak for i går - 15 kunsthistorier. Lindhardt & Ringhof. 200 s. 249 kr. ISBN 87-595-2591-6. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu