Læsetid: 4 min.

Om igen, Søren Gade

Nu kan regeringen hævde, at man dengang ikke vidste, hvad vi ved nu: At overgrebene på Bagram-basen og i Abu Ghraib først kom for dagens lys senere. Den holder ikke, fordi der i starten af 2002 fandt en heftig debat sted, om hvorvidt USA overholdt Genève-konventionen for Taleban og al-Qaeda, alt imens billeder af hætteklædte mænd fra Guantánamo-lejren blev transmitteret verden rundt. Alene det var en overtrædelse af Genève. Alarmklokkerne burde have ringet hos regeringen. Ikke desto mindre valgte den at lukke øjnene.
15. december 2006

Der er to ting i den verserende strid om filmen Den Hemmelige Krig, som man bør holde adskilt. Den ene er, hvorvidt de 31 afghanere, som blev overført af danske specialstyrker til amerikansk varetægt i marts 2002, blev mishandlet. Her er det foreløbig påstand mod påstand. En ihærdig undersøgelse af sagsforløbet skulle gøre det muligt at godtgøre, hvem der har ret: Om det er Forsvarsministeriet eller instruktøren Guldbrandsen, Amnesty International eller amerikanske avisrapporter fra perioden. Langt sværere bliver det at bestemme, om den danske regerings fulde accept af USA's tolkning af Genève-konventionens anvendelse i den væbnede konflikt i Afghanistan var udslag af statsminister Ander Fogh Rasmussens blinde loyalitet over for sin kampfælle præsident George W. Bush. Hvis man vil være gavmild - og det kalder højtiden jo på - så kan man som et mindstemål beskylde regeringen for naiv loyalitet over for USA.

Men man kommer ikke bort fra, at regeringen Fogh i denne sag - ligesom i tidligere tilfælde - har lagt sig fladt ned og ladet storebror bestemme, hvordan krigskonventionerne skulle 'finde anvendelse' under krigen i Afghanistan mod Taleban og al-Qaeda krigere. Det er i sig selv en ansvarsforflygtigelse og en udlicitering af dansk tolkningsret af Genève-konventionerne. Man kunne kalde Danmarks ukritiske accept af USA's selektive tolkning af konventionerne en suverænitetsafgivelse i det lille men gyldige juridiske rum, som de danske jægersoldater trods alt udfyldte på slagmarken i Afghanistan.

Nu har Forsvarsministeriet så fremlagt en 'redegørelse' i Udenrigspolitisk Nævn for sagsforløbet, som forsvarsminister Søren Gade kalder en 'frifindelse'. Det er jo et interessant udtryk. Ministeriets redegørelse kan ikke være en frifindelse. Det kan kun være et partsindlæg. Nu er det så op til oppositionspartierne at vurdere, om de vil stille krav om nedsættelsen af en tværpartisk kommission af uafhængige juridiske eksperter til at undersøge sagen til bunds.

Man kan generelt sige, at ministeriets jurister har lagt sig i selen for at retfærdiggøre regeringens beslutninger i januar og februar 2002 med ret spidsfindige argumenter. Det bør ikke overraske, fordi krigskonventionerne i deres karakter bygger på sædvaneret, som pr. definition er genstand for eksperters og domstoles tolkning. Her gælder det altså om at finde smuthuller, som kan hjælpe regeringen ud af kniben. På den anden side har statsansatte jurister et fagligt renommé at forsvare. Det resulterer i, at der i konklusionen om de folkeretslige aspekter af sagen pludselig udtrykkes tvivl om regeringens følgagtige politik. Det springende punkt er, at præsident Bush i sit memo den 7. februar 2002 valgte at tilsidesætte den 4. Genève-konvention, der ville have ydet Taleban og al-Qaeda samme rettigheder som krigsfanger, blot som civile, der har deltaget i kamphandlinger. Den tilsidesættelse er ikke så lidt af en mundfuld for retsbevidste Danmark.

I stedet beslutter Bush, at kun 3. konvention skal gælde, og det giver USA mulighed for at nægte Taleban og al-Qaeda krigsfangestatus. De opfylder nemlig ikke kravet om at bære en synlig uniform, være underlagt en øverstbefalende og optræde disciplineret. Den er svær at sluge råt. Derfor må ministeriets jurister skrive, at "denne fortolkning kunne give anledning til nogen tvivl". Men straks samler de sig og skriver, at fortolkningen dog "ikke indebar afvigelser i forhold til de tilbageholdtes rettigheder af en så vigtig karakter, at man fra dansk side af den grund ikke kunne overlade tilbageholdte personer til de amerikanske styrker". Det er naturligvis en skønssag, hvor stor en afvigelse det er, helt at se bort fra 4. Genève-konvention. Men at hævde, at det ikke kunne få konsekvenser for USA's behandling af de tilbageholdte er helt ude på overdrevet.

Nu kan regeringen hævde, at man dengang ikke vidste, hvad vi ved nu: At overgrebene på Bagram-basen og i Abu Ghraib først kom for dagens lys senere. Den holder ikke, fordi der i starten af 2002 fandt en heftig debat sted, om hvorvidt USA overholdte Genève-konventionen for Taleban og al-Qaeda, alt imens billeder af hætteklædte mænd fra Guantánamo-lejren blev transmitteret verden rundt. Alene det var en overtrædelse af Genève. Alarmklokkerne burde have ringet hos regeringen. Ikke desto mindre valgte den at lukke øjnene.

Og til sidst om det navnkundige forbehold i Bushs memo. Ministeriet hævder her, at Bushs løfte om at "behandle tilbageholdte humant og, i det omfang det er muligt og foreneligt med militær nødvendighed, i overensstemmelse med principperne i 3. konvention", henviser til rettigheder, som fangerne ikke vil blive givet (f.eks. køb af mand, tobak og sæbe). Forbeholdet, hedder det, "indebærer ikke en indskrænkning af retten til human behandling". Her taler Gade klart mod bedre vidende. Bush brugte begrebet "militær nødvendighed" for at retfærdiggøre sin bemyndigelse af USA's styrkers umenneskeliggørelse af tilbageholdte under forhør. Det vidste man i hvert fald, da Fogh udelod forbeholdet et år senere.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her