Læsetid: 9 min.

Identiteten ligger i murstenene

Slumstormere, siddende aktioner, modmagt og modstandsbevægelse. I år ville det rydningstruede Ungdomshus kunne fejre 25-års fødselsdag. Husets har i dag en unik historie, der ikke kan findes andre steder, siger tidligere og nuværende aktivister og brugere af den omstridte bygning på Nørrebro
5. januar 2007

"Ungeren blir'," står der med store bogstaver på ruderne i en gammel hvid ejendom på Skt. Hans Torv. Et bogstav i hvert vindue. På pladsen er der støttedemonstration for Ungdomshuset, 14 dage efter den voldelige konfrontation mellem politi og unge. Én dag før det nye år, hvor huset skal ryddes. Fra en opstillet scene lyder musik og taler. Den fælles kamp for Ungdomshuset, der i dag kommer til udtryk ved tændte fakler, hjemmemalede skilte og udklædninger, bliver fra den kulørte scene sammenlignet med kampen for Byggeren 33 år tidligere.

Dengang indtog en gruppe borgere på Nørrebro et tomt område i den Sorte Firkant, kvarteret omkring Blågårds Plads, for at skabe en byggelegeplads og et frirum til deres børn.

Det var før hemmelige tunneler og gadekampe, og det var før, der fandtes et Ungdomshus på Jagtvej 69.

Per Bregengaard er medlem af Borgerrepræsentationen for Enhedslisten og tidligere borgmester for Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen i København. Han var med i 1973, da forældre og beboere kørte en lastbil med brædder, søm og værktøj ind på den tomme plads, og han var også med, da kampen for Byggeren i 1980 endte i voldsom konfrontation med politiet, en ophævet grundlov og en bydel i undtagelsestilstand.

"Dengang kæmpede vi under parolen: Grabberne væk fra Byggeren," fortæller han. Et slagord der ikke ligger langt fra et af dem, de unge bruger i dag: "Fingrene væk - det er vores Ungdomshus". Og Per Bregengaard drager da også visse paralleller.

"Vi følte også dengang, at det var vores sted. Det havde en historie, og det var bygget op af børn og voksne," siger han og fortsætter:

"Men dengang var det meget begrænset, hvad der blev kastet af ting i forhold til BZ-bevægelsen i 1980'erne og også dem i dag. Der røg brosten, men ikke de byger, man har set siden". 'Ikke vold! Sammenhold!' råbte de siddende demonstranter, der dengang arm i arm udøvede passiv modstand, da håndværkere under beskyttelse af omkring 1.000 betjente kørte bulldozere over Byggeren. Syv år på lånt jord var slut.

Slumstormerne

1970'ernes bolignød kommer til udtryk i slumstormerbevægelsen, der besætter forladte bygninger og huse. I 1981 er turen kommet til den nedlagte brødfabrik Rutana og gummifabrikken Schiønning & Arvé. Politiet sætter hårdt mod hårdt, og rydder hurtigt fabrikkerne. Samme år bliver Initivgruppen for et Ungdomshus på Nørrebro nedsat. Gruppen bliver dog opløst året efter og erstattet af BZ-bevægelsen.

En af dem, der var med fra starten, er tidligere aktivist Hans 'Hanse' Horst. Han var blandt andet med, da aktivister gravede en tunnel ud af Allotria, og politiet stormede en tom bygning i 1983.

"Allotria betød meget for mig, det var et musiksted og samtidig var det centrum for hele bevægelsen," fortæller han. Uden på huset hang et banner, hvorpå der stod "Vi bestemmer selv, hvornår vi vil slås". En parole Ungdomshuset også bruger i dag. Hans 'Hanse' Horst mener dog, at der er en forskel på de to bevægelser.

"BZ-bevægelsen blev affødt af boligmangel. Vi fik Ungdomshuset et år efter, BZ-bevægelsen begyndte, og den varede trods alt i yderligere 10 år. På den måde er det to forskellige ting, men menneskerne havde meget med hinanden at gøre. Ungdomshuset var i højere grad et kultursted, og jo ikke et besat hus," siger han.

Anderz Nielsen, der i dag er 42 år, startede med at komme i Allotria, hvor han spillede musik. Året efter begyndte han at komme i Ungdomshuset, det tidligere Folkets Hus, som daværende overborgmester Egon Weidekamp havde stillet til rådighed for de unge i 1982.

"I starten var huset meget politisk," husker Anderz Nielsen og fortsætter: "Alle var meget optaget af den daværende boligpolitik. Helt overordnet skete der et skift i midten af 80'erne, hvor folk blev delt i to lejre; dem der var politisk orienterede og knyttet til BZ-bevægelsen, og dem der bare ville spille musik."

I 1992, 10 år efter Ungdomshuset blev til, fik en gruppe unge, et andet sted i København, brugsretten til det, der blev kendt som Børnehuset. På det tidspunkt vidste de ikke, at huset i 2003, 11 år efter ville blive solgt af kommunen, og at det ville blive brugt i Ungdomshusets argumentation for, hvorfor man ikke forlader et hus frivilligt.

En del af noget større

På Skt. Hans Torv på Nørrebro udspillede der sig i 1993 det hidtil mest voldelige sammenstød mellem unge og politi. I forbindelse med en demonstration efter EU-afstemningen den 18. maj stødte politi og demonstranter sammen, og politiet endte med at affyre skud mod demonstranter. På begge sider var der sårede, og intet sammenstød i bydelen er siden blevet sammenlignet med 18. maj.

Anderz Nielsen, der i dag ejer et bookingbureau, forblev aktiv i Ungdomshuset indtil 1996. I dag, 10 år efter, synes han, at huset ligner sig selv.

"Jeg tror, at grundidéerne i dag er de samme som dengang. Det sjove ved det hus er, at folk kommer og går, og at det derfor er de samme fejl, der bliver lavet, og de samme erfaringer, der skal gøres," siger han.

Samme år, som Anderz Nielsen forlod huset, kom 18-årige Birgit Jensen til for første gang. De først par år kendte hun ikke meget til husets historie, men det gør hun i dag.

"Jeg føler, at vi er en del af noget større - en del af en modstandsbevægelse. Huset blev lavet til arbejderbevægelsen, til alle dem som ikke havde råd til at gå i Tivoli, og det er i den ånd, at vi har kørt det videre," siger hun. Folkets Hus blev opført i 1897 af arbejderbevægelsen, og det var blandt andet her i festsalen, som i dag er koncertsal, at kvindernes internationale kampdag blev stadfæstet.

Formand for Dansk Sociologforening og adjunkt på Institut for Samfund og Globalisering på RUC, Rasmus Willig, mener, at en af grundene til, at de unge vil gå så langt for at blive på Jagtvej 69, er, at deres identitet ligger i de røde mursten: "Det handler ikke bare om husets formelle og reelle rammer. Der findes en identitet i de mursten som i ethvert andet historisk sted. Fjerner man huset, er det det samme som at fjerne deres grundlæggende identitetsmarkør," siger han.

Tidligere aktivist Anderz Nielsen er enig:

"Huset har en meget kraftig historie både inden for BZ-bevægelsen, men også inden for musikken. Der eksisterer jo ikke rigtig en BZ-bevægelse mere, så huset bærer mere præg af at være et kunst- og kulturhus," siger han.

Adjunkt Rasmus Willig påpeger også, at huset er kendt i det europæiske autonome miljø for sin historie og for sit brede netværk.

Birgit Jensen læser i dag antropologi på Københavns Universitet og er stadig aktiv bruger af Ungdomshuset. Hun tilføjer, at det også er politisk, når de unge insisterer på at have et hus, hvor de selv må bestemme.

"Det er jo ikke fordi, vi bare er forkælede og vil have, at samfundet skal betale for os. Vi synes, at alle skal have muligheden for sådan et hus. Vi synes, at samfundets penge skal gå til noget andet end motorveje og parkeringspladser. Det er jo et politisk spørgsmål, om du skal have lov til alt, hvis du bare kan betale for det. Vi har jo en ret forældet tankegang om, at man skal deles om tingene," siger Birgit Nielsen. Hun var med til at lave aktioner, da Københavns Kommune i 2000 under overborgmester Jens Kramer Mikkelsen solgte Ungdomshuset til Human A/S. I borgerrepræsentationen blev forslaget om at sælge vedtaget med 38 stemmer for (S, V, DF, K, R, FK og CD) og 15 imod (SF, EL og SOL).

Gadekampe

"Vi besatte restaurantskibet i Tivoli, Daells Varehus og busterminalen på Rådhuspladsen, under parolen 'Hvis I tager vores sted, så må vi tage jeres'. Vi sad oppe i masterne i restaurantbåden, til vi ikke gad at sidde der mere. Så blev vi anholdt og fik en bøde. De sjove ting bliver bare glemt lige så snart, der bliver kastet en brosten," siger Birgit Jensen.

I 2001 solgte Human A/S huset på Jagtvej videre til den kristne frimenighed Faderkirken, som siden da har kæmpet for at få huset ryddet. Den endelige dom over huset faldt, da landsretten i 2006 fastslog, at Ungdomshuset tilhører Faderhuset. Fonden Jagtvej 69 har imidlertid indsamlet 15 millioner kroner, der kan bruges til at købe huset tilbage eller til at købe et nyt hus til de unge.

Men de unge vil ikke forlade Jagtvej 69, Faderhuset afviser at sælge og politikerne er rådvilde. De unge lover kaos i bydelen, hvis huset bliver ryddet.

"De unges fælles identitet har rod i en vis type af modstandskultur, og den kultur forstærkes, jo mere konflikten eskalerer," siger Rasmus Willig.

Om den voldelige del af modstandsbevægelsen i Ungdomshuset siger aktivist Birgit Jensen:

"Selvom mange af os ikke var født dengang, eller var meget små, så synes jeg, at det er vigtigt at huske på, at vi også er del af bevægelserne fra 70'erne og 80'erne, med slumstormere og BZ'ere. Vi har lært, at der kun bliver lyttet til os, når vi gør noget ekstremt - der bliver i hvert fald ikke lyttet, hvis vi ikke gør det. Da BZ'erne frivilligt forlod huset i Ryesgade, sagde politikerne, at nu behøvede de ikke at forhandle med dem længere, for nu var sagens substans bortfaldet. Politikerne siger i dag, at de ikke vil forhandle med folk, der bruger vold, men de vil heller ikke forhandle med folk, der ikke gør det. Jeg synes, at det er okay at kæmpe for de ting, man synes er vigtige".

Interne kræfter

De unge i Ungdomshuset har ifølge Rasmus Willig valgt den type af organisationsstruktur, som vi også kender fra Christiania, hvor der ikke er nogen fælles ledelse.

"Så længe de har den type af intern struktur, er det i en tilspidset situation så godt som umuligt at få klare entydige budskaber fra de unge. Den struktur kan fungere fint under normale omstændigheder, men i sådan en situation er det de stærke interne kræfter, eller de typer af kræfter, der er voldelige, som får frit spil. Der er ikke en ledelse til at stoppe dem, og de kan selv agere ledelse ad hoc," siger han.

Birgit Jensen erkender, at den interne organisationsstruktur kan være en udfordring.

"Vi går til møder konstant lige for tiden. Vi vil jo ikke have nogen ledere, og så snart nogen prøver på at bestemme over andre, så vil vi ikke være med. Vi forsøger, at forholde os til de hierarkier, der er, og som man desværre ikke kan undgå. Men vi er jo heller ikke professionelle, og vi sidder da nogen gange til mandagsmøderne og tænker: 'Hvordan skal vi forholde os til det her?'. Men vi prøver, så godt vi kan," siger hun.

Nytårsaften 2007, lyder det i Ungdomshusets nytårstale:

"Flere personer i den offentlige debat, herunder overborgmester Ritt Bjerregaard, har været af den opfattelse, at der er to forskellige grupper af unge her i Ungdomshuset".

En gruppe der arrangerer sociale aktiviteter, og én der slås med politiet. Men ifølge de unge er det forkert.

"Der er en stor gruppe meget kreative og handlekraftige unge, der lever for at skabe en kulturel værdi, som kan komme alle til gode. Det er de samme folk, der gik på gaden den 16 december. Og det er de samme folk i vil se på taget og på gaden igen, hvis politiet forsøger at lukke Ungdomshuset med magt".

På Skt. Hans Torv bevæger den fredelige demonstration sig mod Ungdomshuset. På springvandet midt på torvet, der snart er tomt, står der på et hjemmemalet skilt: 'MareRitts Uoplyste Enevælde'.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu