Læsetid: 6 min.

Ideologiske rokader

De liberale forlader den liberale position for at erobre det sociale i mange forskellige varianter, mens andre griber til populisme og autoritarisme. Og nu melder personismen sig som en ny isme
1. december 2005

"Den moderne skole betragter ikke enhver position i forhold til en generel lov, men i pagt med det iboende princip i positionen."

Sådan skrev Richard Retí allerede i 1943 i det, der er blevet lidt af klassiker i skaklitteraturen, Modern Ideas in Chess. Det var et klart brud på Nimzowitsch' 1930-rationalitet i 'My system', der frem for alt var en teori orienteret mod at binde udviklingen op på regelfaste principper. I dag er det de færreste, der tør opstille noget så skematisk. Ikke engang attituderelativister.

Men hvad med Danmarks engang så liberale statsminister, Anders Fogh Rasmussen, der ikke mere er så liberalistisk, at det gør noget, men forsvarer velfærdsstaten som et nødvendigt svar på Landmandsbankens krak, og som et godt springbrædt for uddannelse og karriere for selv unge husmandssønner?

"Jeg er nået til den erkendelse, at de store ideologier hører det gamle samfund til. De store ideologier hører det gamle samfund til," gentog Fogh i sin landsmødetale i søndags, der i virkeligheden refererede tilbage til et møde på Vallekilde højskole, og dermed - som Rune Lykkeberg skrev forleden i Information - blev forvandlet til et led i Foghs personlige dannelseshistorie.

Det er ikke kun i Danmark, at de politiske chefideologer har rokeret og selv er begyndt at flytte kongen - det vil sige hovedpersonen - ind i det politiske centrum, i anfægtelse med al klassisk og meget moderne skakteori. Det uventede, overraskende, udfordrende træk, der forudaner, hvad den anden/de andre kunne finde på flere træk frem, er i spil. Alle post-moderne og derfor også moderne politikere har personerne, de personlige historier, de personlige sager og sensationer som fixpunkter.

Personismens revolution

Den spanske forfatter og essaist Vicente Verdú har i titlen til i sin seneste bog slet og ret skrevet, at 'personismen' er den første kulturelle revolution i det 21.århundrede.

"Personismen er et skridt, der går videre end 90'ernes hyperindividualisme," mener Verdú.

"Generationen før 1968 hørte til i et kapitalistisk produktionssystem, hvor opsparingsdyder, princippet om autoritet og forskellen mellem mand og kvinde betød noget. 70'er-generationen identificerede sig med forbruget, nuets revolution, nydelsen af det umiddelbare og at leve i nuet."

Nu lever vi i fiktionens kapitalisme, skriver Verdú, hvor produktionen "tilbyder oplevelser, muligheder for at leve flere liv og med en underholdning, der tilbyder temaparker og kommercielle centre med forskellige realiteter, hvor produktionen ikke er objekt, men er et subjekt, som vi nyder uden at risikere noget, sådan som det sker med de gamle bygninger eller fængsler, der restaureret, renset for deres tragiske dele."

Det vestlige samfund og dets urbane modeller forplanter sig i dag til alle afkroge af verden, båret frem af globaliseringen, hævder Verdú. Her kunne man - som den tyske sociolog Ulrich Beck - gjorde fornylig i en kronik om 'de overflødiggjortes oprør' i de franske forstæder, måske sige, at det modsatte også er i bevægelse.

"Den økonomiske globalisering har fremkaldt en deling af planeten, som har undermineret de nationale græsner, og der er opstået meget industrialiserede vækstcentre i uproduktive ørkener, og de er ikke bare 'derude' i Afrika, men også i New York, Paris, Rom, Madrid og Berlin. Afrika er alle steder," skrev Beck i en søndagskronik oversat i den spanske avis El País. "Afrika er alle steder, og det er forvandlet til et symbol på eksklusion. Der findes et virkeligt Afrika, og mange metaforiske afrika'er i Asien og i Sydamerika, men også i de europæiske storbyer, hvor klodens uligheder - både i dens globaliserede og lokale tendenser - efterlader sit særlige aftryk Og definitionerne 'fattig' og 'rig', som forekom evige, er under forandring."

Det er meta-ideologierne også, sådan som den danske statsminister har indset. I sin nye strategisk-positionelle omfavnelse af velfærdsstatens personliggjorte dannelseshistorie, som sikkert snart igen er under forandring.

Nyt autoritært centrum

I Storbritannien er de ideologiske rokader synlige for enhver. Den liberale demokratiske leder, Charles Kennedy, har her i november lavet et frontalt angreb på premierminister Tony Blair og hans New Labour projekt, som engang søgte en tredje vej hinsides centrum og det gamle nedslidte venstre. Kennedy mener, at Labour er rykket tættere på den autoritære tradition, og han henviser bl.a. til Blairs (forgæves) forsøg på at trumfe en ny anti-terrorlov igennem.

"Et afgørende meningsskel har åbnet sig mellem partiet for de civile frihedsrettigheder og partiet for autoritarismen. De Liberale Demokrater står på de civile frihedsrettigheders side," skrev Kennedy i The Guardian.

"Labour - der har en stolt tradition som frihedsforkæmpere, da Roy Jenkins var indenrigsminister i 1960'erne - er nu blevet autoritarismens parti."

Imens kan man i Frankrig i disse dage følge de seneste metamorfoser i landets for tiden mest populære politiker: indenrigsminister, Nicolás Sarkozy. For ikke så lang tid siden var han frygtet i brede venstrefløjs- og gammelgaullistiske kredse for at ville tvinge en nyliberal økonomisk model ned over hovedet på den franske republik. Men efter statens nultolerance, hårde politistok og nødretspolitik over for forstædernes vrede unge mænd og nu udspillet om at udvise titusinder af papirløse og stramme indvandringspolitikken, er det svært at forestille sig den Sarkozy, der for ikke så lang tid siden var liberal. Nu kaldes han af mange for en autoritær politiker eller måske er han bare en populistisk kamæleon?

I Tyskland er den liberale chefideolog, Guido Westerwelle, sat ud i vinterkulden af den vestliggjorte 'ossi' og nu konservative kansler, Angela Merkel, der har gennemløbet ikke så få politiske metamorfoser siden Berlin-murens fald. Den store koalitions konsensuspolitik, krydsende øst-vest logikken og omfavnende alle de mange iboende og lurende konflikter mellem højre-venstre logikkerne, har foreløbig henvist Westerwelles liberale til periferiens skyggelandskab. I et interview til Die Zeit i september forsøgte han at italesætte den politiske liberalisme til et neo-socialt projekt.

"Det borgerlige bliver ikke bare bragt i miskredit af venstrefløjen, men også af de konservative," siger Westerwelle, som Merkel lidt spidst har kaldt en letmatros.

"Venstrefløjen har tilsvinet det borgerlige som spidsborgerlighed", og de konservative kan ikke skelne mellem intolerance og borgerlighed, mener han.

"Den gammelsociale politik, der byggede på statslig omfordeling, har som resultat ført til mere armod end i de foregående årtier i Tyskland. Neo-social betyder: Den indtjening, som også sikrer velstand og arbejdspladser, er en forudsætning for enhver socialt retfærdig understøttelse af de virkeligt trængende."

I USA vil den tidligere arbejdsminister, demokraten Robert B. Reich, der på de kanter må betegnes som liberal, næppe skrive under på den opskrift. Reich, der i dag er Brandeis professor i social og økonomisk politik, skriver i Newsweek, at han må revidere sin 15 år gamle bog om The Work of Nations. I den forudså Reich, at fremskridtene indenfor teknologi og globalisering ville øge indkomstgabet mellem de prekære service-arbejdere i bunden og mellemlaget af rutinearbejdere på den ene side og så symbolanalitikerne på den anden side. Reich fik ret i, at indkomstulighederne blev øget. Men hvad han ikke forudså, og det erkender han nu, er, at "top- og bundlagene er voksende, og at middellaget skrumper meget hurtigere".

Det nye er, påpeger Reich, at de "nationale symbolanalytikere i de avancerede økonomier taber terræn", bl.a. fordi veluddannede kinesere og indere stormer frem i uddannelseskapløbet. Imens tager USA et symbolsk intellektuelt tilbageskridt, fordi halvdelen af den amerikanske befolkning - opmuntret af den konservative bevægelse og Newborn Christians - åbent forkaster Darwins evolutionslære i skolerne. (Om det skrev Reich forleden en artikel i The American Prospect). Måske er der en sammenhæng mellem det kulturelle tilbageskridt og til ombrydningen i det økonomiske liv. Det er det, Reich er på sporet af: De nationale symbolanalytikeres "globale broderskaber vil fortsætte med at dominere den globale handel. Indkomst- og velstandsgabet mellem dem vil udvide sig og blive til en kløft. De vil bogstaveligt talt leve i forskellige kulturer," forudser Reich.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her