Læsetid: 3 min.

Ikke igen, Clinton!

17. februar 2001

»Det er på tide, at vi ser fremad...«

Præsident George W. Bush om republikanernes kulegravning af hans forgængers benådning af den flygtede børsmægler Marc Rich

Til George W. Bush’ og hans families store fortrydelse var forsidehistorien i aviser og tv den 20. januar – dagen, han skulle tages i éd i Washington – at præsident Bill Clinton i sidste time havde indgået et kompromis med den uafhængige anklager i sagen om Monica Lewinsky. Han indrømmede at have begået menéd om sit forhold til den unge praktikant i Det Hvide Hus mod at slippe for videre tiltale. Man kunne ligefrem høre et lettelsens suk runge over det ganske land. Katarsis var opnået efter otte års uophørt skandalevirksomhed. Nu kunne Amerika vaske tavlen ren og begynde på en frisk. Så måtte Bush leve med, at Clinton havde stjålet opmærksomheden fra ham i triumfens time. Et par timer efter edsaflæggelsen udsendte ekspræsidenten imidlertid et umiskendeligt signal. Under en afskedsceremoni på Andrews Airforce Base holdt Clinton en improviseret brandtale til demokratiske aktivister, som blev transmitteret af alle tv-kanaler. Bush’s strateger havde overset en detalje i medieplanlægningen – at udfylde tomrummet i æteren, da den ny præsident guffede sandwich i sig sammen med medlemmer af Kongressen på Capitol Hill.
»I’m not gone. I’m still here,« udbrød Clinton grinende i sin afskedstale.

I lyset af de sidste par ugers historier om Clintons benådning af en hovedrig oliespekulant, dyre møblers og porcelæns forsvinden fra Det Hvide Hus og ekspræsidentens plan om at leje en dyr etage i Carnegie Towers på Manhattan kan man ikke andet end give ham ret. Han er her såmænd stadig. Problemet er naturligvis, at Clintons tilstedeværelse hverken bekommer ham selv, hustru-senatoren, demokrater, republikanere eller andre amerikanere vel. Nu er den nemlig gal igen. Nationen skulle være forfærdet over Bills og Hillarys skandaløse ragen-til-sig. Det underliggende budskab er: Kan den Clinton-familie da aldrig føre sig frem som et værdigt regentpar, der tager privilegier, som noget man bare er berettiget til i stedet for at optræde som klodsede kleptomaner fra bøh-landet i Arkansas? Nej, så holder Bush-dynastiet en mere værdig stil. De ved, at man aldrig skal skilte med privilegier og rigdom fra Det Hvide Hus.

NÅR DET KOMMER til stykket, så er Bills og Hillarys synder ikke alvorligere end dem, mange politikere og amerikanere begår i det skjulte. Hvilken præsident har holdt sig til en så høj etisk standard, at begæringer om benådning kun er blevet bedømt på deres fortjeneste? Nej vel! Folkevalgte ledere udstyret med denne absolutte magt burde i princippet kun bruge dette privilegium efter grundige overvejelser. Men faktum er, at præsidenter modtager tusindvis af ansøgninger om benådning og udsteder hundredevis. Alle lytter selvfølgelig til begæringer fra familie, venner, pengebidragydere og politiske kolleger. Det er et spørgsmål om adgang til Det Ovale Kontor og én tjeneste for en anden. Det er usmageligt, kunne man sige. Men hallo! Alle de demokrater og republikanere i Kongressen, der slår sig for brystet og udtrykker forargelse over Clintons etiske kodeks burde stille sig foran spejlet og spørge: Hvornår var sidste gang, at jeg fiksede et smuthul i lovgivningen for hin virksomhed i min hjemstat, der tilfældigvis bidrog med en snes tusinde dollar til min valgkamp? Øh...

En præsident og frue burde selvfølgelig leve op til en højere standard. De bør ikke minde undersåtter om deres egne menneskelige brister. At Clinton netop har udfyldt den rolle som præsident – et menneske som ethvert andet – er det fascinerende ved historien. Den anden side af historien er, at republikanerne hader Clinton, fordi han inkarnerer alt det, som de ikke kan udstå ved deres eget land. Derfor skulle han hele tiden ned med nakken. I dette tilfælde – Clintons benådning af den amerikansk-jødiske oliespekulant Marc Rich – kan republikanernes initiativ til en høring i Senatet blive en boomerang, som rammer dem lige i ansigtet, når USA går til midtvejsvalg i 2002. Hvorfor? Fordi det bliver umuligt at bevise en quid pro quo – at flygtningen Marc Rich i Schweiz sendte sin ekshustru Denise penge i New York, som herefter blev overdraget til en fond, der finansierer Clintons bibliotek i Little Rock, Arkansas. Herudover kan tilføjes, at Rich aldrig er blevet dømt for skattesvig og omgåelse af olieblokaden mod Iran i 1979. Han var villig til at blive stillet for en civil domstol. I stedet valgte en forbundsdommer at anvende straffeloven mod organiseret kriminalitet, som medfører lang fængselsstraf. Derfor flygtede Rich. Kan det undre, at Clinton sympatiserer med manden? Begge føler sig forfulgt af nidkære anklagere. burch

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu