Læsetid: 4 min.

Identitetskamp i Storbritannien

Biometriske personoplysninger vil snart være en realitet, også herhjemme. I Storbritannien er de lige nu genstand for en stor politisk strid om bl.a. registeropbygning og statslig overvågning
13. februar 2006

Mens Muhammedkrigen har raset herhjemme, har englænderne bl.a. været meget optagede af at diskutere deres regerings initiativ til indførelse af identitetskort. Lovforslaget har endda fået en hel folkebevægelse til at rejse sig i protest: 'NO2ID' (læs: No to ID) blev dannet i 2004, da forslaget om indførelse af ID-kortet første gang blev lanceret, og siden har der udfoldet sig en heftig lobby- og kampagneaktivitet på alle niveauer. Det er i disse dage, at lovforslaget tager sin sidste parlamentariske rundtur fra Overhuset til Underhuset, hvor den afsluttende debat går i gang den 13. februar.

Men ikke bare græsrødderne har mobiliseret, også stærke akademiske kræfter har været i sving. London School of Economics (LSE) nedsatte tidligt i forløbet en arbejdsgruppe, der har skullet foretage en teknisk, politisk og økonomisk vurdering af initiativet. Og det blev en meget kritisk rapport, forskerholdet kunne præsentere i juni sidste år. Den konkluderede, at projektet ville blive langt dyrere, end regeringen havde forudsat og højst sandsynligt ville medføre store tekniske problemer.

Regeringen bed dog fra sig: Rapporten var ikke andet end et partsindlæg, og her kunne man pege på, at en af forfatterne, Simon Davis, var og er en overordentlig prominent figur i det kritiske aktivistmiljø. Således er han stærkt involveret i den omtalte NO2ID og desuden præsident for organisationen Privacy International, der har kørt kampagner mod indførelsen af ID-kort i flere lande.

LSE blev en del pikeret over at blive beskyldt for politisering og enøjethed og henviste bl.a. til rapportens mere end 20 forskellige bidragydere og hele 16 professorer, som havde indgået i forskerholdets rådgiverstab.

Flertallet skrumper

Også oppositionspartierne Liberaldemokraterne og De Konservative er imod lovforslaget, ligesom regeringen har haft svært ved at holde styr på sine egne. Ved sommerens behandling i Underhuset måtte man se sit sædvanlige flertal på 67 mandater reduceret til 31. Og forslagets modstandere mener at vide, at det er skrumpet yderlige siden da. I befolkningen har der derimod været en ganske stor velvilje over for ideen. En undersøgelse fra april 2004 viste en tilslutning fra 80% af de adspurgte til projektet. Der var dog mindre begejstring over for det gebyr på 35 pund, der var stillet i udsigt, idet ID-kortet skal være delvist brugerfinansieret. Det fandt kun forståelse hos 20%.

Frivilligt for briter

Hvad går lovforslaget så ud på? Ja, som det ser ud indtil videre, skal ID-kortet være frivilligt for britiske statsborgere, men fra 2008 være tvungent for udlændinge, der vil bosætte sig mere end 3 måneder i landet, og samtidig vil kortet blive tilbudt andre som en frivillig foranstaltning. Skal kortet på et senere tidspunkt gøres obligatorisk, vil der skulle en ny lov til. Kortet skal indeholde en række almindelige personoplysninger som navn, fødselsdato, køn og bopæl. Og hertil kommer så yderligere de såkaldte biometriske oplysninger, dvs. biologiske karakteristika som fingeraftryk, irismønster eller ansigtsform. De vil ydermere blive indført ved fornyelse af pas og kørekort.

De biologiske karakteristika giver en langt større sikkerhed mod forfalskninger og svindel end f.eks. et pasfoto, som dels kan være en dårlig gengivelse (jf. de almindelige automatbilleder, som ganske uforvarende får én til at ligne et monster), dels er relativt lette at svindle med, fordi de ikke er koblet til et kontrolapparat, der kan genkende personen og garantere identiteten. Det vil de biometriske oplysninger til gengæld være.

Centralt register

ID-oplysningerne skal lagres i et centralt register, som skal kunne konsulteres elektronisk for at tjekke personens identitet. For en dansker, der er født og opvokset med et personnummer som indgang til allehånde oplysninger, virker denne delvist frivillige ordning måske ikke særlig dramatisk.

Men det er opbygningen af et centralt register kombineret med de næsten uanede muligheder i den sig hastigt udviklende datateknologi, der afføder bekymringerne. Det gælder både de mange funktionsfejl, der kan opstå i et så stort projekt baseret på ny teknologi, omkostningerne i projektet og endelig de muligheder for personovervågning på en lang række følsomme områder, som teknologien og registreringen kan åbne for. Det vil til stadighed være nærliggende at føre nye typer af personoplysninger ind i det centrale register, og der vil også være muligheden for samkøring med andre store registre. Opbygningen af centrale databaser foregår parallelt på mange områder. I Storbritannien er et landsdækkende patientregistersystem under udformning, for at tage et eksempel.

På EU-niveau er netop blevet vedtaget, at medlemslandene skal opbevare samtlige private telekommunikationsoplysninger i perioder på op til to år. Hvis disse databaser kan bringes til at tale sammen, så venter Big-Brother-staten som en mulighed lige om hjørnet. Det bliver meget vigtigt at have lovgivning på plads, der regulerer, hvordan personoplysningerne bruges, så man kan sikre privatlivets fred. Og desuden skal borgernes have indsigt med, hvad der må være og faktisk er registreret om dem.

Og problematikken er ikke kun aktuel i England. De biometriske data vil også komme til at optræde i danske pas fremover som følge af en EU-forordning for Schengen-landene, som Danmark har besluttet sig for at implementere.

Anette Faye Jacobsen er ph.d. spe-cialkonsulent ved Institut for Menneskerettigheder

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her