Det er godt, at den gammeldags klassepolitik har fortonet sig, selv om økonomiske særinteresser stadig spiller en stor rolle, om end mere gedulgt. Under den nuværende regering ses det især på de massive skattelettelser, der gives de rederier, fødevarevirksomheder og andre erhvervsvirksomheder, der finansierer regeringspartierne, Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre.
Men samtidig med, at klassepolitikken trods alt er nedtonet, er idepolitikken nærmest forsvundet. Det hænger ikke mindst sammen med, at sammenbruddet af de kommunistiske diktaturstater har kompromitteret socialismen.
Nogle sætter fejlagtigt lighedstegn mellem kapitalisme og liberalisme og mener, at denne ideologi endegyldigt har sejret. Men den monopolistiske udbytning, der stadig finder sted gennem privatejendomsretten til Jordens begrænsede ressourcer, har ikke noget med liberalisme at gøre.
Ret forstået må liberalismen indebære alle menneskers lige ret til naturens ressourcer og frihed til, på det grundlag, at udfolde sig frit. Og den må indebære, at de samfundsskabte værdier kommer alle til gode, mens den enkeltes ejendomsret til udbyttet af eget arbejde respekteres.
Hvis vi ikke vil finde os i en stigende økonomisk og social ulighed både nationalt og globalt, må vi være rede til at diskutere ejendomsretsbegrebet. Vi må altså igen have idepolitik på banen. Politik degenerer, hvis det hele kun drejer sig om, hvem der er bedst til at administrere samfundet, som det er. Så oplever vi, at borgerlige og socialdemokratiske regeringer fører den samme politik, mens politikerleden breder sig.
Vi får det, der kaldes designpolitik, hvor man finder ud af, hvad folk gerne vil have, og giver dem det, hvis det ikke strider mod indflydelsesrige særinteresser. Man får kontraktpolitik for at skabe større troværdighed, hvor der burde være kamp om ideer og ægte pålidelighed.
Den politiske debat kommer til at handle om selve magtspillet og personerne i et miljø behersket af spin, og hvor meningsmålinger, fokusgrupper og målgrupper spiller de afgørende roller. Medierne bruges som redskaber, men optræder også selv som politiske aktører i skuespillet.
Vi har brug for en politisk debat, der handler om samfundets indretning. Om hvilke veje, vi skal gå for at opnå et samfund, nationalt og globalt, med større social retfærdighed og personlig og økonomisk frihed. Om hvordan vi udnytter teknologien og sikrer en bæredygtig udvikling. Ideologiernes tid er ikke forbi, kun voldsideologier har vi ikke brug for.
Mediernes ansvar
Design- og spinpolitikken må siges at have nået sin kulmination, når der nu er dannet et politisk parti uden en politik og uden et program. Niveauet kan simpelthen ikke blive ringere. Nu kan det kun gå fremad. Folkestyret bør igen have et værdigt indhold. Vi bør dele os efter anskuelser og ikke efter særinteresser eller modeluner, efter ideer og ikke efter personer.
Mediernes ansvar for et velfungerende demokrati er stort. De bør ikke nøjes med at give folk, hvad de tror, folk vil have, men de bør også give folk, hvad de ikke vidste, de gerne ville have. De bør nedprioritere de ligegyldige personkonflikter til fordel for de reelle meningsforskelle. De bør formidle den aktuelle politiske debat, men også give plads til den langsigtede, idepolitiske debat. Det er vigtigt, at alle partier kommer til orde, både store og små. Skal det politiske liv blive mindre overfladisk og populistisk, må der også ske en opprioritering af den kritiske journalistik. Og den skal vel at mærke ikke være politisk ensidig, men rette lyset kritisk mod både regering og opposition og mod både økonomiske og politiske magthavere, organisationer og institutioner.
Et levende demokrati forudsætter folkets aktive deltagelse. Derfor bør det være lettere for politiske partier at opstille til Folketinget, ligesom spærregrænsen bør fjernes. Det vil lette mulighederne for den tiltrængte politiske fornyelse, ikke mindst på det idepolitiske plan. Det bør også være en selvfølge at lade folket tage direkte stilling til et så væsentligt politisk spørgsmål som den minitraktat, der nu søges kørt igennem til underskrift i dette år. En traktat, som reelt kun i navnet adskiller sig fra det forslag om en europæisk forfatning, som vælgerne i Frankrig og Holland afviste, og hvor regeringerne i Storbritannien, Polen, Tjekkiet, Portugal, Irland og Danmark aflyste planlagte folkeafstemninger, da opinionsmålinger viste, at også disse landes vælgere ville stemme nej.
En ægte designpolitisk handling erstattede idepolitisk mod. I det omfang den europæiske superstat er et ideologisk projekt-
Ib Christensen, fhv. MEP & MF
