Læsetid: 6 min.

Idræt er god til at integrere

I dag mødes 25.000 DGI-medlemmer til landsstævne i Haderslev. DGI-konsulent Algot Øhlenschlæger giver her et bud på, hvordan deltagelse i idrætslivet virker integrationsfremmende. Måske er der også perspektiv i at tale om det som en folkelig integration i en tid, hvor debatten ellers er præget af pisk, gulerod og arbejdsmarkedstilknytning
29. juni 2006

Når vor engelsk- og tysklærer på Brøndbyøster skole, Hr. Pedersen, ugentligt viste dyb fortvivlelse over de mange fejl i de tyske stile, hævede han røsten og armene og erklærede med stor patos: "Herrn Jensen," (når det gjaldt dennes fejl), "det største problem ved at lære fremmedsprog er vankundigheden udi modersmålet!"

Og så fik vi en både effektiv og gavnlig lektion i den danske grammatik. Denne lille banale erindring indeholder en væsentlig del af problemstillingen omkring integration af fremmede i vort samfund.

Det første sprog, modersmålet, som hr. Pedersen refererede til, har vi alle lært ved efterligning af vore ophav, de næste læres ved sammenligning med dette. For at kunne sammenligne hensigtsmæssigt, skal vi fokusere på vort eget sprog først og forstå, hvordan det er bygget op.

Det samme princip gælder for den del af vor adfærd, som er forankret i vor kultur.

Nu er kultur imidlertid mere kompliceret, både vor forståelse af den og vor oplevelse af den.

Når vi taler om den enkeltes adfærd, er det vanskeligt at afgrænse den del af adfærden, som er kulturelt betinget, fra den del, som er betinget af f.eks. psyke. Begge er det, man kalder latente fænomener som kun bliver synlige (manifeste), i konkrete adfærds-situationer. Også på en anden måde hænger kultur og personlighed/psyke og følelser sammen: nemlig når vi taler om identitet og kulturelt tilhørsforhold.

Folkelighed

I dansk tradition har vi en forståelsesramme, som blev udviklet netop for at skabe kulturel selvforståelse, også for analfabetiske medborgere: den efterhånden meget slidte 'folkelighed'. Måske er der noget integrationsfaglig inspiration at hente i dette meget danske begreb.

Begrebet folkelighed med Grundtvig som ophav handlede om netop kulturel identitet og tilhørsforhold og havde tre dimensioner:

Den sociale dimension omfatter det fællesskab som udgøres af familie, lokalsamfund, skole og uddannelse, evt. arbejdssted og social status (evt. naturgrundlag = adgang til ressourcer). Det er den baggrund, som er afgørende for din opvækst, din 'sociale arv', din mest konkrete oplevelse af, hvor du kommer fra (lokalområde, dialekt/sociolekt), din omgangskreds og sociale netværk og de værdier, du evt. har taget stilling til i din personlige baggrund.

Den nationale dimension omfatter det fællesskab som udgøres af sprog (modersmål), historie, litteratur, og til dels naturgrundlag og de værdier, normer og traditioner, som udspringer heraf.

Den universelle dimension udgøres af det fællesskab som bestemmes af, at vi alle er mennesker (for Grundtvig: alle er skabt i Guds billede) og med de religiøse forestillinger og dogmer der følger heraf.

Begrebet folkelighed er en ramme for selvforståelse med almen anvendelighed, uanset om man er af fremmed herkomst, ikke er kristen og er vokset op i Gjellerup.

Hvordan kan folkelighedsbegrebet da danne baggrund for en strategi for integration?

Folkelig oplysning

Den nødvendige kundskab om 'grammatikken' i vor egen kultur har vi her i landet i 150 år fået formidlet gennem det historisk bestemte fænomen, vi kender som 'folkelig oplysning'.

Dette begreb opstod i forbindelse med den kulturelle forandring, der var nødvendig for at udvikle et folkestyre, som byggede på hele folkets deltagelse og ansvarlighed. Og for at motivere den nye bondestand til at deltage i forøgelsen af landbrugsproduktionen under den store udenlandske efterspørgsel.

Udgangspunktet var, at et flertal af befolkningen på landet opfattede sig selv ud fra en overvejende fatalistisk 'slavementalitet'. De var uuddannede, udannede, uoplyste, talte 'kun' dansk og levede uden forhåbninger om, at det kunne blive anderledes.

De levede i et autoritært samfund, hvor økonomisk, politisk, kulturel og religiøs magt hang tæt sammen og gav privilegier til de få, hvilket de mange accepterede som bestemt af højere magter, men som til gengæld fritog dem for ansvar.

Oprindeligt var den folkelige oplysning ideen bag højskolebevægelsen. At styrke personlig, kulturel, historisk og samfundsmæssig selvforståelse med det formål: med selvbevidsthed og uden frygt og med egen vilje og motivation at kaste sig ind i de forandringer der krævedes for at blive ligeværdige medspillere i det gryende demokrati.

Formålet med en 'folkelig' integrationsindsats er at skabe en tilsvarende parathed til forandring, men uden romantikkens mytologiske sammenblanding af religion og samfund, og netop med det mål at undgå den frygt i mødet med det nye, som skaber aggression, forskansning og nationalisme.

Folkelig integration

Styrkelse af kulturel selvforståelse skal skabe den identitetsmæssige tryghed, som er platform for en selvvalgt forandringsproces henimod at påtage sig medborgerskab uden frygt for at miste sig selv i processen. Det kaldes også med et moderne udtryk for: Empowerment.

Spørger man indvandrere, som føler sig velintegrerede, vil de bekræfte, at integreret er man, når man føler sig som en accepteret, kompetent og aktiv medborger, som bærer et ansvar på lige fod med andre medborgere i landet.

Hvordan iværksætter man 'folkelig integration?'

Eller: Hvordan vækker man den nysgerrighed, som får indvandrere til at rette blikket mod egen kultur som noget relativt og ikke-absolut - som noget grundlæggende og levende, som ikke dræbes, fordi man tilpasser sig noget andet?

Ja, man kan jo undre sig over, at folkehøjskolerne ikke tilbyder kurser for indvandrere med dette formål.

Selv har jeg gjort den klare erfaring i mine kurser i samfundsforståelse for flygtninge, at det var, når jeg satte deres oprindelseslands kulturbaggrund/historie på programmet, at de begyndte at spørge med ægte interesse til dansk kultur og historie.

Men: Hvordan skaber man ligeværdige møder, hvor indvandrere møder danskere med et fælles mellemværende, hvor det ikke er 'mig' eller 'dig', der er emnet, ikke er din fremmedhed eller min lukkethed, der er i fokus, men hvor indvandrere, uden mentale spærringer eller opmærksomhed mod forskelle, kan spejle sig i den anderledeshed, hvormed vi danskere udfolder vort medborgerskab?

Og dermed få billeder på sit eget særpræg, dvs. opleve på et spontant plan, der ligger før begreberne for kulturelle forskelligheder, men som er en erkendelse, som bygger på egne præmisser ikke på 'påtvungen' indsigt? Sådan som mange danskere har oplevet at lære om sig selv ved at rejse blandt fremmede folkeslag?

Der, hvor sådanne situationer kan opleves, ikke bare som en vedtaget holdning, men som en fast struktur, er i idræts- og foreningslivet.

DGI (Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger) har allerede i en årrække tilskyndet de ca. 6.000 medlemsforeninger til at gøre en indsats for integration og understøtter med økonomi, projekter og vejledning.

Der har været rejst spørgsmål om, hvordan deltagelse i idræts- og foreningslivet kan fremme integrationen. Eller nærmere: Er foreningsledere klædt på til denne opgave? Har trænere og ledere værktøjerne til integrationen?

Svaret på disse spørgsmål ligger i selve DGI's organisering af 'folkelig idræt'. Aktiviteterne afholdes med baggrund i et humanistisk menneskesyn, de er demokratisk organiserede, og de er lagt til rette med henblik på at skabe udfordringer, sundhed og samvær.

Ud over disse tre nøglebegreber, så er idræt noget så grundlæggende som aktivitet, hvor vi leger på måder, der er ordnet af fælles regler. Dvs. at der hersker ligeværdighed for deltagerne.

Ligeværdigheden består også i, at man udfolder sig, ansporer hinanden, konkurrerer under udfoldelse af evner, som intet har at gøre med, hvor man kommer fra.

Forskellighederne forsvinder ikke på grund af de lige vilkår. Men de er ikke i fokus, og netop derfor åbnes øjnene for de billeder af os selv, som opstår i spejlingen eller sammenligningen med de andre, som indgår i fællesskabet.

I idrætsaktiviteten, hvor du udfolder dig i leg og samspil med andre, bliver netop din identitet 'foldet ud', og du vil opdage nye sider af dig selv. Heraf kan opstå billeder, som giver den selvbevidsthed, som kan blive til 'folkelig selvforståelse'. Og dermed refleksion over de nye måder man kan gøre ting på i fællesskabet, som måske er anderledes end det, man er vant til, men som ikke kræver undertrykkelse af den person, man er.

Og dermed starter integrationen. Dvs. at det er rammerne, som skaber forudsætningen for processen. Så det vigtige er at komme i gang med at deltage, og at fortsætte, så man bliver en del af fællesskabet.

Er nogen i tvivl om, hvordan sundhed, kreativitet, selvtillid, stolthed og samhørighed gennem idrætslivet ser ud, så kan det anbefales at tage en tur til Haderslev i dagene 29.juni-2. juli og opleve, når 25.000 DGI-medlemmer mødes til Landsstævne.

Algot Øhlenschlæger er kultursociolog og integrationskonsulent i Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her